’Yeaaaaah!«

Jubelbrølet fra 1.500 unge overdøver for en kort stund den dunkende trommerytme, da en kanon sprøjter kaskader af skum ud over dem. Den afklædte menneskemængde på dansegulvet bølger frem og tilbage, mens laserlyset blitzer på Megadisco Colossos.

René og Michael står allerede i skum til over anklerne. De to venner har skubbet sig frem i anden række og tager imod, da skumstrålen fortsætter med at sprøjte ud i det store, åbne rum. René får det hvide skum direkte i øjnene. Det svier. Michael kan dårligt trække vejret og føler, han er ved at blive kvalt. Han vender sig mod sin kammerat og råber:

»Det er totalt fedt!«.

Ugens højdepunkt er skumfesten
Colossos er danskernes foretrukne diskotek i Lloret de Mar. Skumfesten er ugens højdepunkt, og selv om klokken har passeret 03.00, er køen ved indgangen lang.

En dreng sover op ad et lysskilt, som reklamerer for en af turistbyens utallige barer. Han ænser ikke skiltet, og da hovedet endelig glider ned på asfalten, er det med hans eget bræk som hovedpude.

Den sødlige dunst fra opkastet blander sig med de forbipasserendes parfumerede kroppe og lugten af ristede løg fra fastfood restauranterne.

Palmerne strækker sig ned ad hovedgaden, hvor neonoplyste diskoteker kæmper om opmærksomheden med støjende spillehaller. Tre drenge kun iklædt lyserøde strutskørter bralrer forbi. De bærer alle et blåt armbånd med påskriften ’Guldpakken’. Det afslører, at de er fra Danmark og med rejseselskabet Ung Rejs.

Sæben sidder fast i øjnene
René og Michael har samme blå bånd om håndleddet.

De holder fast i rækværket på den balkon, der er hævet over det skumfyldte dansegulv. Michael har smidt undertrøjen og blotter sin 18-årige, veltrænede overkrop. Laserlyset glimter i de diamantlignende sten, han har siddende i begge øre.

René beholder sin sorte, gennemblødte T-shirt på. Den 17-årige dreng kan ikke få sæben ud af øjnene. Han forsøger med sine hænder, men de er indsmurt i sæbe. Heller ikke trøjen kan bruges, så svien fortsætter. Temperaturen stiger, og lugten af opvaskemiddel breder sig til oppe under loftet.

»Vi skal ned igen«, råber René.

Et minut senere står drengene atter ansigt til ansigt med kanonen. Nu når det hvide skum dem til knæene.

Har knoklet for at få råd
Det er tre dage siden Michael og René sad i bussen på vej til den spanske Costa Brava-kyst. På ferie alene for første gang, bare de to. Uden forældre, der bestemmer, hvad de skal se, og hvornår de skal op.

Michael bryder sig egentlig ikke om at køre i bus.

Slet ikke i 30 timer. Men René havde ikke penge til flyet, og busturen var 1.000 kr. billigere. Mange penge for René, som ved siden af skolen har knoklet som opvasker på Restaurant Under Uret i Svendborg for at få råd til turen. Så havde Michael det lettere, nu hvor han var i lære som maler. Siden de bestilte rejsen har de to venner talt ned til, de skulle af sted. 180 dage nåede de at tælle, og endelig er de på vej.

René er spændt. Han håber, at Christoffer fra kollegiet i Svendborg, taler sandt. René har flere aftener hørt ham fortælle scorehistorier om alle de »letpåklædte damer« fra Lloret de Mar.

På kollegium
Siden René sidste år flyttede hjemmefra og til Svendborg på sportscollege, har de to ikke set meget til hinanden. Svendborg var egentlig ikke Renés første ønske, men ingen ledige pladser andre steder førte ham til Fyn.

Han skulle i hvert fald ikke bo hjemme. Han kan stadig huske, hvordan han sidste sommer skændtes med sin mor, fordi han var overbevist om, at han vidste bedre selv. For hvem andre end han skulle vide, hvad der var godt for ham?

I dag ved han godt, at det nok ikke passer helt, men han er glad for at bo på sit eget kollegieværelse tæt på handelsskolen. Så svært er det heller ikke at vaske tøj og lave mad, og han føler sig meget selvstændig.

Bor hjemme
Michael bor stadig hjemme hos mor i Roskilde. De har det godt sammen, og hans far bor ikke længere væk, end Michael kan køre over til ham på ti minutter i sin nye bil – en sølvgrå Hyundai Accent med både anlæg og alufælge. For ham er det vigtigt at have sin familie omkring sig.

Banklånet på 50.000 til bilen skal også betales af, før han vil flytte. Nej, det er ikke aktuelt, men når det sker, vil han blive i Roskilde. Her har han jo altid boet.

Den lange afstand mellem de to venner betyder, at de må nøjes med mobilen til den daglige kontakt. I Lloret skal de ned og have det sjovt som dengang på 10. klassecenteret, hvor de fandt sammen og blev gode venner.

»Og vi skal invitere nogen ind på værelset, for vi gider ikke sidde og drikke alene«, mener René.

»Jeg tror altså ikke, at det bliver drenge. Så skal det i hvert fald være meget gode naboer«, griner Michael.

På den tyske autobahn begynder en del af de andre 61 buspassagerer at drikke.

»Vi skal give den gas«
En højrøstet drengegruppe på bagsædet køber ikke én øl, men en ramme med 24 øl ad gangen. På under seks timer har bussen drukket 360 genstande fordelt på 10 rammer øl og 120 flasker Smirnoff Ice. To piger får for meget, så det kommer op igen.

Hverken René eller Michael gider drikke sig fulde i bussen. De vil vente, til de er i Spanien:

»I Lloret skal vi give den gas«. Med i rejsen til 5.400 kr. er der ikke bare bustur og hotel med halvpension i en uge. De har købt Ung Rejs Guldpakke og VIP-kort, som giver gratis adgang til Colossos og garanterede fester hver dag.

Skum til livet
Skumkanonen pumper på anden time.

Drengene vender nu ryggen til, når skumstrålen rammer.

Michael og René hopper rundt med armene i vejret sammen med de mange andre drivvåde drenge og piger. Skummet når dem til livet. Der er næsten kun drenge på dansegulvet, lægger Michael mærke til. Og hver gang piger nærmer sig, klistrer de ti første fyre sig til dem. Alligevel når Michael at klappe et par af pigerne bag i. Skummet dækker synden. Udenfor strømmer vandet fra to brusere, som skyller skummet væk. Michael ser endnu en letpåklædt pige springe ind under bruseren.

»Ja, tak!«, siger han til René, da pigens sorte top bliver våd.

»Pigerne er helt vilde hernede. De er slet ikke som i Danmark«, jubler han.

Oppe fra scenen kører kanonen fra side til side, og rammer mere end ti meter væk. Sådan fortsætter det til klokken fem om morgenen.

Flyvetur i undertøj
Sabrine og Carina når aldrig at se skummet. De to 19-årige piger som bor lidt uden for Odense har ellers set frem til mandagens fest. Men deres aften ender, inden sæbeboblerne begynder at fosse ud over diskotekets dansegulv.

I Barcelona tidligere samme dag, taler de ellers kun om to ting: Skumfest og shopping. De skynder sig fra butik til butik, og stiletter, kjoler, bukser, makeup og smykker flyver over diskene, indtil Carina har spenderet 5.000 kr. og Sabrine 3.600 kr. De kan dårligt slæbe alt det hjem, som de har købt i butikker som Zara, Diesel og Miss Sixty. Det er fedt, der altid er udsalg i juli.

Klokken syv er de tilbage i Lloret. De har travlt. De blander passionsfrugtlikøren Passoa med ananasjuice og Bacardi Apple med Sprite. Fem glas drikker de hver, mens de »duller sig op«. Tre timer senere blander de lidt ekstra til turen, inden de går. Der er langt til byen, er de enige om. Et kvarters gang.

På vej til byen kommer de forbi forlystelsen ’Space Blaster’.

En kabine spændt mellem to pæle slynger to passagerer 30 meter op og rundt i luften. Pigerne griner, for få dage tidligere sad de selv fastspændt. Turen kostede egentlig 40 euro, men føreren tilbød dem ti euro i rabat, hvis de turde gøre det i undertøj.

Intet problem. Sabrine og Carina smed tøjet og skreg deres begejstring ud under hele snurreturen – »shit, hvor er det grineren!«.

Nu snakker de om at komme op i spaceblasteren igen. De kan jo gøre det nøgne, hvis de får turen gratis, griner Sabrine.

»Fuck Søren Kierkegaard«
Anderledes afdæmpede var både Carina og Sabrine til deres translokation på gymnasiet ti dage tidligere. Blandt de knap 150 studenter skiller Sabrine og Carina sig ud. De modtager deres eksamensbevis med sorte studenterhuer, fordi de har bestået tre højniveaufag – et mere end de fleste andre på gymnasiet.

Det har været tre hårde år. Heldigvis har de haft deres ferier at se frem til. Som da Sabrine sad til forberedelsen før sin afsluttende eksamen. Hun havde kun Lloret i tankerne. Men det var etik og filosofi, der var emnet.

»Fuck Søren Kierkegaard – skal jeg forberede mig eller hvad?«, tænkte hun.

To uger ikke nok
Carina var også ramt.

»Fest, druk og hor« var det, hun glædede sig til. Hun vidste, hvad der ventede, for det var jo ikke første gang, de skulle af sted. To år tidligere havde de været i Lloret i en uge. Det var ikke nok. Sidste år havde de taget to uger, men heller ikke det var nok. Derfor havde de i år sparet sammen til fire uger i den by, de »skulle hjem til«.

Pigerne havde arbejdet 100 timer om måneden for at få råd. I Rosengårdscentret var Carina en dag tilfældigt gået forbi et opslag i vinduet til tøjbutikken Kello, som søgte en ekspedient. Carina spyttede sit tyggegummi ud og gik ind og præsenterede sig. Kort efter var jobbet hendes. Nu havde de 10.000 kr. hver på kontoen, og en kassekredit på 20.000. De var klar. Alligevel havde et mareridt hjemsøgt Carina gentagne gange. Hun drømte, at hun glemte sine stiletter.

Det røde bræk
Timer inden skummet begynder at sprøjte er pigerne via et par barer nået til Collosos. Carina kravler op på scenen, hvor skumkanonen endnu står i ensom venteposition.

Hun vil have skumfesten sat i gang. Men i stedet smider en af diskotekets vagter hende ned fra scenen. Hun har fået for meget at drikke. Alt for meget. Carina løber mod toilettet med Sabrine i hælene. Hun når akkurat ind, før hun åbner munden og overspuler båsen. Hun når lige at komme ud fra det ene toilet, før hun må tage nummer to i brug.

»La’ vær med at gå derud. Det er oversjasket til«, siger Sabrine til en pige, som er på vej mod det tomme, men brugte toilet.

Carinas opkast er rødt. Ikke af blod, men af den rødlige passionsfrugtlikør, som de har drukket hjemmefra. På vej ud falder Carina over sig selv. Hun har mistet balancen. Men hver gang træder Sabrine til og samler sin veninde op. De opgiver at vandre hjem. En taxi kører dem. I bilen hjem får Carina det skidt igen.

»Jeg skal brække mig. Jeg skal brække mig«.