Annonce
Annonce
Danmark

Otte unge dømt: Solgte ecstasy over Facebook

Retten i Odense har idømt otte personer i alt 15 års fængsel for at sælge amfetamin, ecstasy og lsd på nettet.

Annonce

Otte unge er blevet kendt skyldige i omfattende internethandel med stoffer som kokain, amfetamin, ecstasy og lsd.

Retten i Odense har idømt de otte personer på mellem 19 og 28 år i alt 15 års fængsel for handlen, som foregik på Facebook og andre sociale medier. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Ifølge politiet foregik salget af de hårde stoffer ved, at de nu dømte købte stofferne fra leverandører. Derefter lagde de salgsannoncer på Facebook, og så ventede de på, at der gik ordre ind.

Mod et mindre gebyr tilbød de at bringe narkoen ud til kunderne.

Som at bestille pizza

Flere af de dømte var hjemmeboende, mens de drev den ulovlige forretning. En af dem gemte ifølge politiet amfetamin i forældrenes fryser.

»Sagen er alvorlig. Det er nærmest skræmmende, hvor let det har været. Det var stort set som at bestille en pizza«, siger senioranklager Marina Hedam Moltke-Leth efter domsafsigelsen.

Fandt poser

Ifølge anklageren blev internethandlen opdaget ved, at en støttepædagog, som var tilknyttet en af de dømtes lejligheder, opdagede en skuffe fyldt med pølsemandsposer med narko. Pædagogen ringede til politiet, som ransagede lejligheden.

Igennem den unges mobiltelefon fandt politiet ud af, at der var flere var involverede. To måneder efter den første anholdelse i sagen fandt man frem til de syv øvrige.

De otte unge blev straffet med fængsel på mellem et år og ni måneder og tre år og seks måneder.

Resten af dommene lå på under to år.

De dømte har valgt at overveje, om de vil anke.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce