Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 5. nov. 2007 KL. 15.35

Butikker: Ingen grund til at hamstre madvarer

Situationen i supermarkederne er normal trods lastbilsblokader. Kun sushi'en kommer ikke frem.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der er ingen grund til at skynde sig ud i butikkerne og hamstre mad, selv om lastbilchauffører nu på andet døgn blokerer flere vigtige knudepunkter og havne.

Det er den enslydende melding fra informationscheferne i Coop og Dansk Supermarked.

Måske tomme hylder om nogle dage
»Vi har fået de varer ind på vores lagre, vi skulle i dag, så situationen er helt normal«, siger Jens Juul Nielsen fra Coop, der blandt andet ejer Fakta, Kvickly og Super Brugsen.

Og hvis blokaderne fortsætter?

»Så vil der begynde at komme tomme hylder om nogle dage. Det vil betyde, at der er varianter af friske varetyper, man ikke kan få. På Sjælland kan det for eksempel betyde, at man ikke kan få økologisk Thise-mælk, men må nøjes med Arla. Eller at man ikke kan få Kohberg-rugbrød, men kun Schulstad. Det korte af det lange er, at ingen kommer til at gå sultne eller tørstige i seng«, siger informationsdirektøren hos Coop.

Ingen sushi i dag
Også hos Dansk Supermarked maner man til absolut besindighed.

»Lige nu betyder blokaderne meget lidt. Vi får ikke leveret sushi i dag, men det lever vi så også med«.

»Vi kan ikke sige andet, end at vi følger udviklingen og tager det rimeligt roligt. Det mener vi også, forbrugerne skal gøre. Der er ingen grund til andet«, siger informationschef Erik Eisenberg.

Dansk Supermarked ejer blandt andet bag Netto, Føtex og Bilka.