Politiken: Hvad er der med det håndtryk?

Højlund: »Problemet opstår, når håndtrykket betyder en anerkendelse af den kvinde, der bliver ordineret, som ens kollega og præst. For os, der mener, at kvinder ikke kan være præster, betyder det håndtryk, at vi står og modsiger os selv. Det vil vi helst ikke, og derfor vil vi gerne være fri for den lillebitte symbolske ting, som det håndtryk er. Det er komplet uproblematisk, men er blevet gjort til et problem, fordi det blev koblet til en muslimsk politiker, som slet ikke ville give hånd til nogen på noget tidspunkt, og vi er så langt fra den situation, som man kan være«.

Politiken: Asmaa Abdol-Hamid vil ikke trykke hånd med mænd. I vil ikke trykke hånd med kvinder i en bestemt situation. Hvad er forskellen?

Højlund: »For hende handler det om, at hun slet ikke ville give mænd hånden, og det er jo i hvert fald temmelig meget mere omfattende. Du kan ikke få en eneste mandlig præst her i landet til at sige, at han ikke vil give hånd til en kvindelig kollega, mig selv inklusive. Altså i andre situationer. Der ligger ingen nedvurdering af kvindekønnet i det. Jeg ved godt, at det opfattes på den måde, men det er det ikke. Det handler om, at vi er nogle stykker, der har den opfattelse, at Paulus’ ord skal tages for pålydende og gøres gældende i kirken«.

Alle Paulus' ord skal tages for pålydende
Politiken: Paulus sagde, at kvinder ikke kan være præster, men han sagde jo så mange andre ting, som I ikke står fast på – at kvinder skal dække deres hår, f.eks.?

Højlund: »Dén dér med, at Paulus sagde så mange andre ting, er meget sjov. Jeg plejer at spørge, hvad for andre ting, og så nævner folk ét eller to eksempler. I virkeligheden er det sådan, at alle Paulus’ ord skal tages for pålydende, men han markerer selv meget klart, hvad han siger i en tidsbunden kontekst, og hvad der er eviggyldigt. Det er nemt at aflæse«.

Politiken: Hvem bedømmer det?

Højlund: »Det gør kirkens samlede læsetradition, den tradition for tolkning, som er udsprunget af Kristus. Og problemet ved at sige, at »Paulus siger så meget«, er, at så skal man tænke sig godt om. For så er man i færd med at lave sin egen Paulus-servering. Så tager vi det, vi kan bruge i dag, og resten lader vi ligge«.

Kvinders brug af slør er et spørgsmål om skik og brug
Politiken: Er det ikke også det, I gør? I kræver jo ikke, at kvinder dækker hovedet, som Paulus siger.

Højlund: »Fint, lad os tage den. Når vi foretager det valg, så er det fordi, det har et afsæt i teksten og hos Paulus selv. Efter selv at have argumenteret for, at kvinder skal bære slør, så slutter han alligevel med at sige, at det er et spørgsmål om skik og brug. Så kan vi slutte, at vi kulturelt set er et helt andet sted i dag. Det er ikke afgørende. Allerede dengang var det et spørgsmål om skik og brug. Når han derimod taler om kvinder som præster og hyrder, er det tydeligt, at Paulus tager afsæt et helt andet sted. Han tillægger det tyngde og siger, at det skal være gældende i kirken til alle tider«.

Mindretal i folkekirken
Politiken: Alligevel er I et mindretal i folkekirken?

Højlund: »Vores måde at tolke på er klassisk, men de seneste 50 til 100 år har der indsneget sig et nyt syn på Bibelen og på Paulus. Nu er Bibelen pludselig et helt igennem menneskeligt dokument. Gud har ikke haft en finger med. At tale om Bibelen som Guds ord giver tilsyneladende ikke rigtig mening mere. Det er nogle teologer nået frem til. I Danmark og Vesteuropa er nogen nået frem til det. Men i langt størstedelen af den kristne verden tænker man klassisk om Bibelen, også om kvindelige præster. I Danmark er vi et mindretal, som siger nej. På verdensplan er vi et stort flertal«.

Vi vil ikke danne en frikirke
Politiken: Hvad siger du nej til, ud over håndtrykket?

Højlund: »Jeg har trukket grænsen der, hvor det handler om at forrette gudstjeneste sammen med kvindelige præster. Det har jeg været nødt til for at være konsekvent. Men jeg sidder i et provsti, hvor mindst halvdelen er kvinder, og dem arbejder jeg sammen med. Det er selvfølgelig ikke konsekvent, men det er også umuligt at være konsekvensrytter med- mindre, man vil stå af den kirke, og det vil jeg ikke«.

Politiken: Hvorfor ikke? Det ville da være konsekvent at danne en frikirke.

Højlund: »Nej, det vil vi ikke, for vi synes jo, at folkekirken er vores. Vi synes ikke, det er oplagt, at det er os, der skal gå. Vi holder stædigt fast og vil hellere true med at blive. Men vi prøver jo også at finde en modus vivendi og opføre os ordentligt over for vores kvindelige kolleger«.

Politiken: Nu var det jo ikke Jesus, men Paulus, der talte om kvinderne i Bibelen. Gør det ikke en forskel?

Højlund: »Nej. For Paulus og Kristus kan ikke spilles ud mod hinanden. Det er et andet klassisk fortolkningsprincip. Kristus tilsagde sine apostle fuld myndighed og autoritet«.

Apostlene modsagde ikke hinanden
Politiken: Modsagde apostlene aldrig hinanden?

Højlund: »Nej, det mener jeg ikke, de gjorde. Du kan sagtens finde teologer, der mener, at Bibelen er en stor selvmodsigelse og det er så igen den danske andedam, eller Vesteuropa, som lever på et moderne teologisk overdrev, hvor man tænker helt anderledes om Bibelen. Jeg tilhører den klassiske del, der ikke mener, at Bibelen modsiger sig selv. Men der er mange røster i den, en mangfoldighed af røster, og alle disse røster udgør tilsammen Guds mening og tanke med vores liv og med Kristus. Og helt konkret om Jesus, så er det jo interessant, at han valgte 12 mænd til apostle, når han i øvrigt er så ekstremt frigørende, som han faktisk var i forhold til sin samtid. Han indlemmer jo kvinder som følge og disciple på en måde som var utilstedeligt i samtidens øjne, ikke mindst i samtidens jødiske øjne. Han lader kvinder få en plads, som er helt ude i hampen for den tid«.

Politiken: Men når Paulus mener, at manden er en afglans af Gud, og kvinden en afglans af manden, betyder det så ikke, at manden står over kvinden?

Højlund: »Jo, ja der er nogle ord om det i det første korintherbrev fra Paulus. Men det interessante er, at han i samme kapitel siger, at manden ikke er noget uden kvinden, og omvendt. Altså en fuldstændig ligeværdighed, ikke bare i religiøs forstand. Manden er ikke mere end kvinden, eller omvendt. Der er ingen rangorden. Han sammenligner forholdet mellem kvinde og mand med forholdet mellem Gud Fader og Guds søn. Det er interessant, fordi så er der jævnbyrdighed, men markant rolleforskel«.

Kvinden skal være husmor for menigheden
Politiken: Hvad er så kvindens rolle i kirken?

Højlund: »Alt det, den har været op gennem historien minus den nedvurdering, som kirken i tidens løb har lagt ned over kvinden. Kirken har masser af synder, som den skal have bekendt. Kirken har haft en kvindefjendskhed og en kvindeforskrækkelse, men når vi trækker det fra, så kan man sige at alt det som kvinder har virket med, det skal de fortsat virke med«.

Politiken: Omsorg?

Højlund: »Nej, langt mere. Kvinder har både forkyndt, undervist, skrevet, udøvet omsorg og sjælesorg. Kvinder kan gøre stort set det som kvindelige præster gør, de skal bare ikke gøre det som præster. De skal ikke gøre det som husfar. Man skal lade husfar være. Man skal ikke blande de ting sammen og få den dér unisexkultur. I virkeligheden handler vores nej til kvindelige præster om et kæmpestort ja til kønsforskelle, det velsignede, dynamiske og meget, meget vibrerende, skønne forhold mellem mænd og kvinder. Det ønsker vi at fastholde. Vi tror ikke på, at husmor lige pludselig kan indtage husfars plads. Enhver far og mor ved, at hvor ens de end kan være, om så far er supermoderne, laver mad og udøver omsorg, så bliver han aldrig mor for sine børn. Det er pointen her. Det, kvinden ikke skal være, er husfar for menigheden. Hun skal være husmor«.

Politiken: I vore dage er der få husmødre. Er tiden ikke løbet fra den skelnen?

Højlund: »Vi laver selvfølgelig langt hen ad vejen det samme hjemme og ude. Vi venter måske kun på at få en kvindelig statsminister. Men alligevel er min påstand, at der er et dynamisk spil mellem de to køn. Jeg har hørt homoseksuelle sige, at hvis de går på bøssebar eller bevæger sig rundt i rene bøssemiljøer, så sker der noget mærkeligt i stemningen. Der mangler den dynamik og tænding, som altid er mellem mænd og kvinder og som handler om mere end erotik«.

Håber at biskoppen ikke lader sig kyse
Politiken: Biskoppen skal finde en løsning. Hvilken?

Højlund: »Jeg håber at biskoppen ikke lader sig kyse. Det burde være en selvfølge at vise respekt for rummeligheden. Det er vigtigt, at vi kan være der med fuld musik. At det hele ikke skal sovses ind i svensk grød, hvor vi alle skal mene det samme. I Danmark har vi en grundtvigsk frihedstradition til at være os selv, som kommer flere til gode, hvor man i Sverige har valgt at putte det hele ned i en sort gryde, og hvis man ikke anerkender kvindelige præster kan man slet ikke være præst i den svenske kirke. Sådan har vi det ikke. Spørgsmålet er bare, om friheden også strækker sig til at drage konsekvensen af et nej til kvindelige præster«.

Politiken: Mange ville nok mene, at der ligger et negativt kvindesyn i dine holdninger?

Højlund: »Ikke så meget som et riskorn«.

Politiken: Så giv dog hånden!. Du har jo lov til at tænke, hvad du vil.

Højlund: »Jaeh, det er da rigtigt. Men hvis vores meninger skal være noget, vi kun har i hovedet, en slags reservatis mentalis, så bliver meningen jo tom, hvis de ikke udmønter sig i handling. Jeg har holdninger, det har du også, og de får konsekvenser«.

Hellere stå ved forskellene og erkende at det gør ondt
Politiken: Gør det ikke indtryk, at det føles sårende for dine kvindelige kolleger?

Højlund: »Det kan jeg faktisk godt forstå. Jeg synes, det må være træls at have det hængende over sig, at der er mandlige kolleger, der ikke anser hende for at være præst, og det skal vi se i øjnene. Men hellere stå ved forskellene og erkende, at det kan gøre ondt i stedet for at putte ned i en fælles gryde. Vi skal se i øjnene, at vi har et latent, åbent sår og lade være med at sætte plaster på. Vi kan godt tage snakken i fuld respekt. Og her er lige håndtrykket måske ikke det vigtigste for mig. Det er lidt som når paven siger, at fodbold er den vigtigste af alle uvigtige ting«.

Politiken: Med stadig flere kvindelige biskopper kan I jo komme ud for at skulle ordineres af en af dem. Ville du sige nej?

Højlund: »Hmmmmm ... godt spørgsmål. Min grænse går jo ved at optræde i ornat ved gudstjenester sammen med kvindelige præster, så det er svært«.

Politiken: Så må du nok svare ja på mit spørgsmål?

Højlund: »Jeg ville aldrig bringe mig selv i situationen. I hvert fald ville jeg tænke mig om fem gange«.