Kan det passe, at embedsmænd i Randers skal beslutte, om Susanne Olsen i Furesø på Sjælland skal have en ny kørestol?

Hvis et nyt lovforslag fra regeringen bliver vedtaget, kan svaret blive ja. Selv om Susanne Olsen flyttede fra Randers og ind i en handikapinstitution 150 kilometer østpå i 1977 for at være i nærheden af sine søskende.

»Jeg frygter, at det bliver besværligt. Og at de i Randers vil spare på mig, der er så langt væk«, siger Susanne Olsen.

Den gamle kommune skal bestemme
Som noget nyt skal en kommune, der medvirker til at flytte en handikappet til et botilbud i den anden ende af landet, også år ud og år ind bestemme bevillingerne til personen i den nye kommune.

Hidtil har det ellers været den nye tilflytterkommune, som fastlagde niveauet for personlig pleje, hjælpemidler, aktivitetstilbud. Personalet her har jo den daglige kontakt med personen.

Den model har bare en svaghed: For det er den oprindelige kommune, der betaler gildet. Og kan den nye kommune så ikke bare frejdigt udskrive den ene dyre regning efter den anden på den gamle kommunes bekostning?

LÆS ARTIKELKommuner sparer på handikappede

Det frygter Kommunernes Landsforening og regeringen – især fordi kommunernes udgifter er vokset fra 21,3 milliarder kroner for syv år siden til 26,6 milliarder kroner sidste år.

Organisationer: Det er stavnsbinding
Handikaporganisationerne kalder den nye regel, hvor fraflytterkommunen både betaler og bestemmer, for »stavnsbinding« og et besparelsesprojekt over for de 13.000 handikappede, der er blevet hjulpet til at bo et andet sted.

LÆS OGSÅ Handikappede må fortsat vente på kørestole

Formanden for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad mener, at det vil føre til stor ulighed, når »ti beboere på det samme botilbud, der kommer fra ti forskellige kommuner, får hver sit serviceniveau«.

»Man bryder med princippet om, at den kommune, der kender borgeren, også tager beslutning. Hvor er nærhedsprincippet?«, spørger Stig Langvad.

Forslaget afspejler efter hans opfattelse kommunernes mistillid til hinanden.

»Man vil løse et problem i bureaukratiet ved at lade borgeren blive i en kommunes kløer nærmest hele livet«.

»De kender hende ikke«
Pårørende til handikappede, der ikke selv kan råbe op, er også bekymrede. Alice Hasselgren i Albertslund har en voksen hjerneskadet datter, Liselotte, der blev flyttet på institution i Gentofte for tyve år siden:

»Nu skal det altså være Albertslund, der skal bestemme. Men de kender jo ikke Liselotte. Og jeg ved, at der i Albertslund er planer om at spare på handikapområdet«, siger Alice Hasselgren.

»Liselotte bor i en enhed, hvor de er otte mennesker uden talesprog – og otte forskellige kommuner skal nu bestemme, hvilken hjælp de hver skal have. Bliver det ikke dyrt administrativt?«, spørger hun.

KL synes, at der bliver brugt for mange penge
Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester i Rudersdal Kommune Erik Fabrin (V) afviser, at de nye regler indføres for at spare:

»Hele dette område har i de senere år haft en vækst helt ud over andre områder. Betalingskommunen har ikke styr på de foranstaltninger og den økonomi, bopælskommunen lægger. Det svarer til, at du er husfar for en familie med adskillige børn. Du kan ikke bare sige til dem: Shop bare løs uafhængigt af min økonomiske formåen«.

»Og husk også: Den dyreste løsning er ikke altid bedst«, tilføjer KL-formanden.

Erik Fabrin peger også på, at to kommuner i en konkret sag kan aftale, at bopælskommunen fortsat skal bestemme.

»Skulle der opstå problemer, har vi et veludbygget ankesystem, vi har dygtige medarbejdere, vi har et samarbejde med invalideorganisationerne, og vi har pressen til at holde øje med det«.

SF: Det er megabureaukratisk
SF’s handikapordfører Anne Baastrup synes, forslaget er »megabureaukratisk«:

»Hvis Susanne Olsen har brug for en ny kørestol, skal en ergoterapeut fra Randers så til Furesø for at kigge på det?«, spørger hun.

At gøre det modsatte – at lade den nye kommune både bestemme og betale – er der ikke stemning for. For så vil kommunerne måske ikke bygge nye boliger til handikappede af frygt for udgifterne fra tilflytterne.

Anne Baastrup mener, at der »er pisket en stemning op« om, at kommuner med handikapinstitutioner ligefrem tjener på kommuner, der ikke har nogen – at de snyder.

»Men så må vi sikre noget mere gennemsigtighed mellem kommunerne«.