Annonce
Annonce
Danmark

Hold på vinterhuen lidt endnu: Ferievejret bliver koldt, men klart

Det bliver fint, men køligt de kommende dage.

Annonce

Der kan komme lidt slud eller sne. Men det er efter alt at dømme vintervejrets sidste anslag. Fornemmelsen af det tidlige forår trænger sig på de kommende dage, mens dele af Danmark holder vinterferie.

»Det bliver lidt vinterligt, hvor vi har frost om nætterne og dagtemperaturer omkring eller over frysepunktet. Det bliver forholdsvis fredsommeligt vejr med kig til solen og lokale snebyger ved Østersøen«, oplyser vagtchef Thyge Rasmussen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Især de kommende weekenddage inviterer til at bevæge sig ud for at misse mod lyset.

»Der kommer et pænt udevejr. Lørdag og søndag bliver det med en vind fra nordøst, der kan bide i kinderne. Vi ligger i et koldt hjørne, men det giver ganske klart vejr det meste af tiden«, siger han.

Hele næste uge frem til og med fredag kommer ifølge meteorologen til at byde på et vinterligt vejr med solskin det meste af dagene og næppe antydning af sne.

Slutningen af ferien kan ifølge prognoserne - der endnu er usikre - risikere at trække et ustadigt vejr med nedbør hen over landet.

Gode skiudsigter

Står ferien på et skitogt, så er der ganske gode forhold på de populære skisteder nordude. I Hemsedal i Norge er der hele 1178 cm. sne og minustemperaturer på 9.

Også i Alperne giver lave temperaturer og pæne snedækkener gode muligheder for at give den gas ned ad løjperne.

Er det varmen, der lokker, så kan Middelhavsøerne generelt byde på temperaturer på 15-18 grader om dagen, mens fastlandet plages af skydække og nedbør.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce