Annonce
Annonce
Danmark

Partier vil droppe forældelse i sager om anbragte børn

Liberal Alliance og Socialdemokraterne vil give anbragte børn mulighed for oprejsning.

Annonce

Kommuner, som groft har svigtet anbragte børn, skal altid kunne stilles til ansvar. Derfor vil Liberal Alliance (LA) stille et forslag om at droppe forældelsesfristen i den type sager. Desuden skal kommuner kunne straffes hårdt økonomisk, når de ikke fører tilstrækkeligt tilsyn og undlader at tage beretninger om misbrug og misrøgt af børn alvorligt.

Det er holdningen hos Liberal Alliance efter, at det er kommet frem, at Slagelse Kommune med henvisning til den almindelige forældelsesfrist på 10 år vil forsøge at få afvist en sag om kommunens svigt af fire anbragte børn, som blev udsat for vold og ydmygelser - og hvor to af pigerne blev groft misbrugt seksuelt.

»Det er selvfølgelig altid forfærdeligt, når der begås overgreb på børn. Men det er fuldstændig utilgiveligt, når de myndigheder, der skal være et sikkerhedsnet, også svigter. Derfor foreslår Liberal Alliance, at vi fjerner forældelsesfristen i disse sager. Det er dybt urimeligt, at når det måske har taget årevis at komme på benene igen og samle kræfter til at anlægge sag, at man så render ind i forældelsesspørgsmål«, siger partiets kommunalordfører Laura Lindahl, der stiller forslaget sammen med partiets retsordfører Simon Emil Ammitzbøll.

Vi er med på at fjerne forældelsesfristen, så det offentlige kan drages til ansvar, hvis ikke man har været sin opgave voksen

Pernille Rosenkrantz-Theil

Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, er enig:

»Vi er med på at fjerne forældelsesfristen, så det offentlige kan drages til ansvar, hvis ikke man har været sin opgave voksen«.

Hun understreger, at Socialdemokraterne gerne vil undgå et »amerikansk erstatningscirkus«.

»Men det er meningsfuldt at få mulighed for at få prøvet sin sag ved retten, og at man kan få rettens ord for, at man blev svigtet af systemet – også selv om det ligger på den anden side af de forældelsesfrister, der er i dag«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Vil tage tidligere sager op

Liberal Alliances Laura Lindahl vil også tage kontakt til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

»Hvis vi kigger tilbage, er der så nogle, der ville anlægge erstatningssag, men som ikke har kunnet få den igennem på grund af en forældelsesfrist. Jeg vil drøfte med ministeren, om vi kan tage sådanne sager op igen«, siger Laura Lindahl.

LÆS OGSÅTidligere udvalgsformand om misbrugte søstre: Jeg hørte aldrig om sagen

Sagen mod Slagelse Kommune er den første, hvor retten skal afgøre, om en kommune, som groft har svigtet anbragte børn, kan stilles til regnskab. Det sker i den nærmeste fremtid, når landsretten indkalder kommunen i en sag om manglende tilsyn og om underretninger, som ikke blev taget alvorligt.

Udsat for vold og ydmygelser

Sagen er anlagt af to oprindelig palæstinensiske søstre, som sammen med to andre søstre var anbragt i en plejefamilie i årene 1999 til 2005. Pigerne var fra 4 til 8 år, da de blev anbragt, efter at deres psykisk syge far havde dræbt deres mor.

Under opholdet hos plejefamilien blev pigerne udsat for vold og ydmygelser – og to af pigerne blev fra 6-11-års alderen groft misbrugt seksuelt. Plejefaren modtog i 2008 en byretsdom for vold og overgreb, som landsretten senere stadfæstede.

LÆS OGSÅSlagelse Kommune sagsøges i sag om omsorgssvigt

Mens pigerne var anbragt, kom der løbende underretninger om, at noget var galt, men Skælskør Kommune, som først havde sagen, og derefter Slagelse Kommune fulgte ikke op på dem.

Tilsynet med familien var yderst sporadisk. Den tilsynsførende talte kun én enkelt gang med børnene, og den tilsynsførendes rapporter byggede udelukkende på de statusrapporter, som plejeforældrene skrev.

Men Slagelse Kommune mener, at sagen er forældet.

»Vi baserer det på den gældende lovgivning. Det er en retslig vurdering, som understøttes af vores advokat. Retten vil behandle både forældelsesspørgsmålet og sagens indhold samlet. Så forældelsesspørgsmålet er ikke afklaret. Det bliver afklaret under sagen«, siger uddannelsesdirektør Vini Lindhardt, som har ansvaret for det børnesociale område i Slagelse Kommune.

LÆS OGSÅBestyrelse bag tilsyn: Ledelsen svigtede misbrugte piger

Liberal Alliance vil også have økonomiske sanktioner mod kommuner, der svigter i disse sager.

»Det strider mod vores retsfølelse, at kommuner kan begå de her kæmpe fejl, som har så uoverskuelige menneskelige konsekvenser for børn. Vi mener, at det handler om at sende et tydeligt signal om, at det her er alvorligt, så vi er nødt til at kigge på, at det her skal ramme kommunerne økonomisk. Så tror vi, at kommunerne vil gøre sig mere umage og prioritere det højere«, siger kommunalordfører Laura Lindahl.

Kræver år at få rejst en sag

Direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår støtter forslaget om at droppe forældelsesfristen i denne type sager.

Generelt sker de her overgreb ofte mod små børn, og de har ikke modenhed eller evner til at sige, at de vil anlægge sag mod en kommune

Rasmus Kjeldahl

»Det er vores opfattelse, at Slagelse Kommune siger, at det her er omfattet af den almindelige forældelsesfrist i lovgivningen, og så bliver der en diskussion om, hvornår uret begynder at tikke, før vi når til en forældelse. Men generelt sker de her overgreb ofte mod små børn, og de har ikke modenhed eller evner til at sige, at de vil anlægge sag mod en kommune. Man bør tage hensyn til, at børn først på et senere tidspunkt, når de bliver ældre, kan se deres fortid i øjnene og har ressourcer til at løfte den her type sager«, siger Rasmus Kjeldahl og tilføjer:

»Vi har mange henvendelser, og hvis der kommer en 28-årig, som har en forhistorie med overgreb, som skete, mens personen var 10-12 år, bør sagen også prøves ved retten. Vi har ikke rigtig en retspraksis på området, så vi kan ikke sige, hvordan retten vil håndtere det. Vi støtter ideen om, at der ikke skal være forældelsesfrister i den her type sager, fordi det ikke er rimeligt at sætte en 10 eller 20 års forældelsesfrist. Man har eksempler fra udlandet på overgreb i forbindelse med katolske kirker, at der kan gå 25-30 år, før de kommer frem«.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Efter drabet ventede sult og overgreb

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce