Annonce
Annonce
Danmark

Centre til asylbørn skyder op på stribe

Danmark har næppe før åbnet så mange centre til uledsagede mindreårige flygtningebørn som nu, hvor børnecenter nummer 16 er taget i brug.

Annonce

For nogle af børnene er det meget svært at vente på opholdstilladelsen

Elisabeth

Westergaard, socialrådgiver

Asylcentre til flygtninge under 18 år, som kommer til landet uden voksne, er åbnet på stribe gennem de sidste 6 måneder.

I dag findes der 16 børneasylcentre over hele landet med 1.240 pladser i alt, og dermed overgår antallet langt selv de flygtningehektiske 1990’ere, hvor et stort antal bosniske flygtninge søgte mod Danmark, og hvor Røde Kors drev i alt 4 centre specifikt for børn.

LÆS OGSÅTalebantrusler på tilbud skal sikre asyl i Vesten

Siden da er nogle af landets kommuner også kommet på banen som driftsoperatører på området, og 5. februar åbnede en af landets største aktører, Langeland Kommune, det seneste børneasylcenter i Søllested på Lolland.

Det skal rumme 100 uledsagede mindreårige drenge fra 14-17 år. Centerleder Leif Werborg fik en uge til at samle et hold medarbejdere og planlægge åbningen af det nye center på et gammelt plejehjem.

»Jeg har været med til at åbne 3 centre på 6 uger. Det er en udfordring, fordi Udlændingestyrelsen gerne vil have, at det går stærkt, og det kan man kun løse, hvis man har en god organisation og en stærk ledelse, der forstår, hvordan man modtager og håndterer flygtningebørn«, siger centerlederen.

Ifølge tal fra Udlændingestyrelsen søgte 2.068 uledsagede mindreårige asyl sidste år. Det er dobbelt så mange som i 2014 og otte gange over gennemsnittet for de sidste 25 år.

Det er især børn og unge mellem 14 og 17 år fra Afghanistan og Syrien, som kommer uledsaget til landet. Hovedparten er drenge. De bliver placeret på et af landets børnecentre, imens deres asylsag behandles.

Afslag giver lang ventetid

Ud over Langeland Kommune driver Røde Kors og fem andre kommuner centre.

Ifølge flere centerledere, som Politiken har talt med, opholder de mindreårige sig typisk mellem 4 og 6 måneder på stederne, inden deres sager bliver afgjort.

En stor del af børnene får opholdstilladelse, men på centrene oplever man, at især de afghanske børn må vente længere og ofte ender med et afslag på ansøgningen, når de fylder 18 år.

I Thisted har eksempelvis en 17-årig somalisk ung mand ventet 3 år på sin udvisning.

SE BILLEDSERIE: Vi er syriske flygtningebørn. Sådan ser vores liv ud ...

De mindreårige asylsøgere går under opholdet i skole, i ungdomsklubber og deltager i fritidsaktiviteter og sport.

Forleden kom det frem, at en del uledsagede asylsøgere, cirka 10 procent af bruttoantallet, lyver sig yngre, end de er. Børneasylcentrene har varierende oplevelser med fænomenet, men flere centerledere siger til Politiken, at gennemsnitsalderen på de uledsagede mindreårige hos dem ligger på cirka 16-17 år snarere end 14 år.

Børn trænes i madlavning

Asylcentrene tilbyder i henhold til serviceloven den støtte og hjælp, som de mindreårige har behov for efter flugten. Elisabeth Westergaard, der er socialrådgiver i Langeland Kommune, forklarer, at asylcentrenes fornemmeste opgave er at skabe ro og tryghed.

»For nogle af børnene er det meget svært at vente på opholdstilladelsen. De bærer rundt på en stigende frustration og angst, som vores medarbejdere skal hjælpe med at tage brodden af«, siger hun.

Ventetiden imødegås blandt andet med fritidstilbuddene. Derudover bliver de trænet i madlavning, rengøring og økonomi.

LÆS OGSÅ Markant flere uledsagede flygtningebørn i Danmark

Børn op til 15 år kommer almindeligvis i plejefamilie efter tildelt ophold, mens de ældre mindreårige typisk kan flytte ud i et bofællesskab i en kommune.

Enkelte unge forsvinder under opholdet i Danmark, men det sker sjældent på børnecentrene.

Det er typisk, fordi de har venner i et andet land, eller fordi de er klar over, at der venter et afslag på deres ansøgning. Når de fylder 18 år, eller hvis en alderstest viser, at de er ældre, bliver asylsøgerne flyttet til et voksencenter.

Ifølge asylchef Ulrik Pihl fra Langeland Kommune er det først her, at mange vælger at tage videre.

»Virkeligheden rammer dem, når de bliver sendt til et voksencenter med udsigt til en udvisning. Her oplever vi ofte, at de unge forsvinder. Indtil da har de gået med håbet om, at noget ændrer sig til deres fordel«.

Redaktionen anbefaler

Flygtningestrømmen fortsætter: Over 60.000 ankom til de græske kyster i januar

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce