Det skal være slut med 'hvide' og 'sorte' skoler i København.

Så et forslag om at fordele hovedstadens tosprogede elever, så der mindst er 20 procent tosprogede på hver enkelt skole i København - og højst 40 procent - modtages positivt blandt skoleordførerne i Københavns Borgerrepræsentation.

Socialdemokratisk opbakning
Den socialdemokratiske Jakob Hougaard erkender, at der vil være tale om en omfattende fordelingspolitik i det forslag, en arbejdsgruppe om integrationsproblemerne har præsenteret for byens politikere.

Københavns Kommune har hidtil opereret med en vis omfordeling af elever for at sprede sprogsvage børn til flere skoler.

»Efter fire år med en frivillig model kan vi ikke fortsætte i det her spor. Vi skal ikke fortsætte med den passive holdning, som arbejdsgruppen kritiserer«, siger han.

Alle skoler inddrages
»De foreslår en bydækkende ordning, hvor alle skoler skal være med. Det betyder, at alle skoler kommer til at være med på en fordelingsmodel«, vurderer han.

Hougaard lægger vægt på, at 40-20-modellen - hvor der sættes en minimum- og en maksimumgrænse for procentdelen af tosprogede i hver skole på henholdsvis 20 og 40 procent - vil være et større projekt.

»Budskabet er netop også, at det ikke kan ændres på én gang. Det skal ske trinvis, og der skal tænkes mange områder ind – både daginstitutioner og kapacitet. Det positive er, at vi kan nå målet«, mener han og understreger, at forslaget skal hjælpe sprogsvage børn.

SF-borgmester satser på hurtig vedtagelse
Byens skoleborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) finder forslaget spændende og glæder sig over, at det er positivt modtaget blandt partierne.

Han håber, at forslaget kan blive vedtaget inden sommerferien efter drøftelser i borgerrepræsentationen.

»En del af den diskussion er, at det måske ikke skal hedde tosprogede, men elever, som er dårlige til dansk. Vi skal bort fra, at det bare handler om tosprogede – det skal handle om børn med sprogvanskeligheder«, forudsætter han.

»Vi er enige om, at vi vil noget mere vidtgående end den nuværende københavnermodel – og om at det ikke kun skal handle om fordeling, men også om kvalitet«, hedder det fra Bo Asmus Kjeldgaard.

Skepsis over for fælles skoledistrikter
Venstres skoleordfører, Cecilia Lonning, tvivler på, at forslaget kan udmøntes i politiske vedtagelser inden sommerferien.

Og så er hun skeptisk over for et forslag om at lave fælles grunddistrikter for skoler, så for eksempel to skoler i henholdsvis et belastet kvarter og et såkaldt pænt kvarter skal fordele eleverne mellem sig.

Det vil få forældre, der ikke tør satse på udfaldet, til at søge over i privatskolerne, advarer hun.

Mimimumskvote ingen hindring
Kvoteforslaget ser hun ikke problemer i.

»20 procent-grænsen svarer til 5 ud af 25 elever. Hvis forældrene bliver ordentligt informeret og skolerne bliver 'klædt på' til at tage sig af de elever, så kan det være udmærket«, forudser hun.

»Der kan ikke være tvivl om, at vi skal gøre noget«, erkender Venstre-ordføreren.

Københavnske  politikere er klar til at fordele elever. Arkivfoto.

Radikale: Forslaget kræver fokus

Den radikale Kasper Johansen roser arbejdsgruppens indsats - selv om løsningsforslaget kan vække debat.

» Vi er klar til at tage en model, der er lidt kontroversiel, hvis den virker. Vi skal bare ikke glemme, at hvis vi flytter en elev fra en skole til en anden, så skal vi levere kvalitet«, siger han.

»Det betyder, at der skal være fokus på efteruddannelse af lærerne. Vi skal kunne fortælle lærerne, hvorfor det er bedre at flytte en elev fra Nørrebro til Vanløse. Det skal være et fagligt løft – og ikke bare kun fordi eleven for eksempel har palæstinensiske aner«, mener den radikale borgerrepræsentant.

»For mig er det ikke en kvote, men et arbejdsredskab – et mål at arbejde efter«, tilføjer han.

Handler om sprogsvage elever
Enhedslistens Rikke Lauritzen frygter, at debatten om 40-20-modellen kan ende med at polarisere.

»Som udgangspunkt ville vi gerne have en bedre fordeling, fordi det er i folkeskolen, man skal møde folk fra forskellige samfundslag. Men vi er bekymrede over begreberne, for det er ikke tosprogede, det skal handle om, men børn med sprogvanskeligheder«, forklarer hun.

Skal læsestærke også flyttes?
Ifølge Lauritzen giver det ikke mening af lave kvoteordning for de tosprogede børn.

»Jeg mangler bud på, om det skal være en fordeling af alle. Hvis man begynder at flytte sprogsvage elever rundt, må man også flytte de sprogstærke. Ellers giver det jo ingen mening«, finder hun.

Frit skolevalg i spil
Hun hæfter sig ved et andet forslag fra arbejdsgruppen, der nævner skoledistriktsgrænser og det fri skolevalg som elementer, der kan ændres, hvis der skal laves om på elevsammensætningen på skolerne.

»Hvis vi kunne ændre sammensætningen via inddelingen af distrikter, så er det rigtig spændende. Lad os tale om, om det hellige fri skolevalg skal blive ved med at være helligt«, lyder opfordringen.

Hun frygter, at forslaget hastes igennem af politikere, der ser en mulighed for at profilere sig.

»Jeg er bange for, at nogle politikere hellere vil være handlekraftige end sætte sig ned og kigge på, hvad der reelt er brug for«, advarer hun.