Annonce
Annonce
Danmark

Foran den belgiske ambassade: »Det er skræmmende, at man nærmest er blevet vant til det«

Flere lagde i dag blomster foran den belgiske ambassade.

1 af 5. Flere danskere har i stilhed været forbi den belgiske ambassade i København for at lægge blomster og tænde lys for de døde og efterladte i Bruxelles. En grådskalt kvinde havde svært ved at sætte ord på sine følelser, men hun forsøgte. Foto: rye skjoldjensen anders

2 af 5. Foto: anders rye skjoldjensen

3 af 5. Foto: anders rye skjoldjensen

4 af 5. Foto: anders rye skjoldjensen

5 af 5. Foto: anders rye skjoldjensen

Annonce

Her er stille som på en kirkegård.

Alle står med tomme blikke og stirrer på den lange række af blomster og lys. Nogle få taler lavmælt med hinanden, men deres hvisken er så lav, at det er umuligt at høre deres ord. Flere forbipasserende stopper op. Andre går langsomt forbi.

Flaget er på halvt foran den belgiske ambassade i København, hvor flere er taget hen for at lægge blomster og tænde lys for ofrene for gårsdagens terrorangreb i Bruxelles. En af dem er 19-årige Sara.

OVERBLIK Det ved vi om terrorangrebene i Bruxelles

»Jeg er her for at vise solidaritet. Vi skal stå sammen nu«, siger hun.

Hun fortæller, at angrebet i Bruxelles har ramt hende, men at hun desværre har det anderledes, end hun havde det efter det seneste angreb i Paris i november.

»Det er uhyggeligt, fordi det geografisk set er så tæt på. Men på en måde er man mere kynisk den her gang. Terrorangreb i Europa er efterhånden blevet hverdag. Jeg blev slet ikke lige så overrasket i går, som jeg gjorde efter angrebene i København og Paris. Det er skræmmende, at man nærmest er blevet vant til det«, siger Sara, der til dagligt læser statskundskab.

»Det kommer også til at ske i Danmark«

En far står med armene om sin 10-årige søn. De har lige lagt et bundt tulipaner ned blandt de andre blomster. For Jesper Søe er tanken om terrorangreb i Danmark eller Europa heller ikke fjern længere.

»Det kan jo ske alle steder og kommer også til at ske i Danmark igen. Det er bare et spørgsmål om tid. Da vi var ude at handle i går, snakkede vi om, at det lige så godt kunne være sket der«, siger Jesper Søe og kysser sin søn, Jonathan, på håret.

LÆS OGSÅ Stopper det aldrig?

Jonathan så tv-klip fra sekunderne efter bombeeksplosionerne i Bruxelles' lufthavn i går.

»Jeg blev helt vildt chokeret over at se alle de der billeder af dem, der råbte mor, mor, mor. Der blev jeg rimelig ked af det«, siger han.

»Jeg tænker på, at det godt kan ske lige nu i Danmark. For eksempel her«.

Grådkvalt kvinde: Der er tomt

En kvinde i en lang sort jakke sætter sig på hug foran blomsterne. Hun tager sig til hovedet og græder.

Kvinden er 33-årige Helena Piers fra Belgien, der har boet og arbejdet i Danmark de seneste tre år.

Hun kender ingen dræbte eller tilskadekomne fra angrebet, men hun kommer fra den belgiske by Gent, der ligger 50 kilometer fra Bruxelles.

»Jeg er her for at vise kærlighed. Og medfølelse. Den her...«, siger hun.

Helena Piers standser i sin sætning. I 15 sekunder siger hun ikke et ord. Hun trækker hagen og underlæben frem og kigger op i luften med tårer i øjnene.

»Den her følelse. Den er så tom. Det gør ondt«, siger hun med knæk i stemmen.

Hun samler læberne og skubber den ene læbe ned over den anden.

»Det vigtigste er, at vi står sammen nu. Der må ikke være to grupper i samfundet. Der skal være én. Det er svært og urealistisk, men vi skal holde sammen mod dem, der har gjort det her. Samhørighed. Jo mere had, de viser os, desto mere kærlighed skal vi give«, siger Helena Piers.

Ord i kondolencebog: Terroren skal nedkæmpes med vores sværd

Respekten og medfølelsen for de døde og efterladte i Bruxelles er ikke kun at finde uden for ambassaden. Inden for sidder flere i kø til at skrive en hilsen i en kondolencebog.

Man kan kun høre sin egen vejrtrækning og brummen fra en radiator i venterummet. En mand løfter skuldrene og tager en dyb indånding. Ud gennem vinduet kan ses en mand med åben mund stå og kigge ned på blomsterne. Han drejer hovedet til den ene side og kigger mod ingenting. Hovedet drejer til den anden side og så tilbage igen.

LÆS OGSÅØjenvidne: »Jeg så voksne og børn komme løbende med blod i ansigtet«

Nu er det en teenager og hans fars tur til at komme ind og skrive i bogen. Faren sætter sig i læderstolen ved et stort rundt bord og skriver på det gullige papir, der er ombundet af mørkeblåt stof. Foran bogen brænder et kronelys. Sønnen overtager kuglepennen og tilføjer en enkelt sætning.

»Jeg skrev: Det er med vores hjerte forrest, at vi kommer med vores kondolence. Vi vil fortsat kæmpe for frihed og demokrati. Ytringsfriheden er vores sværd, og terroren skal nedkæmpes«, siger Thomas Møller Nielsen, der nu står ude foran ambassaden.

Sønnen Mikkel skrev »Vi tænker på jer« på fransk.

Frygten må ikke lamme

Thomas Møller Nielsen ryster på hovedet.

»Det er blevet et vilkår, at vi hver eneste dag ikke ved, hvad vi står op til. Det er svært at forholde sig til og svært at forklare min søn, hvordan verden har ændret sig, siden jeg var knægt. Det kommer tættere og tættere på«, siger Thomas Møller Nielsen og kigger over på sin søn.

Flere af dem, der lægger blomster og tænder lys ved ambassaden i dag, understreger, at de vil fortsætte deres hverdag, som de plejer, og forsøge at lade være med at lade sig lamme af frygten. »For ellers har de jo vundet«, som de selv siger.

LÆS OGSÅTerrorist før angreb: Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre

Det samme mener Thomas Møller Jensen.

»Vi skal ikke begynde at snige os om et hvert hjørne i frygt for, hvad der står på den anden side. Selvfølgelig er jeg betænkelig, når jeg sender mine børn ud af døren. Men jeg vil ikke lade de mørke kræfter styre mit liv«, siger han.

»Vi må ikke give fortabt. Vi skal rejse os op og gå videre«.

Redaktionen anbefaler

Stopper det aldrig?

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce