Dokumentar (2): Maskerne

De er enige om, at de bare skal lave en masse larm og råbe, når de kommer ind i kiosken. Der er kun et par piger på arbejde, og de er tre fyre, så det er bare et spørgsmål om at gøre ekspedienterne bange. De er klar. Der er stadig et par timer til, drengene skal røve kiosken. Kenneth og Carl har lovet at skaffe nogle masker, mens Rasmus er på arbejde. Når han kommer med toget tilbage til Ølby Station, skal de to andre have det hele parat. De roder i skufferne hjemme i det rækkehus, Kenneth deler med sin mor og lillebror. Kenneth finder en lyseblå halsedisse, der normalt skal sidde rundt om halsen, men han kan trække den op og klippe hul til øjnene. Hans tynde lyse hår skal dækkes med det sorte hovedpudebetræk fra sengen. Carl går hjem efter en elefanthue, og de aftaler at mødes igen halv syv. Derhjemme har Carls mor Gerda lavet kartoffelmos med gullasch, en af hans livretter. Mor og søn sidder ved spisebordet og taler om nogle legater, han skal søge i forbindelse med sin tømreruddannelse. Der er en måneds tid tilbage på erhvervsskolen, så skal han i praktik og måske flytte hjemmefra. Lejligheden i det sociale byggeri Karlemose er ikke et sted, han kommer ret meget. Han har haft nogle sammenstød med sin mor, der ikke vil have, at han bliver længe ude. Hun venter altid oppe - uanset hvad klokken bliver. »Hvis du ikke kommer hjem i ordentlig tid, hopper jeg på jernhesten og finder dig«, siger hun til ham. Men han bliver væk en gang imellem, sover hos en kammerat eller en kæreste - vennerne ved godt, hvordan det er derhjemme. Carl er den yngste af tre brødre, de to andre er flyttet hjemmefra og godt i gang med at uddanne sig. Nu vil Gerda ikke have, at Carl skal blive hængende i Karlemosens dynd. Selv om bebyggelsen har et lidt dårligt ry, er det mest pæne liv, der leves i det renoverede betonbyggeri ved motorvej E20. Men en håndfuld rødder fylder godt i det gennemregulerede landskab, hvor der er boldspil forbudt mellem blokkene og almindelig forventning om, at man opfører sig ordentligt. Fra sit soveværelsesvindue kan Gerda se ned på legepladsen ved fritidsklubben Myretuen, hvor Carl og de andre drenge spiller basket eller bruger lange sommeraftener på at ryge og drikke øl omkring et bål. Hans mor taler hele tiden om, at han skal passe sin skole og have en uddannelse. Det behøver ikke være noget bogligt ligesom de to brødre, det forlanger hun ikke. Han har haft det svært med skolen, var meget god til nogle af fagene, men kedede sig i timerne. Lærerne syntes, han var en sød dreng, der lavede lidt for mange dumme ting, og som søgte opmærksomhed ved at drille de andre. Carl endte ofte oppe hos rektor, der så kunne prøve at snakke sig ind forbi drengens korslagte arme. På erhvervsskolen går det bedre, Carl får gode karakterer og kan godt lide duften af træ. Det har båret i den retning, siden han var lille, og de boede sammen med drengenes far på gården uden for Ølby. Der boede Carl næsten ude i brændeskuret, hvor han lavede skæve reoler, som Gerda stillede op i stuerne, selv om tingene faldt ud af dem. De mange timer i brændeskuret, det lyse hår og de mange ulykker, han lavede, fik hende til at kalde ham sin egen Emil fra Lønneberg. »Så er det ned i skuret og snitte en træmand, Emil«, råbte hun, når han havde været fræk. Nu synes hun næsten aldrig, han er hjemme, og efter maden skal han af sted igen. Døren smækker, og hun sætter sig til at vente. JOHN KOMMER til at arbejde over. Politibetjenten skal mødes med tasketyvens offer klokken syv, så de kan se billederne fra overvågningskameraet igennem. Men han har fri klokken fire, så der er tid til at spise sammen med Vibeke, deres døtre på 12 og 17 og plejesønnen Mads. Det er en af de ting, familien prioriterer - at sidde sammen ved middagsbordet og tale om dagen, og hvad der ellers dukker op. Sammenholdet blev ikke mindre vigtigt, da John fik problemer på sin gamle arbejdsplads og måtte forlade et højt elsket job. Som leder af færdselsafdelingen i Glostrup havde han både været panserbasse for skolepatruljerne og jagtet hurtige biler på motorvejene. Han gik op i det, men skrev ikke bøder til dem alle - hvis forklaringen var god nok, eller fartsynderen gjorde et tilforladeligt indtryk, slap de. Som den fattige østtyske turist med børnene på bagsædet, der ikke skulle have ødelagt ferien. John elskede det arbejde, men kom på kant med en chef, og det ramte hårdt. Han har det svært, når andre mennesker ikke kan lide ham. I en periode blev han en anden. Lignede ikke længere den mand, der var med til at klippe en vinduesvisker i stykker og lægge dem i slikskålen for at straffe stationens lakridstyv. Og som tog det pænt, når kollegerne hævnede sig og stoppede motorcykelhjelmen ud med avispapir, så den blev for lille. Problemerne på jobbet gjorde det gode humør dårligt, og noget af det kom med hjem. Til gengæld kan familien mærke, at han har fået det bedre efter skiftet til Køge. Han blev sig selv igen. Ham, der kører datteren til håndbold, laver det sure arbejde i beboerforeningen og fylder godt til en fest. Og ham, som nogle gange bruger mange timer på jobbet. Som nu, hvor han kører ad de mørke veje mod Ølby Station. Foran ham gløder DSB-kioskens store oplyste glaslokale i mørket på parkeringspladsen. Klokken er ved at være syv. RASMUS' TOG ankommer til Ølby Station 19.32. Han har ringet i forvejen, så Carl og Kenneth venter på ham. De er parate, det med maskerne er ordnet, men Rasmus er nødt til at gå hjem og skifte. Han kommer lige fra fritidsjobbet i supermarkedet og har stadig arbejdstøj med logo på. Carl og Kenneth følges med ham over i Karlemose og venter, mens han skifter og spiser noget hurtig mad. Klokken er lidt over otte, butikkerne er lukket, og der er ved at blive stille i centeret, da de igen passerer DSB-kiosken. De går om bag den høje røde bygning, der rummer bageren, SuperBest og den ubemandede nærpolitistation. Planen er at lægge noget skiftetøj inde ved børnehaven Spiren 150 meter fra kiosken. De vil gemme sig inde på legepladsen i et par timer efter røveriet, tage noget andet tøj på og så køre ind til Christiania for at købe hash. Carl har sin Schott-jakke og sine nye bukser med, så han kan se ordentlig ud, når de skal ind til byen. De dropper ideen om at gemme sig i børnehaven, der er omkranset af et halvandet meter højt hegn - det har de ikke lyst til at skulle kravle over, når det skal gå stærkt. I stedet finder de et skur i bunden af en kolonihave, i ly af den lille bygning gemmer de tøjet. De er enige om, at de bare skal lave en masse larm og råbe, når de kommer ind i kiosken. Der er kun et par piger på arbejde, og de er tre fyre, så det er bare et spørgsmål om at gøre ekspedienterne bange. De er klar. JOHN HAR sagt farvel til kvinden, som blev frarøvet sin taske. De har gennemgået en masse billeder fra perronens overvågningskamera, nu sidder han alene ved fladskærmen i hjørnet bag den høje billetskranke. Der er ingen kunder i kiosken, men han kan høre to af de piger, der er på arbejde, tale sammen i personalerummet ude bagved. Den tredje sætter blade på hylderne i den anden ende af lokalet. En lang dag er ved at være slut, kriminalassistenten kan skrive halvanden times overarbejde på og tænke på at komme hjem til familien. Klokken er halv ni. RASMUS, CARL og Kenneth løber hen ad stien foran børnehaven og runder Nordea på hjørnet af torvet. I et kort øjeblik kan de se DSB-kiosken, inden de løber ind i hakket ved SuperBest og trykker sig op ad de store hvide porte. Ved telefonboksen foran kiosken kan de se tre drenge på deres egen alder. De overvejer at vente, til den lille gruppe er væk. »Arh, fuck dem ...«. Så trækker de huer og masker på og løber lige hen mod glasdøren.