I snit to gange om året har Anders Fogh Rasmussen (V) sagt ja til at lade sig interviewe om krigen i Irak i de fire år, Danmark har været involveret.

Det er status nu, hvor den danske involvering i Irak-krigen er så godt som afsluttet.

En interviewrate, som medieforsker Mark Ørsten betegner som »det rene ingenting«.

Demokratiets yderste aktion
Han er lektor på Journalistik på Roskilde Universitetscenter og ekspert i forholdet mellem politik, journalistik og demokrati.

»Det er selvfølgelig hans ret ikke at give interview, men ud fra en personlig vurdering er det usædvanligt«, siger han til politiken.dk.

»Når et land er i krig, er det demokratiets yderste politiske aktion, og det er en aktion med omfattende konsekvenser. Så er det usædvanligt«, uddyber han.

Ifølge Mark Ørsten er Anders Fogh Rasmussens håndtering af pressen ikke anderledes i forhold til Irak-krigen, end den er til hverdag.

Samme stil som til hverdag
Men i et internationalt perspektiv er statsministerens håndtering ret exceptionel, hvilket også har betydet, at den danske statsminister er kommet ud af krigen uden at være lige så presset som den tidligere britiske premierminister Tony Blair og den amerikanske præsident George W. Bush.

Ifølge Mark Ørsten er Anders Fogh Rasmussens håndtering af pressen i forhold til Irak-krigen ikke anderledes, end den er til hverdag.

Hvad betyder denne håndtering af pressen for demokratiet?

»Man kunne godt ønske sig på ministerniveau en større opbakning af pressen og pressens rolle som kritiker. Men topstyringen er kommet for at blive, og Anders Fogh Rasmussen er ekstremt dygtig til det«, siger Mark Ørsten.

Journalisterne har været for passive
Peter Bro, der er lektor på center for Journalistik på ved Syddansk Universitet, understreger, at Anders Fogh Rasmussen selvfølgelig er i sin fulde ret til at sige nej.

»Men så må han tilsvarende betale prisen, for det ender jo med at blive en sag i sig selv, at han ikke giver interview«, siger han.

Samtidig har journalisterne også et medansvar for, at de ikke har kunnet lande flere solointerview, mener Peter Bro.

»Journalister har en værktøjskasse og en række metoder, de kan hive frem, og i denne sag kunne de i langt højere grad have benytte sig af nogle mere aktivistiske metoder«, siger han.

Han henviser til eksempler fra udlandet, hvor en minister, der ikke vil lade sig interviewe om et prekært emne, udstilles ved at bringe en blank plet i avisen, hvor interviewet skulle have stået.

Sagen om Bo Elkjær
Statsministeriet oplyser, at man løbende vurderer deltagelsen i interview ud fra, hvor stor efterspørgslen er, og ud fra, om det vurderes mere hensigtsmæssigt, at forsvarsministeren eller udenrigsministeren stiller op.

Det mest omtalte afslag omhandler Ekstra Bladets Bo Elkjær, der trods daglige forespørgsler i flere år altid har fået nej.

Ombudsmanden har kritiseret Anders Fogh i sagen, men statsministeren fastholder sin afvisning af journalisten. Bo Elkjær har nu bedt ombudsmanden om at genoptage sagen for tredje gang. I yderste konsekvens kan sagen ende i retten.

Det har ikke været muligt at få hverken et interview med eller en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen.