Der er hverken foregået noget usædvanligt eller noget ulovligt.

Det er professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensens vurdering, efter at Politiken i dag skriver, at flere ministre i 2004 nedtonede forskeres advarsler om risiko for ændringer i Danmarks klima og natur.

Daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) sørgede blandt andet for, at en pjece ikke blev for konkret, når det gjaldt behovet for at modernisere kloaknettet, en dyr øvelse til 20 milliarder kroner, ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Andre gange blev materiale afbestilt. Og forskningsmidler blev tildelt andre forskningsretninger inden for temperaturstigninger end lige teorien om en menneskeskabt global opvarmning.

Naturligt med politisk afvejning
Den slags politiske signaler fik angiveligt forskere fra semiministerielle institutioner til at bøje hovedet, når de skulle hjælpe med udformningen af regeringens pjecer om emnet og mod bedre vidende nedtone resultaterne af deres forskning om, at klimaændringer var på vej.

Men det er helt almindelig praksis, at en siddende regering suger til sig fra fagkundskaben og efterfølgende beslutter politisk, hvad der skal højt på dagsordenen. Det sker i alle ministerier, siger professoren i offentlig forvaltning.

»Der er en helt naturlig arbejdsdeling mellem ministrene og andre politikere, som skal foretage de endelige prioriteringer - altså hvad der skal højt på dagsordenen - og så dem, som leverer beslutningsgrundlag til politikerne«, siger professor Jørgen Grønnegård Christensen.

»Går vi ind i kernen af politisk rådgivning i departementer og styrelser, er den arbejdsmåde en meget klar del af den måde, vi har organiseret os på i Danmark og i øvrigt i andre parlamentariske systemer. I sidste ende er det ministrenes ansvar at foretage prioriteringen med udgangspunkt i information fra deres rådgivere, men også med udganspunkt i nogle rene politiske vurderinger«, siger han.

DMI er altid under politisk kontrol
Professor Jørgen Grønnegård Christensen peger på, at det eneste, der umiddelbart kan virke usædvanligt i det, der er sket, er, at miljøministeren i sammenhængen har indhentet rådgivning i semiministerielle sektorforskningsinstitutioner som DMI og Danmarks Miljøundersøgelser.

»Den slags institutioner forudsættes blandt menigmand at levere en forskningsbaseret uafhængig rådgivning. Men det er ikke tilfældet. Man skal være opmærksom på, at resultatet også efter helt normal praksis skal passere politiske filtre. Der vil være nogle embedsmænd, som kigger på, hvordan det passer med den politiske linje, som er lagt«, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Ifølge en betænkning om embedsmændenes rådgivning af regering og ministre fra 2004 skal rådgivningen foregå på »et fagligt forsvarligt grundlag«.

»Så kan nogle af rådgiverne sige, at der lyttede de jo ikke lige til os, der sidder med den og den ekspertise i den givne sammenhæng. Men der er det nødvendigt at huske, at en regeringsstrategi nødvendigvis må være en afvejning af mange forskellige forhold«, siger professoren.

Forskere kunne have gået til medierne
Han understreger, at det naturligvis havde stået politikere og forskere frit for at delagtiggøre befolkningen i grundlaget for den endelige politiske afvejning, som i 2004 ikke var et nyt kloaknet - som ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører kan løbe op i 20 milliarder kroner - men måske snarere skattestoppet.

»Noget af det, en pjece bygger på, er forskningsbaseret. Der kunne man sige, at det er væsentligt, at der ikke er en censurerende hånd, som vurderer, om det passer til den gældende dagsorden og prioritering. Om det ikke skal have lov at blive lagt frem, så andre kan vurdere det grundlag, beslutninger og prioriteringer er taget på«, siger han.

Det kunne de forskere, som følte sig censureret også selv have sørget for ved at stå frem i medierne.

»Både forskerne fra DMI og Danmarks Miljøundersøgelser står fuldstændig frit til at ytre sig, og det har de kunnet gøre siden 2004«, siger professoren.