På Dybbøl Banke bøjede hundreder af mennesker hovedet og mindedes nederlaget i krigen 1864.

Men 18. april 1964 bør også huskes for noget mere positivt end højtideligholdelsen af 100-året for prøjsernes stormløb.

Den dag gennemførte lægerne på Århus Kommunehospital nemlig den første nyretransplantation i Danmark. Derfor var dagen – også rent medicinsk – historisk. Operationen blev indledningen til en æra i det danske sundhedsvæsen, som både etisk og medicinsk har sat sit præg på landet.

Første danske transplantation
Nyretransplantationen i Århus, som blev sat i værk af professor Villy Posborg Petersen, var ikke kun den første transplantation af en nyre her i landet. Det var den første danske transplantation af et af de store organer overhovedet. Først da Danmark ændrede loven og i 1990 indførte et dobbelt dødskriterium for både hjerte- og hjernedød, blev det muligt at transplantere hjerte, lever og lunger.

Det har siden reddet et stort antal menneskeliv og givet mange både livet og livskvaliteten tilbage. Alene siden 1997 har over 1.700 danskere modtaget en nyre fra et andet menneske. I samme tidsrum har 274 fået et nyt hjerte.

Der er med andre ord tale om en operationsform, som er blevet relativt almindelig og rutinepræget for lægerne. Men i modsætning til alle andre operationer er en organtransplantation 100 procent afhængig af en enkelt faktor, som lægerne ingen indflydelse har på – at der skal komme et organ fra et andet menneske.

Første gang i 1954
Det er organtransplantationernes akilleshæl, og det er her, vi finder årsagen til den intense debat om etik og moral – seneste eksempel er et meget omtalt tv-nyreshow fra Holland.

Men al snak om etik ufortalt er og bliver organtransplantation et kvantespring i den medicinske udvikling.

Der er tale om et komplekst indgreb, og den første nyretransplantation fandt faktisk først sted i Boston, USA, i 1954 – mellem to enæggede tvillinger. Det øgede chancen for, at organet ikke ville blive afstødt som et fremmedlegeme.

Afstødning er et problem
Afstødning er det helt store problem ved organtransplantation, og derfor knoklede lægerne i mange år for at finde en medicin, der kan forhindre det. Først da ville det være muligt at transplantere organer mellem genetisk forskellige individer.

Den type medicin har man nu fundet, og den virker ved at undertrykke vores immunsystems automatiske reaktion over for det nye organ – at det bare skal ud. Medicinen skal tages livet igennem, men selv om den er effektiv, er afstødning stadig et væsentligt problem ved organtransplantation.

Det største problem er dog fortsat overhovedet at finde en donor. Organmangel er ikke kun et dansk fænomen, og i hele verden står patienter i kø for at få et nyt organ.

Hundreder på venteliste
For at et organ kan transplanteres, skal donor og modtager passe sammen i blodtype, højde og vægt. For nyrernes vedkommende, hvor der står flere hundrede mennesker på venteliste, går man et trin længere og fordrer desuden vævstypeoverensstemmelse mellem donor og modtager.

Men i sidste instans er det en lægelig vurdering, som afgør, hvem fra ventelisten der skal have det nye organ. Hvis der er flere mulige modtagere til det samme organ, vil det typisk være den sygeste og hårdest belastede, der får organet.

Ingen aldersgrænse
Tidligere mente danske læger, at der var grænser for, hvor gammel en organdonor måtte være. Der blev talt om højst 50-55 år. Sådan er det ikke længere.

Nu ved man, på basis af erfaringerne fra mange hundrede transplantationer, at det ikke så meget er donorens alder som organets tilstand og funktion, der er afgørende. Selv om organerne selvfølgelig, ganske naturligt, slides med alderen. Så formelt er der ingen grænser for donors alder.

Det vil hver gang bero på en individuel vurdering.

Der ses derfor også tilfælde, hvor nogle af en donors organer ikke kan anvendes til transplantation, mens andre kan. Ofte kan alle organer fra en hjernedød donor – hjertet, leveren, to lunger og to nyrer – bruges til transplantation.

Det muliggør, at op til seks mennesker kan få et livsvigtigt organ, der stammer fra den samme donor. Og lægerne vil aldrig udtage et organ, som man ikke har en modtager til her og nu.

Må ikke kende modtager
Når et sygt menneskes liv står og falder med, at et andet menneske dør, må der aldrig kunne rejses selv den mindste mistanke om uærligt spil hos lægerne. Det gælder især lægerne på den sygehusafdeling, der behandler den potentielle organdonor. Disse læger må ikke have nogen som helst anden interesse end at behandle og måske endda redde livet for en patient – uanset om vedkommende i forløbet mere og mere kommer til at fremstå som en potentiel organdonor, der kan redde andres liv.

Når alt håb er ude, kommer organdonation ind i billedet. Men lægerne får aldrig at vide, hvem der et sted ude i landet venter på et eller flere organer fra deres patient. Den viden ville måske kunne påvirke dem, og det skal for enhver pris kunne udelukkes.

En forudsætning for at kunne transplantere hjerte, lever og lunger (nyrer kan transplanteres fra både levende og døde donorer) er, at patienten erklæres for hjernedød. Det begreb har altid eksisteret, men det er først siden juni 1990, at det har været et lovligt anerkendt kriterium for død i Danmark. Indtil da gjaldt kun hjertedødskriteriet.

Hjertedød er uoprettelig død
Modsat mange menneskers opfattelse er en hjernedød person uopretteligt død. Der eksisterer ingen mulighed for, at vedkommende kan komme til live igen. Men det forvirrer mange, at man kan erklæres for død, selv om ens hjerte stadig slår. Men det gør hjertet heller ikke ret længe hos en hjernedød. Hvis den hjernedøde er tilkoblet en respirator, kan hjertet slå, selv om hjernen er død.

Efter få dage vil hjertet dog under alle omstændigheder holde op at slå, også selv om den hjernedøde fortsat er tilkoblet en respirator.

Mens det er ret enkelt for en læge at konstatere et menneskes død efter hjertedødskriteriet, skal der flere meget grundige undersøgelser til, før man kan erklæres hjernedød. Det sker blandt andet for at undgå, at mennesker, der er dybt bevidstløse eller i koma, erklæres for hjernedøde. Når hjernedøden er konstateret, slukkes for respiratoren – medmindre der er givet tilladelse til organdonation.

Hvis det er tilfældet, fortsætter man respiratorbehandlingen. Den skal – sammen med hjertets fortsatte funktion og blodcirkulationen – sikre, at organerne ikke går til grunde.

Havde lægerne ventet og først erklæret patienten for død, når hjertet var holdt op med at slå, ville organerne, dog med undtagelse af nyrerne, ikke kunne anvendes til donation.