Annonce
Annonce
Danmark

Initiativtager bag optog støtter lesbisk: DR nærmer sig karaktermord

DR sår tvivl om troværdigheden af hovedpersonen i en omstridt chikanesag. Det handler om retssikkerhed, siger dokumentarchef.

Teaser: Løgn eller chikane i Mariager. Kilde: DR1
Annonce

Det nærmer sig et karaktermord, når Danmarks Radio i en dokumentar stiller spørgsmålstegn ved hovedpersonens troværdighed i en omtalt chikanesag fra Mariager.

Sagen kort

  • I efteråret 2014 skrev både lokale og landsdækkende medier om chikane af homoseksuelle i Mariager, og sagen blev omdrejningspunkt for en stor debat om hadforbrydelser.
  • En lesbisk kvinde fortalte, at hendes familie havde fået smidt affald og hundelort ind i deres have. Kvinden så efter eget udsagn en gerningsmand i parrets have om natten, og på den baggrund udpegede hun ham efterfølgende hos politiet.
  • Manden blev sigtet for hærværk, og politiets efterforskning af sagen er endnu ikke afsluttet. Den sigtede har hele tiden afvist at have med hærværk eller chikane at gøre.

Det mener April Chris, der i efteråret 2014 arrangerede et optog for at støtte selvsamme hovedperson, Tulle Krøyer.

Optoget kom i stand, efter at Tulle Krøyer, der lever i et lesbisk forhold, stod frem i medierne og fortalte, hvordan hun og hendes familie var blevet udsat for chikane. Hun fortalte blandt andet, at der var blevet kastet skrald og poser med hundelorte mod deres hus i Mariager, og at en fremmed mand havde truet hende en nat i hendes have. Fortællingerne satte gang i en stor debat om hadforbrydelser.

I en dokumentar, der sendes mandag aften, gennemgår DR sagen fra 2014. Det bliver hverken be- eller afkræftet, hvorvidt der rent faktisk blev begået chikane, men der stilles spørgsmålstegn ved hovedpersonens troværdighed, som af en tidligere kollega og en ekskæreste betegnes som tvivlsom.

LÆS OGSÅDokumentar sår tvivl om lesbisk chikanesag i Mariager

»Jeg kan se, at man nu lægger en negativ vinkel og afdækker Tulle Krøyers fortid. Det er virkelig, virkelig grotesk og en dyb krænkelse af privatlivets fred og af ordentlig journalistik«, siger April Chris.

»Man bruger hver eneste kakerlak, der vælter frem fra en betændt sten med negativ omtale, for at stille et menneske i et kritisk lys«, siger hun.

Retssikkerhed i fokus

I Danmarks Radio fortæller dokumentarchef Steen Jensen, at der ligger grundige overvejelser bag dokumentaren og det kildevalg, DR har foretaget.

»Vores udgangspunkt er altid, at der kan være ting, der har offentlig interesse, og så er der ting, der tilhører privatlivets fred. Ting, der tilhører privatlivet, vil vi normalt ikke omtale, med den undtagelse at det private kan have offentlig interesse, fordi det er forbundet med en sag af væsentlig offentlig interesse. Det er det, der er tilfældet her«, siger han.

En mand fra lokalområdet har siden efteråret 2014 været sigtet i sagen, og det er hans retssikkerhed, der er dokumentarens fokus, mener Steen Jensen.

LÆS OGSÅMand har været sigtet i over 400 dage for påstået chikane mod lesbisk par i Mariager

»I vores research finder vi ud af, at Tulle Krøyer taler usandt på væsentlige områder«, siger han og henviser til, at Tulle Krøyer over for både politiet og DR har fastholdt, at hun ikke vidste, hvem der stod bag chikanen, da hun over for politiet udpegede den sigtede. Ifølge dokumenter, som offentliggøres i dokumentaren, kendte hun dog godt til manden forinden.

»Det at en mand har været sigtet, og hans liv har været sat på standby i så lang tid, det står og falder med Tulle Krøyers troværdighed. Når vi kan se, at hun på væsentlige punkter ikke taler sandt, bliver hendes troværdighed noget, som vi nødvendigvis må interessere os for i et bredere perspektiv. Det, synes vi, har offentlighedens interesse«.

Kommer dokumentaren overhovedet nærmere spørgsmålet om, hvorvidt der rent faktisk er tale om en reel chikanesag?

»Vi forsøger ikke at dokumentere, at der slet ikke har været en chikanesag. Det, der interesserer os, er, om den sigtede mands retssikkerhed er tilgodeset«.

Flytter I ikke fokus fra sagen ved at tale med tidligere bekendte om Tulle Krøyers personlighed?

»Tulle Krøyers troværdighed er en væsentlig del af sagen. Man kan ikke adskille Tulle Krøyer fra sagen, for det, at den optræder i offentligheden, beror alene på Tulle Krøyers vidneudsagn. Hun er årsagen til, at en mand har været sigtet i et år og fire måneder«.

Støtter fortsat Tulle

Hundredvis af mennesker deltog i optoget i den nordjyske by i november 2014. April Chris kendte dengang ikke til Tulle Krøyer, og har kun talt med hende et par gange siden. Men DR's dokumentar ændrer ikke på, at hun fortsat støtter Tulle Krøyer.

LÆS OGSÅRegnbue-demonstration samlede spraglet flok i Mariager

»Den ændrer ikke på det faktum, at familien har været udsat for chikane«, siger hun.

Hvordan kan du føle dig sikker på, at det er tilfældet?

»Jeg har talt med familien, jeg har talt med de mennesker, som har været involveret, og jeg har talt med andre borgere i byen, som har lagt mærke til det og overhørt samtaler«.

Familien bad selv om mediernes interesse i 2014. Er det så ikke fair nok, at der også bliver fulgt op på sagen?

»Familien bad om hjælp. Det var i afmagt, de havde henvendt sig for at få hjælp, som de ikke fik, før medierne tog sagen op«.

Men når man stiller sig op i medierne og fortæller, hvad man har oplevet, skal medierne jo også behandle de udsagn kritisk?

»Afgjort, men jeg synes ikke, det her er kritisk. Det er graverende tilsvining, når man går 20 år tilbage i tiden. Det er ikke okay«.

Tulle Krøyers advokat skriver til DR, at Tulle Krøyer ikke ønsker at »bidrage med mere omtale af sagen eller andre af sine personlige forhold«.

Dokumentaren 'Løgn eller chikane' bliver sendt på DR1 mandag klokken 20.45.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce