Annonce
Annonce
Danmark

Minister om ny psykiatersag: »Læger har fået alt for lang snor«

Sagen om psykiateren, der for anden gang er fyret for at overmedicinere sine patienter, forarger politikerne. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er på vej med nye stramninger i tilsynet.

»Læger, der kan være til fare for patienterne, har fået alt for lang snor«, lyder sundhedsminister Sophie Løhdes (V) reaktion på den nye sag om psykiater Lars Søndergård, der for anden gang er blevet fyret for farlig overmedicinering af sine patienter.

Første gang var som klinikchef på Psykiatrisk Center Glostrup, og nu har historien gentaget sig i hans ny job som overlæge på en psykiatrisk afdeling i Slagelse.

LÆS OGSÅ Kendt psykiater: Tredobbelt dosis medicin er helt okay

»Den her sag er desværre en af flere meget uheldige og også ødelæggende sager, vi har set de senere år. Det er helt afgørende, at patienterne kan have tillid til de læger og andre sundhedspersoner, de møder i sundhedsvæsnet«, siger Sophie Løhde, som påpeger, at sager som denne er med til at underminere tilliden mellem patienter og læger.

Nye stramninger på vej

Regeringen har allerede en lovpakke undervejs, som på en række punkter strammer op på tilsynsreglerne og på sanktionerne over for de sundhedspersoner, der træder ved siden af. For eksempel vil en læges danske autorisation fremover blive inddraget automatisk, hvis han eller hun får den frataget i udlandet, og det vil dermed ikke længere være muligt for uegnede læger at 'turnere' mellem de nordiske lande.

Det vil også blive både nemmere og hurtigere at suspendere sundhedspersoners autorisation, hvis de har eller er under mistanke for at have begået grove fejl, som er til fare for patientsikkerheden.

Men problemet i den aktuelle sag er, påpeger formand for sundheds- og ældreudvalget Liselotte Blixt (DF), at Lars Søndergård allerede var ansat under skærpet tilsyn, men alligevel ikke blev stoppet i tide.

LÆS OGSÅChef for psykiatrisk center stopper i Glostrup

»Det er jo ikke nok, hvis man har ansat ham med et skærpet tilsyn, og han alligevel fortsætter med at omgå loven«, siger hun.

Der skal derfor ikke kun slås ned på den læge, der har begået fejlene, men også mod den, der skulle have ført tilsynet, mener hun. I dette tilfælde var overlægens chef netop pålagt at føre særligt tilsyn med hans arbejde.

»Den bliver vi nødt til at tage op, for ellers kan det være lige meget, hvor meget tilsyn og overvågning, vi har, hvis vi ikke følger op på det«.

S kræver sagen undersøgt

Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen siger, at »de her sager er ikke til at holde ud«.

»Vi har politisk virkelig taget tyren ved hornene for at få en bedre tilsynsmyndighed, og det er jeg også sikker på, at vi får med de nye stramninger. Men det er ikke tilfredsstillende, at en person, der for så kort tid siden er blevet kritiseret, alligevel kan fortsætte«, siger han.

Derfor opfordrer han sundhedsminister Sophie Løhde til at få sagen undersøgt helt til bunds.

»Hun må sørge for, at sundhedsudvalget får de rette svar«.

Den overlæge, der leder hele psykiatrien i Region Sjælland, er nu selv sat under skærpet tilsyn, er det betryggende for patienterne?

»Vi har jo Styrelsen for Patientsikkerhed, som skal sørge for, at der er styr på tingene og at ingen står med et ansvar, de ikke magter. Det er ikke en opgave for 179 folketingsmedlemmer - de udgør en gruppe af eksperter, som virkelig har forstand på tingene, og som står direkte under ministerens ansvar. Derfor må hun give svarene i denne her sammenhæng«, siger Flemming Møller Mortensen.

Der mangler ikke ressourcer

Hos Liberal Alliance mener sundhedsordfører May Britt Kastrup ikke, at sagen kan bruges som argument for, at der skal mere kontrol med sundhedsvæsenet.

»Vi er kun imod overflødig kontrol. Vi skal have tillid og sikkerhed til sundhedssystemet, vi skal bare se på hvilket niveau, det er nødvendigt«, siger hun og nævner, at Dansk Sygeplejeråd har opgjort, at deres medlemmer bruger fire millioner timer svarende til 2.461 fuldtidsstillinger på kontrol og registrering, som er overflødig og ikke bruges til noget.

LÆS OGSÅÅrelang overmedicinering: Overlæger protesterede og yngre læger bad om hjælp

Lægen blev ansat, fordi der var stor mangel på psykiatere i regionen. Kan denne sag ikke også ses som udtryk for, at der mangler ressourcer i psykiatrien?

»Jeg skal ikke kunne sige, om der konkret på denne her afdeling har manglet ressourcer. Men Danmark er generelt det land i verden, der bruger flest ressourcer på det offentlige system, så hvis man har underbemanding et sted, må det skyldes en skæv fordeling«, mener hun.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Psykiater fik lov at gentage farlig overmedicinering

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce