Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 31. jan. 2003 KL. 14.10

S og SF: VK fører udenrigspolitik med DF

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
SFs Holger K. Nielsen peger på, at der er sket et markant skift i dansk udenrigspolitik med VK-regeringen, som endnu en gang har støtte fra Dansk Folkeparti til en beslutning, som resten af Folketinget ikke kan stemme for. Regeringen ønsker at tilbyde amerikanerne at bidrage med ubåden "Sælen" og det danske frømands- og jægerkorps i en krig mod Irak.

På mødet i Udenrigspolitisk Nævn fredag eftermiddag sagde SF og Enhedslisten fra, mens Socialdemokraterne og De Radikale meldte pas.

Udsigten til krig bekymrer SF. Holger K. Nielsen mener, at det vil skabe langt flere problemer at gå i krig end at løse krisen fredeligt. Uanset om FN giver grønt lys for krigen, mener han, at der er så mange gråzoner i måden at beslutte det på, at SF er modstander.

»Jeg tror, at danske styrker ender i krig. Vi er stille, men sikkert på vej ind i ålerusen«, siger SF-formanden til Ritzau efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn.

S: Regeringen har skabt usikkerhed
Det afgørende signal fra Socialdemokraterne er, at VK-regeringen skal vælge mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i dens udenrigspolitik. Ifølge Mogens Lykketoft kan regeringen ikke få begge dele.

Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, anklager regeringen for at have skabt usikkerhed om den danske kurs over for Irak, senest med statsministerens læserbrev om Irak, og derfor kan Socialdemokraterne ikke tage stilling.

»Vi har ikke nikket til, at vi også vil støtte en styrkes sammensætning af den art, hvis den situation måtte opstå«, siger Lykketoft til Ritzau.

EL: Regeringen er tøsedrenge
Enhedslisten beskylder regeringen for at være en 'tøsedreng', hvis den virkelig mener, at Irak er en trussel mod verdensfreden. Det drejer sig i stedet om olie, mener partiets udenrigsordfører, Søren Søndergaard.

»Regeringen er nogle tøsedrenge, hvis man virkelig selv troede på, at dette omhandlede verdensfreden, og Danmark så skulle bidrage med en ubåd, som ligger på værft i Tyrkiet, og så nogle specialsoldater. Så kan man ikke sige, at man tager verdensfreden særlig alvorligt«, siger Søren Søndergaard.

Politiken.dk