Annonce
Annonce
Danmark

Seruminstituttet er skyld i mangel på tuberkulosevaccine

Statens Serum Institut har ikke kunnet leve op til kravet om vaccineproduktion fra blandt andet Unicef.

Den danske vaccinefabrik Statens Serum Institut (SSI) har ikke levet op til sine forpligtelser over for blandt andet Unicef, skriver Information.

Sidste år kunne SSI ikke levere de aftalte tuberkulosevacciner til spædbørn i 28 lande, oplyser SSI’s direktør, Nils Strandberg Pedersen.

»Langt de fleste har enten ikke fået de bestilte vacciner eller kun mindre leverancer«, siger han til Information.

De manglende leverancer i 2015 drejer sig om i alt 60 millioner børnedoser af den såkaldte BCG-tuberkulosevaccine.

SSI er en af to internationale producenter af BCG, som i 2014 og 2015 ikke levede op til deres forpligtelser.

I juli sidste år opgjorde verdenssundhedsorganisationen WHO, at Unicef manglede 73 millioner vaccinedoser ud af et totalt behov på 180 millioner doser.

»BCG-manglen i 2014-15 var alvorlig, for det betød, at man i mange lande ikke var i stand til fuldt ud at vaccinere sine børn«, oplyser talsmand Christian Lindmeier fra WHO til Information.

Venezuela er et af de 28 lande, som er ramt af SSI's problemer med levering af BCG-vaccine.

»Det kan betyde, at vi igen vil se problemer med tuberkulose her i landet«, siger formanden for foreningen af børnelæger i Venezuela, Huniades Urbina.

Ifølge SSI skyldes problemerne med leverancen nedbrud i produktionsudstyret og et stort tab af medarbejdere efter en folketingsbeslutning i 2014 om at sætte dele af vaccineproduktionen i SSI til salg.

Unicef har efter udbud nu aftalt leverance af 400 millioner doser BCG i 2016-2018 med fire leverandører. SSI er ikke blandt leverandørerne og forventer ikke at være tilbage på markedet med tuberkulosevaccine før 2017.

Den smitsomme lungesygdom tuberkulose dræber hver år på verdensplan halvanden million mennesker.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce