Annonce
Annonce
Danmark

Samleren rydder ud i gamle minder: »Jeg skal have en posefuld med«

36-årige Per Bloch samlede og samlede som barn. Nu ville han allerhelst kunne leve i en kuffert. Så han rydder ud i gamle minder fra barndomsværelset og gemmer kun ganske lidt.

Annonce

Som barn var Per Bloch en samler.

I et skab på sit værelse i familiens kælder gemte han for eksempel ølmærkater og kapsler, og når han havde været i svømmehal, tog han de elastikker, som man fik til at tage om anklen, med hjem.

»Jeg kan huske, at der var stor forskel på, om det var en ølmærkat, jeg selv havde fundet, eller om det var én, jeg havde fået. Det at kende stemningen, da jeg fik den, var jo det, der gav mærkaten affektionsværdi«, siger han.

Vi er taget tilbage til hans barndomsværelse i en kælder i Roskilde. Per Bloch, der i dag er 36 år og forfatter og musiker, sidder på hug foran en blå låge under trappen. Ølmærkaterne, kapslerne og elastiksamlingerne er for længst smidt ud. Og i dag arbejder han videre med sit oprydningsprojekt.

Målet – som han godt ved, han aldrig når – er at eje så få ting, at de kan være i en kuffert.

»Jeg skal have en posefuld med hjem, som jeg kan sortere. Det gør jeg en gang imellem. Så ligger posen på en hylde i min lejlighed, og et par gange om ugen sorterer jeg så i ti minutters tid. Det vil jeg hellere end at skulle sætte en hel weekend af til det, så bliver det jo helt uoverskueligt«, siger han.

Vindue til sit tidligere jeg

Per Bloch dykker ind i kælderskabet og hiver en pose frem.

»Det er gamle breve, det her. Fra engang i 90’erne«, siger han.

En gul post it-seddel med Per Blochs håndskrift viser, at brevene er skrevet 1994-96. Han hiver to små sedler ud fra sin mor og far.

»Nogle gange lagde de små hilsner til os på vores morgenmadstallerkener«, siger han og begynder at læse op fra den ene seddel:

»Godmorgen Per. Nu skal du ønskes held og lykke med din terminsprøve og nyde dit liv hver dag. Du får gode karakterer som sædvanlig og alt over 6 er jo pral. Giv dig selv en sjov, skæg, spændende og usædvanlig dag. Jeg glæder mig til at se dig igen. Kærlige hilsener fra din fader«, læser han.

»Nåårh«, udbryder han så.

LÆS OGSÅInterview: »Jeg har fundet min gamle ganebøjle. Hvad laver den på min hems?«

Der ligger også postkort og breve fra kendte personer og figurer. Fra Rasmus Radiomus, for eksempel. Og Monrad og Rislund.

»Jeg skrev mange breve som barn. Også til radio- og fjernsynsprogrammer«, siger han. Forleden sad han med et andet brev fra 1990’erne mellem hænderne.

»Jeg genoplevede en side af mig selv, som jeg har svært ved at relatere til i dag. Følelser, som jeg ikke har haft i mere end 20 år. Det var ikke noget rart, så jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle nærlæse det, men bare registrere det og så tænke: ’Gud, ja, der var noget der’«.

»Måske er der en pointe i også at gemme nogle ting, som ikke forbindes med noget rart. Det giver mulighed for at se på hele sit tidligere jeg«, siger han.

Sortering i ro og mag

Han hiver en stor kasse med Lego ud af skabet.

»Det er mit gamle Legotog. Det kostede 1.000 kroner dengang. Jeg kan huske, at da jeg fortalte mine forældre, at jeg ønskede mig det, sagde de: »Det får du ikke, Per. Det er helt udelukket«. Men det gjorde jeg altså – af min mormor og morfar«.

#Hvadgemmerdupå?

Fortæl os hvorfor

Nogle af os gemmer og gemmer. Gamle ting og sager. Men hvorfor? Og hvorfor er det så svært at skille sig af med det?

Tag et billede af en ting, som du gemmer på, og fortæl os hvorfor.

Han tager nogle af delene ud af pakken og føler på dem.

»Nej, det her kan jeg altså ikke smide ud – jeg har noget med Lego«, siger han.

Men posen med breve, postkort og små personlige lapper tager han med sig. Den skal sorteres i ro og mag. Måske tager han billeder af noget af det, inden han smider det ud. Det er nemlig sådan, han gemmer sine minder nu – på computeren, hvor de intet fylder.

Per Bloch har meddelt sin familie, at han ikke længere ønsker sig ting. Kun oplevelser og spiselige gaver.

»Så bevarer jeg gaverne i hovedet bagefter, eller også forsvinder de ad naturlig vej. Min familie synes sikkert, at jeg er besværlig med gaver, for de kan jo ikke længere bare gå ind i en boghandel og købe en god bog til mig«.

Der er stadig enkelte i familien, der giver ham ting. Men når han får noget, han ikke vil beholde, har han fundet på en måde at ekspedere tingene videre på.

»Hvis det er noget, andre kan få glæde af, er jeg begyndt at stille tingene ud i det offentlige rum«.

Det var sådan en følelse af at have fået hugget en arm af - jeg anede bare ikke, hvordan den der arm så ud

»For eksempel fik jeg engang et fint barbersæt med sæbe og kost, og jeg anede ikke, hvornår jeg skulle få det brugt. Så en dag jeg var inde på Statens Museum for Kunst, stillede jeg det ved vasken på herretoilettet«.

Han kan også finde på at efterlade bøger i et tog eller at stille bøger ind i reolen, når han er på besøg hos venner – uden at de ved det.

»Det er blevet mit eget lille kunstprojekt: at tage ting fra min privatsfære og stille det i det offentlige rum. Så tager jeg et billede af det og gemmer det på min computer«, siger han.

Det er dog altid kun gode ting, han sætter ud, understreger han.

»Det ville være uacceptabelt, hvis jeg gik og satte affald rundt omkring. Jeg havde engang en bog, der hed ’Samtaler med et træ’. Den stillede jeg i et træ i Hvidovre, og da jeg kom tilbage om eftermiddagen, var den væk. Tænk, hvis der er nogen, der har fået en god oplevelse med den«.

Pludselig var pallerne væk

Vendepunktet i forhold til de fysiske minder, Per Bloch har, kom ufrivilligt. I forbindelse med en flytning skulle han have opmagasineret et par europaller med ting. Han havde ikke sorteret sine ting, da noget af det røg til opmagasinering. Så hvad der røg af sted på de paller, ved han stadig ikke.

For opmagasineringsfirmaet gik konkurs, og da Per Bloch skulle have sine ting, fik han at vide, at alt var gået tabt.

»Min første reaktion var, at det kunne man da ikke. Det var sådan en følelse af at have fået hugget en arm af – jeg anede bare ikke, hvordan den der arm så ud«.

»Men det viste sig, at jeg jo levede fint videre uden alt det, da jeg blev tvunget til det, og jeg har stadig ingen idé om, hvad jeg mistede med de to paller«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Vi gemmer. Men hvad skal vi med det?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce