De fleste har hørt om den sociale nomadefamilie, der flyttede fra kommune til kommune gennem de fattige egne af Danmark for at undgå de sociale myndigheders søgelys – indtil otte børn blev tvangsfjernet.

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fattige børnefamilier netop klumper sig sammen i randområderne.

Ud af seks kommuner med den største andel fattige børn, er de fem udkantskommuner.

Eneste undtagelse er København, som relativt set har næst flest fattige børn: 8,3 pct. af børnene i hovedstaden lever i fattige familier. Kun overgået af Tønder, hvor 8,4 pct. af børnene er fattige.

FAKTASe fattigdom blandt børn i din kommune

Efter København kommer Langeland, Lolland, Bornholm og Morsø.

Fire gange så mange fattige
Det er udkantskommunerne, der har oplevet den største stigning i antallet af fattige, viser analysen.

I nogle kommuner er der nu fire gange så mange fattige børn som i flere nordsjællandske kommuner.

Undersøgelsen viser også, at antallet af fattige børn i det hele taget stiger. Det samlede tal er nu på 56.000 børn – familier med studerende forældre fraregnet. Det er en stigning på 13.000 børn på et år på landsplan.

Fattigdom: Under 8.400 kr. om måneden
Fattigdom måles her efter OECD’s fattigdomsgrænse. Her er man fattig, når man har under 50 procent af den midterste indkomst i samfundet. For en enlig er det 8.400 kroner om måneden efter skat. For en familie på fire er det 19.366 kroner.

Undersøgelsen baserer sig på de nyeste statistikker fra 2007, men en fremskrivning viser, at der i 2010 vil være et tilsvarende tal på 56.000 fattige børn i Danmark. Tallene er bekymrende, mener chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul:

»De fattige børn risikerer at hænge fast i en negativ social arv. Det er med til at øge polariseringen. Andre undersøgelser viser, at springet væk fra fattigdom er sværere, hvis der er geografisk langt til dem, der har det bedre«, siger han.

MØD EN FATTIGMange siger: »Hun fejler sgu da ikke en skid«

I Tønder møder borgmester Laurids Rudebeck (V) dog ikke børnefattigdom ’i synderlig grad’.

»Jeg oplever ikke, at folk er særlig fattige i Tønder, men der vil jo altid være forskelle i indkomsterne. Er der familier her i kommunen, der ikke har de nødvendige midler, vil vi vide det og hjælpe dem«, siger han.

I stedet peger borgmesteren på, at kommunens beboere er gode til ’strække’ pengene. Han henviser til en undersøgelse i magasinet Penge og Privatøkonomi, der har undersøgt, hvor en familie, der tjener 750.000 kroner om året, kan få mest for pengene.

»Den viser, at Tønder Kommune er det sted i landet, hvor familier har det største rådighedsbeløb«, påpeger borgmesteren.

Problematisk
Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd køber ikke argumentet:

»Det er muligt, at folk i Tønder ikke har helt så store udgifter, men når koncentrationen af fattige er så relativ stor, og borgmesteren ikke selv er klar over det, er det problematisk«.

Jonas Schytz Juul medgiver, at fattigdom kan være sværere at se på landet, fordi gennemsnitsindkomsten er generelt er lav. Borgerne i Tønder har således en gennemsnitlig disponibel indkomst på 211.000 kr. – dermed er Tønder syv placeringer fra en bundplads i Danmark.

»De fattige stikker måske ikke så meget ud fra alle andre«, siger han.

DEBATSKRIV: Hvornår er man fattig i Danmark?

Lektor i landsby- og landdistriktsudvikling Jørgen Møller på Aalborg Universitet mener, at borgmesterens reaktion er typisk for landkommunerne:

»Sådan nogle tal trækker imaget som det lykkelige udkantsområde ned. I Tønder har man virksomheden Ecco – men at der også er fattige børn, det vil man helst ikke snakke om«.

For Jørgen Møller bekræfter tallene, hvad fagfolk har peget på i årevis: Randområderne er hægtet af udviklingen. Arbejdspladser lukker og massefyringer er hverdagskost, samtidig med billige boliger tiltrækker folk med en lav indkomst.