Da journalisten og forfatteren Morten Sabroe var i tyverne, hed en af hans helt store helte Ingmar Bergman.

»Jeg blev fascineret af Bergman, da jeg så en kavalkade af fire af hans tidlige film i kunstbiografen Camera på Sdr. Boulevard. Det var film som 'Det syvende segl' og 'Sommernattens smil', der havde helt fantastiske sort-hvide symbolbilleder. Bergman skabte billeder, du kunne have i drømme. Det var helt ubeskrivelige filmværker. Og i min verden kom han med sine tidlige film i liga med instruktører som Kurosawa og Fellini«, siger Morten Sabroe.

Fotograf-bror overtog showet
Da Bergman i 1973 skulle instruere 'Misantropen' på Det Kongelige Teater, drog den dengang 26-årige Morten Sabroe til Stockholm for at interviewe sin helt for Berlingske Tidende.

En episode, der er refereret i Sabroes bog 'Sidste Tog' fra 1996.

»Jeg havde taget min bror med derop. Han var en stor modefotograf, der havde en isnende 'fuck-kunst' attitude. Det blev til et sammenstød mellem to følsomme kunstnersjæle - min og Bergmans - og så den her forkælede knægt fra Klampenborg, der satte tre-fire hvide paraplyer op med blitz, hvorefter han gav sig til at fyre løs på Bergman«, fortæller Morten Sabroe.

Uheldigt møde med idolet
»Bergman fik det dårligere og dårligere med den her blitzkrig og tiggede min bror om at holde op. Bergman spurgte min bror, om vi ikke bare kunne bruge nogle arkivbilleder, hvortil min bror hvæsede, at han »kraftedeme ikke var nogen arkivfotograf«, og at »nu var han kørt op til Stockholm med 40 i feber«, så Bergman måtte bare stille op«.

»Da seancen endelig var slut, og vi var på vej hjem, sagde min bror til mig, at Bergman var en »selvhøjtidelig nar«. Det var ikke ligefrem det heldigste møde med en mand, jeg dyrkede som en gud. Men da jeg skulle skrive artiklen, endte den med at blive alt for ærbødig. Det eneste, der var godt i den artikel, var min brors fotografier«, fortæller Morten Sabroe.

'En fantastisk personinstruktør'
Forfatteren mistede dog en smule af interessen for Bergman op igennem 1970'erne.

»Hvor de tidlige film var mere symbolske, begyndte Bergman nu at lave ægteskabshistorier, der var mere personlige og djævleuddrivende. Det fangede mig ikke så meget. Men da 'Fanny og Alexander' kom i 1982, var vi atter op i den store liga. Det var et farvestreålende, fantastisk familieportræt. Den måde, han fik sine skuespillere til at agere på, vidner om en fantastisk personinstruktør«, mener Morten Sabroe.