Mohamad Jaafs kontrafej prydede hele forsiden af Ekstra Bladet en sommerdag sidste år.

Ved siden af ordet ’afsløring’ stod der med fede versaler:

»Han er ikke i fare«.

Den vurdering deler Mohamad Jaaf ikke. Hvis han skulle blive tvunget til at forlade Danmark til fordel for hjembyen Kirkuk i Nordirak, føler han sig overbevist om, at han meget vel kan ende som sin bror: som offer for koldblodige hævntogter i krigens efterspil.

Det er den skæbne, som 70 andre afviste asylansøgere, der nu er tvangsudsendt fra Danmark til Irak, ifølge Mohamad Jaaf risikerer i hjemlandet. Derfor lever de under jorden dernede.

Jaaf er på humanitært ophold
Netop de 70 mennesker bliver Mohamad Jaaf nu – som den første og formentlig eneste ansatte i Politikens Irak Center – ansvarlig for at skaffe kontakt med. Og med kontakten følger til hver enkelt iraker 15.000 kroner, som avisens læsere har doneret. De i alt 1,5 millioner kroner skal bruges på den såkaldte plan B, efter at den nye udlændingelov har lukket for muligheden for at ansætte afviste asylansøgere i centret.

Selv er 34-årige Mohamad Jaaf lige nu på humanitært ophold. For ham er deltidsansættelsen i Irak Center kulminationen på ni nedtrykkende år i Danmark – og på et tumultarisk liv i det hele taget.

Har fået en deform tå af tortur
Som 15-årig blev den sunnimuslimske kurder fængslet af Saddam Husseins frygtede regime. Da vi møder ham i hans spartansk indrettede lejlighed på Amager, peger han på sin deforme, mellemste tå, som er et resultat af den fysiske og psykiske tortur, som regimet angiveligt påtvang sine fanger.

Efter et år købte hans ganske velstående familie Mohamad Jaaf fri på betingelse af, at han blev indrulleret i Baathpartiets sikkerhedsstyrker.

Det blev starten på ti år med nye pinsler – såsom alle de natlige raids, hvor Mohamad Jaaf mod egen vilje var med til at slå hårdt ned på uskyldige mennesker. Indtil den dag, han fik nok.

»Jeg kunne ikke leve med det mere. Jeg kunne ikke slå ned mod civile mennesker«, siger han.

Dumpet ud af en campingvogn
Irakerens flugt til Danmark, som han i forvejen var fodboldfan af, gik gennem 7-8 lande, inden han blev dumpet ud af en campingvogn og lige ned på en dansk motorvej. Det var i sommeren 2001.

Ansøgningen om asyl afleverede han 6. september samme år, hvilket skulle vise sig at være dårlig timing. Seks dage senere sank tårnene i grus. En ny regering kom til herhjemme – og så var det pludselig håbløst at være irakisk asylansøger.

»Jeg var lidt uheldig dér«, som han siger.

Har boet på ni forskellige asylcentre
Hovedrystende beskriver Mohamad Jaaf ni mareridtsagtige år, hvor han har boet i ni forskellige asylcentre fra Hjørring til Bornholm. Undervejs på ruten har han fået fire afslag på asyl.

»Vi knækkede sammen psykisk. Man venter, laver ingenting. Vi måtte ikke engang gå til danskundervisning«.

Mohamad Jaafs kone, som han mødte i Center Sandholm, er psykisk syg. Det er formentlig årsagen til, at de nu begge har fået humanitært ophold i et halvt år indtil 13. juli med god sandsynlighed for forlængelse. Dermed kan Mohamad Jaaf som den eneste af de fire ansøgere til Politikens Irak Center få lov at arbejde. På deltid og med en løn på 16.000 kroner om måneden.

»Jeg er glad, fordi jeg kan hjælpe, men ked af det, fordi de her mennesker bliver sendt hjem til krig«, siger han og tilføjer, at han p.t. har kontakt med omkring 30 af de tvangsudviste folk i primært Nordirak.

Når det lykkes talsmanden for irakerne, som søgte tilflugt i Brorsons Kirke i 2009, at lokalisere og formidle penge til irakerne, skal de bruges til mad, medicin og tøj. Almindelige livsfornødenheder. Mohamad Jaaf føler sig overbevist:

»De kommer til at leve lidt bedre«.