Det værste mareridt blev pludselig til virkelighed for Kirsten Eriksen, da hun kom ind i stuen og fandt sin mand, Per, liggende bevidstløs på gulvet.

Det var 23. september 2007, og få minutter senere holdt ambulancen foran hjemmet på Amager.

På Glostrup Hospital konstaterede lægerne en hjerneblødning i venstre side af Pers hjerne, og følgerne var voldsomme. Højre side af kroppen var lammet, og evnen til at tale var næsten forsvundet.

LÆS OGSÅ Magtesløse patienter hyrer advokater

Begyndelsen til en langvarig kamp
Hjerneblødningen satte et punktum for Pers og Kirstens liv, som de kendte det.

Og den blev begyndelsen på en langvarig kamp for at få den genoptræning, der kunne bringe førlighed, selvstændighed og livskvalitet tilbage i hans liv. Modstanderen var ikke kun sygdommen og dens konsekvenser – den var også det, som Kirsten Eriksen i dag kalder ’systemet’.

»Vi endte med at sætte en advokat på sagen, fordi vi ikke turde andet. Hele familien var frustreret over, så svært det var at trænge igennem, og jeg kunne ikke se nogen anden udvej. Der skulle ske noget. Jeg tænkte, at der må være nogen, der kender mere til den slags end jeg selv, og som ved, hvordan man skal skrive til kommunen for at få sin ret«, siger Kirsten Eriksen.

Flere ansætter en advokat i kampen
Dermed blev hun en af de stadig flere danskere, der sætter en advokat ind i kampen for at få de ydelser fra myndighederne, de føler er nødvendige.

SE TVAdvokater hyres til at kæmpe mod systemet

Ifølge Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH), der siden 2002 har vejledt handikappede om mulighederne for hjælp, gør borgerne det blandt andet, fordi de føler sig magtesløse.

»Borgerne søger hjælp mange steder, fordi de ikke selv kan overskue de komplicerede lovgivninger, forvaltninger og sagsgange. Derfor ansætter patientforeninger og handikaporganisationer flere rådgivere, og derfor sætter borgere advokater på. Vi råder hverken folk til eller fra at hyre advokater, men nogen vælger at gøre det«, siger Alice Brun.

Genoptræning for 250.440 kr.
For Kirsten og Per Yde Eriksen gjorde advokaten en forskel. Ægteparret havde været gift siden 8. juli 1972 og fået en søn, en datter og fem børnebørn. Kirsten havde arbejdet i hjemmeplejen i Københavns Kommune, og Per havde netop fejret sit 40-års-jubilæum i den danske flåde.

Men slagene mod ’systemet’ blev hårdere end de øvelser i søslag, Per havde brugt det meste af sit liv på. De første fire måneder kæmpede parret på Amager Hospital, hvor han blev indlagt efter den første behandling på Glostrup.

På Amager lød tilbuddet på et møde med en talepædagog, fysioterapeut og ergoterapeut nogle gange om ugen. Det hjalp hverken tungen eller benene på gled, og lægerne besluttede at sende ham til Esbønderup Sygehus i Nordsjælland, der har speciale i genoptræning efter hjerneskader.

Ikke nævneværdige fremskrift efter fem måneder
Fem måneder senere var der stadig ikke sket nævneværdige fremskridt, da Esbønderup besluttede at udskrive Per Yde Eriksen. Tilbuddet fra kommunen lød nu på en ugentlig time hos en talepædagog. Ingen fysisk træning.

Samtidig blev Per Yde Eriksen af afdelingslægen på Esbønderup henvist til undersøgelse på det selvejende Center for Hjerneskade på Amager, der er et af landets syv specialcentre for genoptræning. Konklusionen lød, at der var et »væsentligt potentiale for at øge hans selvhjulpenhed og samfundsdeltagelse«.

Centeret ville på 16 uger med intensiv træning fire dage om ugen give ham en sikker og selvstændig gang og med 10 timers sprogtræning om ugen forbedre hans kommunikation. Samlet pris for de fire måneder: 250.440 kr.

»Den besked var en lettelse, for endelig var der nogen, der troede på Per og ville hjælpe. Det havde vi ikke oplevet før. Så vi gik som en selvfølge ud fra, at kommunen ville betale forløbet. Hvis Per kunne blive mere selvhjulpen, ville pengene hurtigt være sparet i hjemmehjælp, og hans livskvalitet ville blive meget højere«, siger Kirsten Eriksen.

Det meste af sproget er væk
Derfor var skuffelsen til at forstå, da København Kommune afviste at betale præcis på etårsdagen for Pers blodprop.

»Vi vidste, der var et tilbud, som kunne få Per tilbage på ret kurs, men kommunen ville ikke betale for det. Så satte vi advokaten på sagen«, siger Kirsten Eriksen.

Per nikker. Han forstår samtalen og er med i den, men det meste af sproget er væk, og han må lade sin kone føre ordet.

Advokaten – der ikke ønsker at udtale sig om sagen – ankede kommunens beslutning til Det Sociale Nævn i slutningen af september 2008. Først i maj 2009 kom afgørelsen.

Det lysnede for familien i maj
Inden da var det lykkedes for Center for Hjerneskade at finde en mulighed for at tilbyde Per Yde Eriksen et mindre omfattende forløb, som kunne finansieres af en kvotebevilling under Region Hovedstaden. Derfor kom han i gang med træningen, mere end et år efter skaden.

I maj lysnede det så endnu mere for familien.

Det Sociale Nævn sendte Pers ansøgning om et intensivt genoptræningsforløb tilbage til kommunen til ny vurdering, hvor der blandt andet skal »lægges vægt på, at du vil kunne profitere af en mere intensiv sprogtræning«, som nævnet skrev til Per Yde Eriksen. Kommunen har endnu ikke svaret.

»Hvis det ender med, at kommunen alligevel betaler for et fuldt forløb, kan vi kun takke advokaten. Havde jeg selv skullet skrive den anke, var vi aldrig nået så langt. Det er forkert, at det skal være nødvendigt at bruge advokat, og det er en falliterklæring for systemet. Men jeg kunne ikke bare læne mig tilbage og give op«, siger Kirsten Eriksen.