Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 7. dec. 2007 KL. 12.17

Unge aktivister vil besætte flere huse

Aktivister indkalder til 'national bz-dag' mellem jul og nytår. De unge vil have flere ungdomshuse.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kort om sagen

1982 overlod Københavns Kommune brugsretten til Jagtvej 69 til de unge. I 2000 blev bygningen solgt til Human A/S, der solgte det videre til den kristne frimenighed Faderhuset.

1. marts 2007 blev brugerne sat på gaden i en dramatisk politiaktion. Politiets indsats regnes for den største politiaktion i Danmark nogensinde.

Faderhuset valgte siden at rive huset på Jagtvej 69 ned.

Brugerne af Ungdomshuset holder nu til i et nyt hus på Dortheavej i København.

Se politiken.dk's temaside om Ungdomshuset

Selv om København så godt som har vedtaget at give byens unge et nyt Ungdomshus, er det ikke slut med at besætte huse og kræve flere fristeder.

En gruppe, der kalder sig selv BZ DK skriver på sin hjemmeside, at fredag 28. december er udråbt til »National bz-dag«.

Ifølge BZ DK vil aktivister over hele landet indtage tomme ejendomme og omdanne dem til selvstyrende ungdomshuse eller kollektiver.

»For at bevare, udbygge og udfordre vores frisind har vi brug for flere fristeder. Fristeder som Christiania, som nu undergår en normalisering. Fristeder som ungdomshuset, der blev ryddet den 1. marts«, skriver aktivisterne.

»At fjerne disse fristeder er ubegrundet, uretfærdigt og uacceptabelt. Derfor vil vi nu markere vores utilfredshed«, lyder det fra BZ DK.

Kæmper for fristeder i hele landet
Aktivisterne vil ikke løfte sløret for, hvor i landet deres aktioner skal finde sted, eller hvor mange støtter de har.

Men målet er klart:

»De har taget vores fristeder. Nu tager vi alle de fristeder, vi har brug for. Kampen er ikke ved at slutte, den er først lige begyndt! Vi bliver ved med at slås, indtil de lader os havde vores fristeder i fred. Fristeder alle steder!«, skriver bevægelsen.

Politiet er klar
Tidspunktet mellem jul og nytår kan blive et dyrt og besværligt tidspunkt for politiet at overvåge og opdække aktivisterne.

Men til venstrefløjsportalen Modkraft.dk siger Københavns Politis talsmand, Flemming Steen Munch, at meldingerne fra de unge aktivister ikke umiddelbart er noget, der bringer ordensmagten ud af fatning.

»Vi kan ikke tage den slags alvorligt, og vi kan jo altså ikke bevogte samtlige huse i landet«, siger han.

Han afviser også, at en landsdækkende besætaktion mellem jul og nytår vil tære på politiets ressourcer.

»Overhovedet ikke. Hvis de byder op til dans, så dukker vi op«.