Annonce
Annonce
Danmark

»Vi nægter at blive skilt. Det er vores beslutning. Punktum«

Først flygtede de fra borgerkrigen i Syrien. Nu er de på flugt fra de danske myndigheder, som vil skille dem og placere de to i hver sit asylcenter, fordi de er gift og hun er mindreårig. »Jeg er ikke barnebrud«, siger 17-årige Rimaz Alkayal.

Annonce

Torsdag aften lidt efter klokken 17 forlod 17-årige Rimaz Alkayal og 26-årige Alnour Alwan sammen asylcenteret i Fredericia.

De er gift med hinanden, og ægteparret havde besluttet sig for at tage flugten og skjule sig for de danske myndigheder, inden politiet ville komme og skille dem ad.

I løbet af ugen havde personalet på Asylcenter Fredericia flere gange forsøgt at overtale parret til at medvirke til frivilligt at rejse til hver sit asylcenter i Nordjylland.

Dermed følger asylcenteret de retningslinjer, som er udstukket af af udlændingeminister Inger Støjberg (V) om, at fremover må ingen mindreårig under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever.

Hvorfor vi har gjort det her? Fordi det ikke er fair at skille os

Alnour Alwan, syrisk asylsøger

Uanset om parret har et eller flere børn sammen. De par, som i dag bor sammen, skal også adskilles.

Det vil 17-årige Rimaz Alkayal og 26-årige Alnour Alwan slet ikke gå med til.

»Hvis jeg bliver skilt fra Alnour, så vil jeg stikke af igen og finde ham. Jeg har jo kun ham«, siger Rimaz Alkayal.

De sidder på kanten af en dobbeltseng – tæt ved siden af hinanden i et værelse i det hus, hvor de nu holder sig skjult. Alnour Alwan kigger på sin kone, som er gravid i femte måned.

»Hvorfor vi har gjort det her? Fordi det ikke er fair at skille os. Fordi jeg elsker min kone, og fordi ingenting kan skille os ad. Hun vil blive så ked af det«, siger han.

LÆS OGSÅ Støjberg vil have stoppet barnebrude på danske asylcentre

De forlod centeret i Fredericia uden bagage og i det tøj, de gik og stod i. Han i en træningsdragt fra Hummel og hun i en grå poncho over kjolen.

De mødtes med en fyr, som kørte dem til et skjulested hos Alnour Alwans 28-årige bror, som er asylsøger her i landet sammen med sin 23-årige kone.

Her har de planlagt at blive til mandag. Bagefter ved de ikke, hvad der skal ske.

De har ringet tilbage til nogle af de andre beboere på asylcenteret i Fredericia, som fortalte dem, at politiet havde været der og låst deres værelse af.

Det er dog en oplysning, som Asylcenter Fredericia hverken vil be- eller afkræfte.

Ingen barnebrud

Parret tror nok, forklarer de, at hvis de ikke viser sig og henter post i tre dage på asylcenterets kontor, så risikerer deres sag at blive lukket ned, og de må tilbage til start i asylsystemet.

De har ikke fået meget at vide om deres situation, fortæller de. Men de vil ikke tilbage til centeret, så længe der er risiko for at blive skilt ad.

»Vi nægter at blive skilt. Det er vores beslutning. Punktum. Vi kender ikke konsekvenserne af alt det her, og vi er ligeglade«, siger Alnour Alkhaled Alwan.

LÆS OGSÅ Frihedsrettigheder gælder også for muslimer

Parret kender diskussionen om barnebrude. De har hørt eksempler fra andre asylcentre om voksne mænd, som er ankommet sammen med mindreårige ægtefæller helt ned til 14 år.

»Men hør her, det er jo ikke min skyld, hvis der er en pige på 14 år, som er gift med en 30-årig mand. Jeg føler, at vi bliver straffet for en forbrydelse, som vi ikke har begået. Vi er ikke blevet gift i Danmark, og det var ikke forbudt at blive gift der, hvor vi kommer fra«, siger Alnour Alwan.

Barnebrude

asylansøgere

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil adskille alle ægtepar, hvor der er tale om barnebrude under 18 år.

En optælling viser, at der i øjeblikket er indkvarteret 27 mindreårige, som har en herboende ægtefælle eller samlever.

12 af de 27 mindreårige er 17-årige. 8 er 16-årige. 5 er 15-årige. 2 er 14-årige, hvoraf den ene er gravid med sin 24-årige mand.

Rimaz Alkayal griner lidt overbærende ad et foto i en avis, som viser to voksne yemenitiske mænd, som selvbevidst poserer sammen med deres barnebrude, der ikke ser ud til at være meget ældre end 12-14 år.

»Jamen, det der forhold er jo klart urimeligt. Hvis man er så ung, kan man jo ikke sige sin mening. Men jeg er ikke en barnebrud. Jeg blev absolut ikke gift imod min vilje. Jeg føler, at jeg har kunnet træffe min egen beslutning«, siger hun.

Rimaz Alkayal var 16, da hun blev gift med Alnour Alwan, fortæller hun.

Hvor gammel skal en pige være, mener du, for at blive gift?

»Man skal nok være 16. Men det kommer an på pigen. Der er forskel på 16-årige. Nogle er gamle nok til at være dronninger, mens andre på den alder hellere vil sidde på en gynge. Myndighederne kan jo bare spørge mig, hvad jeg gerne vil«, siger hun.

Kærlighed.  Parret på flugt forstår heller ikke logikken i, at man gerne må være kæreste med en under 18 år, men ikke gift, som man blot bliver det i deres kultur.

Mødtes på Facebook

De har mødt hinanden i den tyrkiske by Hayat, som de begge var flygtet til med deres familier.

De kendte ikke hinanden på forhånd, men en dag i eftersommeren 2014 så Alnour Alwan hende på gaden i selskab med en fælles bekendt.

Så spurgte mine forældre mig, hvad jeg ville, og så sagde de ja til forlovelsen

Rimaz Alkayal, syrisk asylsøger

Han kontaktede den bekendte, fik navnet på Rimaz og indledte venskabet på Facebook med sætningen: »Hej, jeg vil gerne lære dig at kende«.

De skrev sammen i 3 måneder. Hun havde gået i gymnasiet i Syrien og var flygtet med sine forældre. Alnour Alwan havde arbejdet på en chokoladefabrik. Har mistet sine forældre. Moren, fortæller han, arbejdede for hjælpeorganisationen Røde Halvmåne i Alrastan. Hun blev dræbt i luftangreb.

Over Facebook blev de enige om, at de skulle forloves.

»I vores kultur er det en forudsætning for at mødes«, forklarer de.

Alnour Alwans bror og en onkel tog på besøg hos Rimaz Alkayals forældre for at tale forlovelsen igennem.

Imens holdt Rimaz via Facebook sin kæreste underrettet om, hvordan familiemødet skred frem.

LÆS OGSÅ Frihedsrettigheder gælder også for muslimer

»Så spurgte mine forældre mig, hvad jeg ville, og så sagde de ja til forlovelsen. De vidste ikke, at vi kendte hinanden i forvejen«.

Nysgerrigheden var vokset til kærlighed, forklarer hun.

»Men jeg blev forelsket i hende, første gang jeg så hende på gaden«, siger Alnour Alwan.

I oktober 2014 blev de forlovet. I januar 2015 blev de viet af en imam i Hayat. Broren købte ringene. Hele familien var med. Oktober samme år startede de flugten med gummibåd over Det Ægæiske Hav til Samos i Grækenland. Derfra gik det videre igennem Balkan og hele vejen op til Danmark.

Da de ankom for 4 måneder siden, var hun gravid.

»Det var en dejlig følelse at komme hertil. Det var Danmark, vi gerne ville nå. Nu er jeg bange for, at det vil skade hendes graviditet, hvis vi bliver skilt«, siger Alnour Alwan.

Skriver til dronningen

Det er seks dage dage siden, de første gang hørte om reglen om adskillelse. Torsdag forlod de asylcenteret.

Hos broren har de fået dobbeltsengens topmadras og sover på gulvet. Værelset er trangt. Brorens barn ligger i en seng over for køleskabet.

»Det er ikke det optimale, men eftersom vi er på flugt, må det gå«, siger Alnour Alwan.

I løbet af ugen har de skrevet til Udlændingestyrelsen og protesteret imod adskillelsen. De har ikke fået svar.

De fortæller, at en læge på Asylcenter Fredericia har anbefalet, at de bliver sammen.

LÆS OGSÅ Kvindekampen skal ud i Gellerup og Vollsmose

Det er ikke noget, de har papir på, og Asylcenter Fredericia, som drives af Langeland Kommune, ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag. Det er derfor ikke muligt at få lægens eventuelle anbefaling bekræftet.

Nu vil de skrive til dronningen, siger de.

»Det her er imod humanitære regler, og det er imod kærlighedens regler. Her i landet må man gerne være kæreste med en, som er under 18 år. Vi er bare gift, for sådan er vores kultur. Hvad er forskellen«, spørger Alnour Alwan.

Rimaz Alkayal putter sin hånd ind til sin mand. Det er svært at forestille sig, at de ikke skulle være sammen om fødslen og barnet, forklarer hun.

»Jeg tænker ikke så meget på barnet lige nu. Men vi vil jo gerne have en fremtid for vores barn. Og et sikkert sted at være«.

Kunne I leve med at blive anbragt på to asylcentre i nærheden af hinanden?

»Nej, det vil vi aldrig gå med til. Vi er sammen«, siger de.

Redaktionen anbefaler

Advokat: Undersøg først, om der er tvang

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce