Annonce
Annonce
Danmark

Bestyrelse bag tilsyn: Ledelsen svigtede misbrugte piger

Bestyrelsen havde et indirekte ansvar, men ledelsen og kommunen skulle have handlet, siger tidligere bestyrelsesformand for det firma, der førte tilsyn i sag om omsorgssvigt og overgreb.

Misbrugt plejebarn: »Der gik år i mellem tilsynene«. Kilde: politiken.tv / tilrettelæggelse Kirsten Nilsson & Nima Hajazadeh

Alt for dårligt og utilstrækkeligt.

Sådan beskriver Gert Jørgensen, tidligere bestyrelsesformand i foreningen Pro, det tilsyn, som Pro selv stod for i en konkret sag, hvor fire søstre blev slået og ydmyget i den plejefamilie, de var anbragt i.

Pro var ansat af kommunen til at føre tilsyn med familien, der i løbet af årene 1999 til 2005 havde søstrene boende, efter pigernes psykisk syge far havde dræbt deres mor.

Ifølge Gert Jørgensen, der var bestyrelsesformand i samme årrække, er det både ledelsen og kommunen, der har svigtet.

»Det mener jeg helt afgjort«, siger han.

Plejefaren, der også misbrugte to af pigerne seksuelt, blev i 2008 dømt for at vold og overgreb, men der sluttede sagen ikke. To af søstrene har nu lagt sag an mod Slagelse Kommune. De vil have erstatning for, at kommunen ikke reagerede på underretninger fra lærere og pædagoger og undlod at føre tilsyn.

LÆS OGSÅSlagelse Kommune sagsøges i sag om omsorgssvigt

Foreningen Pro fører efter kommunalreformen ikke længere tilsyn, men er i dag omdannet til en fond. Politiken har været i kontakt med den daværende leder af Pro, som i dag er gået på pension, og som ikke ønsker at kommentere sagen.

Helt uforståeligt

Ifølge Gert Jørgensen var det dengang praksis, at en tilsynsførende skulle komme på minimum fire besøg om året, men at der ofte var langt flere.

Sagsakter viser, at tilsynet med familien var yderst sporadisk – den tilsynsførende talte kun én enkelt gang med børnene, og til sidst i anbringelsen kom det frem, at den tilsynsførendes rapporter udelukkende byggede på de statusrapporter, plejeforældrene skrev, og ikke på egne observationer.

»Det er helt uforståeligt. Jeg ville have troet, at kommunen ville have klaget over det«, siger Gert Jørgensen.

Men burde der ikke også være nogen i Pro, der opdagede, at der ikke blev ført tilsyn?

»Selvfølgelig. Det er et ledelsesansvar. Den daværende ledelse havde ansvaret for det daglige arbejde. Hvad der har været af drøftelser der, ved jeg ikke«.

Har bestyrelsen ikke også et ansvar?

»Indirekte. Vi var ikke inde i sagsbehandlingen, det var sekretariatets opgave, og det havde ledelsen ansvaret for. Vores opgave var mere overordnet budget og strategi og regnskab. Vi dannede rammerne for Pros arbejde, og udadtil var Pro meget respekteret. Der blev kun ansat uddannede medarbejdere med erfaring. Flere af dem havde terapeutuddannelse oveni. Der var supervision med både psykologer og psykiatere. Så på papiret var det fantastisk godt, og det var det sikkert også i rigtig mange tilfælde, men i hvert fald i den her sag og måske også i andre har der været svigt, hvor man ikke leverede det, man sagde, man leverede«.

Ikke fokus på børnene

Ifølge Gert Jørgensen var der dog dengang ikke noget krav om, at den tilsynsførende skulle tale alene med børnene.

»For år tilbage var der desværre ikke det samme fokus på inddragelse af børnene, som der er i dag«, siger han.

Han kan ikke forklare, hvorfor Pro ikke reagerede på underretninger, som ifølge sagsakterne ikke kun blev sendt til kommunen, men også til dem.

»Pas. Det forstår jeg heller ikke«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Slagelse Kommune sagsøges i sag om omsorgssvigt

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce