Annonce
Annonce
Danmark

Foreninger bag moskeer modtager kommunal støtte

To foreninger bag moskeer i Aarhus og København får ifølge TV2 støtte til sport, men er reelt koranskoler.

100.000 kroner i støtte til aktiviteter som bordfodbold, fodbold og svømning fra Aarhus Kommune.

Så meget har foreningen 'Det sociale værested for unge' i Aarhus modtaget i 2015 af kommunen. En forening, der ligger på samme adresse som Bilal-moskeen, der er en somalisk moské.

Nu viser TV2-programmet 'Moskeerne bag sløret' med udsendelsen 'Foreningerne bag moskeerne', at foreningens lokaler i virkeligheden huser en koranskole og en moské.

Her bliver TV2's muldvarp 'Fatma' vist rundt i lokalerne, og undervejs fortæller moskeens repræsentant, hvordan første sal rummer en moské, og at der i koranskolen både undervises i arabisk og Koranen.

Ifølge Ahmed Akkari, der er tidligere imam og har prædiket i en lang række danske moskeer, udnytter moskeerne bevidst de kommunale tilskud.

»I stedet for bare med egne midler at starte en moské, så stifter man en forening, og finder ud af med hjælp fra nogen, hvordan man laver vedtægter. Og holder en proforma generalforsamling og laver et referat. Og så er du kørende«, fortæller Ahmed Akkari.

Taktisk planlægning

Han har oplevet, at mange foreninger har en bevidst taktik, hvor de har et billardbord eller et bordtennisbord stående.

»Sådan at man har noget at dokumentere med. En taktisk planlægning omkring, hvordan man sørger for, at pengestrømmen er vedvarende, og at der kommer flere penge til«.

Ifølge TV2 afviser formanden for 'Det sociale værested for unge' i Aarhus, at der skulle være en koranskole i foreningens lokaler.

TV2's muldvarp besøger også to gange den såkaldte Tulipanforening i København, der har lokaler på samme adresse som moskeen på Dortheavej - drevet af Det Islamiske Trossamfund.

Under besøgene spurgte muldvarpen flere personer, om de kender foreningen. Men de skjulte optagelser viser, at ingen har kendskab til foreningen, og muldvarpen fik at vide, at det blot er en moské, hvor der undervises i Koranen.

Officielt skulle foreningen dog have aktiviteter som eksempelvis fitnesstræning for piger fire gange om ugen - noget som foreningen har modtaget tilskud til fra Københavns Kommune igennem flere år.

Hos Københavns Kommune fortæller planlægningschef Mads Kamp, at man ikke har ført tilsyn med foreningen i løbet af de ti år, foreningen har eksisteret. Derfor ved kommunen reelt ikke, hvad de offentlige midler går til.

»Det er der ikke noget unormalt i«, siger han til TV2.

Tidligere udsendelser fra 'Moskeerne bag sløret' har med skjulte optagelser vist, at imamer rådgiver i strid med danske love og regler.

Redaktionen anbefaler

Shariaråd i Aarhus opløser sig selv efter dokumentar

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce