Annonce
Annonce
Danmark

Dagplejemor: »Forældrene kender jo mig, og jeg kender dem«

Hjemligheden går tabt, når kommuner nedlægger dagplejepladser, siger en dagplejemor med 20 års erfaring.

Annonce

Iklædt en neongrøn elefanthue og flyverdragt løber 2-årige David ud ad hoveddøren og tager fat i en kælk. I hælene på ham kommer 2-årige Lea og Marco og Mikkel, der begge er halvandet år.

»I skal lige vente på mig. Jeg skal have den her med«, siger Gitte Andersen og tager en toiletpapirrulle under armen.

Hun er dagplejemor i Kirke Såby i Lejre Kommune og er på vej ud i haven for at lave de islygter færdige, de gik i gang med i går.

Siden 2007 er antallet af dagplejere næsten halveret, viser en undersøgelse fra fagforeningen FOA. I Lejre Kommune er der i dag 60 procent færre dagplejere end i 2007.

At kommunen vælger at lukke dagplejer til fordel for vuggestuer, forstår Gitte Andersen ikke. Ifølge hende kan en dagpleje nemlig tilbyde mere ro for de børn, der har brug for det – og mere tid til hvert enkelt barn.

»Her tager vi det i børnenes tempo. Det kan godt være, de også forsøger det i vuggestuerne, men der er trods alt mindst dobbelt så mange børn at tage hensyn til«, siger hun.

LÆS OGSÅDagplejen er halveret på 8 år

»Med fire børn er jeg selvfølgelig nødt til at strukturere tingene lidt, men er der en dag, hvor et af børnene ikke er helt på toppen, laver jeg bare planerne om og laver det, der nu passer børnene den dag«.

Da kælkene og de fire børn er kommet om i haven til parcelhuset i Kirke Såby, finder Gitte Andersen de dybfrosne bunde til islygterne frem. Sammen med Lea begynder hun at fylde den ene form op med mere vand, der skal fryse i det kolde vintervejr.

»Også mig. Også mig«, råber Marco utålmodigt og begynder at kaste med sne.

Da de sidste forme er fyldt op, indtager børnene en lille plastikrutsjebane. Mens Marco hovedkulds tager turen med benene strittende i vejret – den forkerte vej – forsøger Gitte Andersen med toiletrullen at holde styr på de løbende vinterkolde næser hos de tre øvrige.

»Kom, vi går ind og får varmen«, siger hun og tager en af de sneklædte tumlinger i hånden.

»Jeg vil hellere blive ude«, råber David efter endnu en rutsjetur med hovedet først.

Det får han lov til.

Tryghed for både børn og forældre

I år kan Gitte Andersen fejre sit 20-års jubilæum som dagplejer i Kirke Såby. De fire børn, hun har i dag, har alle haft større søskende, der også har været i dagpleje hos hende.

»Ham her«, siger hun og peger på Marco, »han er faktisk den tredje, jeg har fra samme familie«.

»Forældrene kender jo mig og jeg kender dem. Det letter hverdagen for os alle sammen«, siger hun.

Det giver en helt anden tryghed end i en vuggestue

Gitte Andersen, dagplejer

»Det vigtigste er, at både forældre og børn er trygge, når børnene bliver afleveret. Og her afleverer de til den samme hver dag; det giver en helt anden tryghed end i en vuggestue, hvor der er mange forskellige, der tager imod børnene hver dag«.

LÆS OGSÅForældre og pædagoger: Besparelser rammer børnene

Indenfor bliver flyverdragterne smidt på gulvet i bryggerset, inden børnene indtager et værelse fyldt med legetøj. Lea finder en plastikfigur af Buzz Lightyear frem, mens Marco sætter sig i sofaen med en Pixibog.

»Her har de ikke én stue, men hele huset. De to store leger tit på værelset eller ude i haven, mens jeg kan lave lidt mere stille og rolige aktiviteter med de helt små herinde«, siger Gitte Andersen og peger ud i stuen.

I dag kom David dog alligevel med indenfor. Det var lidt koldt, lader han forstå, da han får hjælp til at hive sine stivfrosne vanter af.

Børn er en del af dagligdagen

Der er dog også indimellem udfordringer som dagplejer, indrømmer Gitte Andersen. Blandt andet har der indimellem været børn, der har haft svært ved at falde til.

»Det er vigtigt, at jeg kan give dem den tid, det tager at få dem til at føle sig helt trygge her. Og som dagplejer har jeg netop mulighed for at sige, at der ikke skal komme gæstebørn fra andre dagplejer i en kortere periode -– det ville man jo aldrig kunne i en vuggestue«, siger Gitte Andersen.

Om 10 år tror Gitte Andersen ikke længere, at der findes kommunalt ansatte dagplejere. Selv har hun 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor er hun så småt begyndt at overveje, hvad hun skal gøre, hvis det er hendes stilling, der ryger næste gang.

»I en vuggestue vil jeg ikke føle, at jeg kan gøre en forskel for børnene på samme måde, som jeg kan herhjemme. Hverdagen her hos mig ligner den, de har derhjemme. Børnene er med til at dække bord og hænge vasketøj op – ja, de er jo en naturlig del af dagligdagen, hvorimod i en vuggestue vil det jo være på institutionens præmisser«, siger hun.

Derfor er tanken om måske at blive privat dagplejer så småt begyndt at melde sig.

»Så har jeg jo stadig mine dejlige unger herhjemme«, siger hun og tilføjer:

»Det kræver væsentlig mere, fordi jeg så selv skal ud at rekruttere børnene. Men det skræmmer mig ikke så meget længere, for jeg kan jo se, at der er børn til det. Folk her vælger de private, hvis ikke de kan få en kommunalt anvist plads«.

LÆS OGSÅOpgør med de dyre vaner i kommunerne

Private dagplejer er ikke underlagt de samme tilsynsvilkår fra kommunerne, ligesom der ikke er krav til pædagogiske læreplaner. Derfor påpeger både eksperter og fagforeninger, at det stigende antal private børnepassere, der opstår på baggrund af nedlægningerne af kommunale dagplejer, kan medføre en kvalitetsforringelse.

Gitte Andersen er dog ikke i tvivl om, at hun kan passe sit job lige godt – privat eller ej.

»Jeg vil selvfølgelig ikke have den samme sparring med en pædagog, men den må jeg jo så få med de andre private børnepassere i stedet«, siger hun.

I parcelhuset i Kirke Såby er Gitte Andersens mand, Asger Andersen, kommet hjem.

»Hej rødder«, siger han, inden han bevæger sig ud i køkkenet.

Både Lea og David følger løbende efter.

»Klementin. Klementin«, råber David, da han – stadig i løb – kommer tilbage i stuen.

»Nej, vi skal ikke have noget nu. Vi skal have frokost om lidt«, siger Gitte Andersen.

»Jamen, jeg har lovet ham en«, siger Asger.

»Det er jo fredag«, griner han.

Redaktionen anbefaler

Seks fagfolk: Derfor er voksentid per barn afgørende for børns velfærd

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce