Hvor mange danske adoptivbørn er reelt kidnappede? Det er det centrale spørgsmål, der melder sig efter det program, 21 Søndag bragte i går aftes på Danmarks Radio.

Her fremgik det, at der et sted i Danmark bor en indisk søskendeflok, som i 2003 kom til Danmark fra børnehjemmet Preet Mandir, der dengang formidlede børn til Danmark gennem bureauet AC Børnehjælpen. Det var børnenes biologiske far, Ramesh Kulkarni, og hans ulykkelige historie, som journalisterne havde fundet frem til.

Alt tyder på, at Ramesh Kulkarni bare ville anbringe sine børn midlertidigt på et børnehjem, men endte med at måtte se dem bortadopteret til Danmark.

900 indiske børn i Danmark
Ifølge redaktør på 21 søndag, Jacob Kwon Henriksen, rejser der sig et alvorligt etisk dilemma.

»I de sidste ni år er der adopteret 900 børn fra Indien til Danmark. Kan vi leve med at lade være med at undersøge, hvor mange af de børn der reelt er kidnappede? Kan vi leve med at undersøge det? Kan de danske forældre tåle at få at vide, at deres børn er kidnappede, og der går nogle ulykkelige indiske forældre rundt? Det er jeg ikke sikker på«.

Hos AC Børnehjælpen siger formanden for bestyrelsen, Anders Christensen:

»Jeg tror simpelthen ikke, det er rigtigt, at der er en del børn i Danmark, som reelt er kidnappet. Det er de indiske myndigheder, som frigør børn til adoption, og det indiske retssystem er faktisk ret godt. Så alle sager – også denne – har været for en dommer i Indien. Så jeg kan garantere, at det her sker fantastisk sjældent – hvis det overhovedet er sket før«, siger Anders Christensen, der ikke havde set udsendelsen, da Politiken talte med ham.

Han peger på, at de tre børnehjem, udsendelsen nævner, alle er børnehjem, som AC Børnehjælpen har afbrudt samarbejdet med for flere år siden, blandt andet fordi bureauet syntes, at der blev talt mere om penge end om børn.

Du skal bare underskrive
I 2002 døde Ramesh Kulkarnis kone, og han stod med en søskendeflok, som han ikke kunne forsørge, og valgte at placere sine børn på børnehjemmet Preet Mandir, indtil han igen kunne tage sig af dem.

»Jeg følte mig skyldig og begyndte at græde. Jeg blev sendt ind i et andet rum, for ellers ville børnene blive oprevet og ikke tage af sted«, sagde han i udsendelsen.

Ifølge Ramesh Kulkarni fortalte børnehjemsrepræsentanten, at der ville blive passet godt på børnene og sørget for deres skolegang, men inden han forlod hjemmet, skulle han underskrive et stykke papir på engelsk, som Ramesh Kulkarni ikke forstår.

»De gav mig ikke den mindste idé om, at børnene skulle adopteres væk. De sagde: Du skal bare underskrive. Og at børnene ville få det godt, og at jeg kunne besøge dem hver måned. Så jeg underskrev«.

Blev bortadopteret til Danmark
På det tidspunkt havde børnehjemmet gennem flere år været anklaget for pengeafpresning, korruption, vanrøgt af børnene og for at tage overpriser for de børn, de adopterede væk.

Sidste gang, faren så børnene, var i slutningen af 2002. Da han kom for at se dem i foråret 2003, var de bortadopteret til Danmark.

Men nu vil Ramesh Kulkarni have børnene tilbage – og han er ikke den eneste. I Indien har salg af børnehjemsbørn tilsyneladende været sat i system, og i Holland er der netop begyndt en retssag, hvor indiske biologiske forældre forsøger at få deres børn tilbage.

Barnets tarv i første række
Politiet i Indien undersøger nu den danske sag, men skulle det komme til en retssag, vil han næppe få sit ønske opfyldt.

»Vi har talt med flere internationale jurister, som samstemmende siger, at hvis man overhovedet kommer så langt som til en retssag, så vil barnets tarv altid komme i første række, og så er det meget usandsynligt, at børnene vil blive sendt tilbage«, siger Jacob Kwon Henriksen.

Han har kontakt til de danske forældre, som af hensyn til børnene ikke har ønsket at medvirke i udsendelsen.

»Men de er meget, meget bange for at miste deres børn, selv om det er usandsynligt. På den anden side har de fuld forståelse for den indiske fars sorg, og de har på intet tidspunkt forsøgt at standse eller påvirke udsendelsen. De synes, han har en ret til at få sin historie frem«.