Annonce
Annonce
Danmark

Riskær vil i dansk fængsel

fakta

Klaus Riskær Pedersens trængsler er endnu ikke slut.

I en granskningsrapport om Riskær-fonden henleder advokat Henrik Holm-Nielsen opmærksomheden på, at Riskær muligvis har begået underslæb, bedrageri og mandatsvig i tiden op til salget af internetfirmaet CyberCity, som Klaus Riskær Pedersen startede efter Accumulator Invests krak.

Klaus Riskær Pedersen var imidlertid personlig konkurs efter Accumulator Invests krak, og derfor blev Fonden af 1. December 1997 med en fire mand stor bestyrelse sat i spidsen for foretagendet.

I bestyrelsen kom Klaus Riskær Pedersens daværende svigerfar Niels Fløistrup, Riskærs mor Dorthe Madsen, en ven, finansmanden Per Siesbye og advokat Klaus Berning.

Nu mener Holm-Nielsen, at de fire bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med salget af CyberCity til amerikanske Advent i foråret 2000 ikke har levet op til deres ansvar.

Handlen indbragte 480 millioner kroner, men forud var gået en stribe økonomiske transaktioner, hvor Riskær mistænkes for at have reddet sig millioner.

De tab, fonden er blevet påført på grund af bestyrelsens dispositioner, kan hentes hjem gennem erstatningssager, peger han på.

Klaus Riskær Pedersen er i dag bosat i London, hvor han driver en ny virksomhed med børsinformation på nettet.
Efter 12 års uafbrudt kamp mod retssystemet blev Klaus Riskær Pedersen fredag endelig indhentet af fortiden. En fransk domstol idømte finansmanden en overraskende hård dom på tre års fængsel, heraf et års ubetinget, samt en bøde på en million kroner, fordi den danske forretningsmand i 1991 trak milliardbeløb ud af et fransk ejendomsselskab.

En rigtig dom
Mindst lige så overraskende anerkendte Klaus Riskær Pedersen, at der var tale om en retfærdig, men hård dom, og at han agter at afsone sin straf uden yderligere sværdslag.

»Jeg mener, det er en rigtig dom. Jeg gider ikke pibe eller løbe fra det. Min holdning er, at det er takseret, og så må vi håbe på, at man med god opførsel kan reducere det til otte måneder«, sagde Klaus Riskær Pedersen på et pressemøde i Restaurant Lumskebugten.

Anken trukket tilbage
At Klaus Riskær Pedersen nu lægger sig fladt på maven efter 12 års kamp mod retssystemet, kom helt bag på hans franske forsvarere. Umiddelbart efter domsafsigelsen i Paris besluttede forsvarerne nemlig at anke dommen til en højere retsinstans, men ifølge Klaus Riskær Pedersen blive anken nu trukket tilbage.

»Der er ikke noget så patetisk som dømte, der anker en dom bare for at udskyde afsoningen. Og i virkeligheden kan jeg ikke forsvare moraliteten i det, der er foregået her, så jeg anerkender mit ansvar og tager min straf«, siger Klaus Riskær Pedersen, der via sin danske advokat vil bede det danske justitsministerium om hjælp til at få henlagt afsoningen til et dansk fængsel.

Endeligt punktum
Den franske dom sætter det endelige punktum i det langstrakte retsopgør mod Riskær Pedersen. Herhjemme slap han med et gult kort i form af en betinget dom på to og et halvt års fængsel, da Østre Landsret afsagde dom i 2000. I går erkendte Riskær, at han nu har fået det røde kort, og at han agter at drage de fulde konsekvenser. En af dem er et farvel til forretningslivet.

»Med den her dom og en fængselsstraf synes jeg nok, det fortoner sig lidt, om jeg egentlig overhovedet skal fortsætte med at lave forretninger. Det begynder jeg at tvivle på«, siger Klaus Riskær Pedersen, der inden for de næste dage afvikler alle sine forretningsaffærer, herunder etableringen af et internetselskab i London.

Bliver forfatter
I stedet springer han i nær fremtid ud som forfatter af foreløbig to bøger: 'Unplugged', der bliver en omfattende selvbiografi, og 'Plugged', der beskrives som en bog på 150 sider, hvor Riskær tager aktuelle samfundspolitiske emner under behandling.

»Jeg regner med at skrive dem færdig, inden jeg skal sidde og kukkelure oppe i Horserød«, sagde Klaus Riskær Pedersen på fredagens pressemøde.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce