Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 10. mar. 2010 KL. 22.01

Bandeleder slap forbi da betjent gik på toilettet

Mandsopdækningen af bandeleder gik helt galt, da han flygtede fra retssag.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Da den narkotiltalte kaldet 'Fez Fez' smuttede forbi et helt regiment af betjente i en retssal i Odense, skete det, samtidig med at den ene af de to betjente, der skulle se efter ham, var trådt af på naturens vegne.

»Den ene betjent var væk et øjeblik - som man nu skal nogle gange - og den anden sad så uden for på grund af pladsproblemer i retslokalet«, forklarer politiinspektør Albert Rasmussen om det mærkværdige forløb.

LÆS ARTIKEL Narkotiltalt spadserede uden om politibevogtning

Inde i Retten i Odense var der 10 politibetjente til stede, der holdt øje med de syv andre, der er tiltalt og varetægtsfængslede i en sag om handel med 200 kilo hash.

Ikke godt nok
'Fez Fez', der leder indvandrerbanden Black Ghost, satte sig ind i en ventende bil og nåede at flygte væk. Albert Rasmussen forklarer episoden med, at politibetjentene havde travlt med at holde øje med de øvrige tiltalte i sagen.

»De andre politifolk i lokalet havde hver deres at passe på, og så er det, han smutter forbi i en pause«, siger Albert Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at forløbet er meget uheldigt.

»Det her er ikke godt nok. Han skal ikke have lov til at slippe ud. Fejlen her er, at der ikke er to mand der mandsopdækker ham fuldstændigt«.

LÆS OGSÅ Bandeleder er på flugt i Odense

Albert Rasmussen vil sammen med den øvrige ledelse evaluere flugthændelsen og formentlig ændre visse procedure i forbindelse med politiets håndtering af større retssager med mange tiltalte samlet i samme retslokale.

Han nævner blandt andet, at en mandsopdækning med to betjente altid skal betyde det, der ligger i ordet mandsopdækning - hvilket vil sige, at to betjente sidder selve retssalen og holder øje med den tiltalte.

Derudover nævner han muligheden for at flytte større retssager til større retssale, så der ikke opstår pladsproblemer, og betjente ser sig nødsaget til at sidde uden for retssalene, når de skal holde øje med de tiltalte.

Øjet på Libanon
'Fez Fez' er efterlyst via Interpol, og politiet holder især et vågent øje med de informationer, de får fra hans oprindelsesland Libanon.

»Han er oprindeligt fra Libanon, og det kan meget vel være en mulighed. Vi har forskellige muligheder i sigte«, siger Albert Rasmussen.