Annonce
Annonce
Danmark

Ellen Trane Nørby: »Vold bliver taget seriøst. Så kommer psykisk vold. Og så kommer stalking«

Politiet prioriterer ikke sager om stalking højt nok, mener både Ellen Trane Nørby og Søren Pind. De fremlægger i dag en stalkingpakke.

Annonce

Da justitsminister Søren Pind (V) bliver bedt om at beskrive, hvad interviewet her i bund og grund handler om, tager han udgangspunkt i to personer, der har drukket kaffe sammen i et stykke tid – indtil den ene ikke vil længere. Det handler om den ubehagelige oplevelse af stalking, der officielt er defineret som »systematisk og vedvarende forfølgelse og chikane«.

Pind definerer det sådan her: »Så begynder den anden at dukke op på bopælen og møde tilfældigt op forskellige steder, hvor vedkommende er. Begynder at sende ting ind på vedkommendes arbejdsplads. Begynder at sende massive mængder sms’er og mails. Begynder at kontakte vedkommendes venner for at høre, hvor vedkommende er henne. Bliver venner med pågældendes venner for at prøve at trænge ind i vedkommendes privatliv. Dukker hele tiden op. Det kan antage decideret ubehagelig karakter. Men man skal ikke nøjes med det. Det er ubehaget ved, at en anden trænger ind i éns liv«, siger han.

LÆS OGSÅStrakstilhold skal stoppe stalkere

På hans kontor sidder også ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V). I dag på kvindernes internationale kampdag skal de sammen præsentere udspillet ’Stop stalking’, hvis mål er at sikre, at myndighederne hurtigere end i dag griber ind, når kvinder eller mænd føler sig forulempet af en stalker, som ikke forstår et nej som et nej. De to ministre siger ligeud, at politiindsatsen mod stalking alt for mange steder ikke prioriteres højt nok.

Det er ubehaget ved, at en anden trænger ind i éns liv

Søren Pind, justitsminister

»Oplevelsen hos ofrene har været, at en del af dem ikke blev taget alvorligt. Jeg tror ikke, det er ond vilje hos politiet. Der har bare ikke været en ensartet praksis«, siger Søren Pind.

Ellen Trane Nørby supplerer med, at stalkingofre ofte havner langt nede på prioriteringslisten: »Vold bliver taget seriøst. Så kommer psykisk vold. Og så kommer stalking. Man føler ikke, at man bliver taget seriøst, selv om det er enormt chikanerende, at der står en mand eller kvinde og kigger ind ad vinduet hver dag. Det er mindst lige så overgribende, og de psykiske følger er enormt store«.

Mindst 100.000 ofre hvert år

En rapport fra Justitsministeriets forskningskontor anslog i 2013, at mellem 100.000 og 130.000 personer hvert år udsættes for stalking. Set over et livsforløb er kvinders risiko for at blive udsat for fænomenet dobbelt så stor som mænds.

I 2012 trådte en lov om tilhold i kraft, hvor stalking for første gang blev defineret. Men med strakstilholdet, som er en del af dagens pakke, er ideen, at det skal gå langt hurtigere, når der udstedes tilhold mod en stalker.

»Et strakstilhold skal have samme virkning som et egentligt tilhold, men bevisbyrden skal være lavere, og der skal kun foretages en begrænset partshøring af modparten. Den partshøring, du foretager, tager ikke så lang tid at gennemføre. Det kan gøres meget hurtigt«.

LÆS OGSÅStalkere forfølger oftest folk de kender

Få dage?

»Ja, hvis det«, siger Søren Pind.

»Det afhænger også af sagens kompleksitet. Men det er klart, at når Dansk Stalking Center kan fortælle om, at der nogle steder går måneder og nærmest år, før man kan få et tilhold, får man med en begrænset partshøring mulighed for, at man kan give et strakstilhold hurtigere end i dag, hvor der er et langt kompleks, der skal være til stede, og en stor bevisbyrde, der skal løftes«, siger Ellen Trane Nørby.

Et tilhold betyder ifølge Søren Pind, at »du ikke må bevæge dig ind i periferien af den pågældende person. Du skal holde dig væk, og hvis du ikke gør det, har politiet mulighed for at straffe dig«. Trane Nørby supplerer, at det også handler om mails, sms’er og anden kontakt via sociale medier.

De to ministre medgiver, at der er masser af gråzoner, hvor de to parter f.eks. enten bor i nærheden af hinanden eller arbejder samme sted.

»Det må man håndtere derfra. Vurderingen fra Dansk Stalking Center er, at det kan man også«, siger Ellen Trane Nørby.

LÆS OGSÅKlarlund: Her er de tre typiske stalker-typer

Søren Pind nævner, at der ofte er tale om komplicerede forhold, hvor et strakstilhold ikke vil være det rigtige.

»For at få et strakstilhold skal man dels kunne dokumentere omfang og voldsomhed, og der skal være en rimelig entydighed i alt det, der foregår. Og så skal der samtidig være tale om, at der ikke er andre hensyn, som står i vejen for det. Det kan være forældre, som er oppe at slås om adgangen til børn«, siger han.

Foruden strakstilholdet vil regeringen via omprioritering af midler fra en voldshandlingsplan tilføre Dansk Stalking Center 6,5 mio. kr., så rådgivningsindsatsen ifølge Trane Nørby ikke længere – som i dag – »i høj grad er et hovedstadstilbud«. Desuden vil Pind bede Rigsadvokaten om at rejse et antal prøvesager for at få afklaret, om strafferammen på 2 års fængsel bliver udnyttet.

»Jeg har en fornemmelse af, at den ikke udnyttes«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Over 100.000 bliver forfulgt af en stalker hvert år

8 procent af alle unge har haft en stalker i hælene, viser ny kortlægning.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce