Unge demonstrerer mod racisme i Odense.
Foto: LARS SKAANING

Unge demonstrerer mod racisme i Odense.

Danmark

Pressenævnet beskyldes for at ignorere racisme

Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination beskylder Pressenævnet for at handle politisk i flere sager om racisme i danske medier.

Danmark

Nye afgørelser fra det nævn, der skal holde et vågent øje med at pressen, bekymrer Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination (DRC).

Organisationen mener, at Pressenævnet udøver selvcensur i sager om racisme, senest i en sag der blev afvist i forrige uge, men som DRC nu har bedt nævnet genoptage.

»Jeg mener, at det er en del af en bølge mod mere og mere selvcensur i forhold til at kritisere sager hvor racisme indgår«, siger centerleder Niels-Erik Hansen.

Han ser flere nylige afgørelser fra Pressenævnet som udtryk for, at de frygter at bliver beskåret eller lukket. Det får dem til at træffe afgørelser, som de ved er politisk acceptable.

Irrelevant etnicitet Den konkrete sag drejer sig om en artikel fra B.T. Under overskriften Familie bag tremmer for bankrøveri, fortæller avisen, at ’de tre familiemedlemmer på 16, 18 og 22 år kommer alle fra en af Københavns ekstremt berygtede sigøjnerfamilier’.

Dokumentations- og rådgivningscentret mod racediskrimination har indklaget sagen på vegne af en af de omtalte personer.

Centeret mener nemlig ikke, at bankrøvernes etnicitet har nogen relevans for sagen. Desuden mener de, at omtalen af deres etniske baggrund gør det for nemt at identificere familien. Derfor indklager de sagen for pressenævnet.

»Først gjorde Pressenævnet alt, hvad de kunne for at sabotere, at vi overhovedet indklagede sagen. Da de så alligevel blev nødt til at tage den, afviste de den omgående i direkte modstrid med en tidligere afgørelse i en lignende sag«, siger centerleder Niels-Erik Hansen.

Medhold i 2002

Den tidligere afgørelse er fra 2002, og her fik klagerne (tre somaliske søskende) medhold i, at de kunne identificeres, selv om de ikke var nævnt ved navn.

Efterfølgende gik statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til stor fortrydelse for blandt andet Journalistforbundet ud med kritik af afgørelsen, da han mente at kendelsen var præget af for meget politisk korrekthed. Det er den kritik, som centerleder Niels-Erik Hansen frygter har påvirket Pressenævnets arbejde.

»Jeg tror at Pressenævnet i den her sag er bange for at genere politikerne efter Foghs kritik, og derfor vælger at udøve selvcensur ved at afvise sagen. Pressenævnet er jo et nævn, og kan i princippet bare lukkes«, siger centerleder Niels-Erik Hansen.

Sagen blev ifølge Pressenævnets begrundelse afvist, fordi at det ikke er muligt at identificere klageren ud fra artiklen, og at han derfor ikke har nogen retslig interesse i sagen. Med den begrundelse kan nævnet undlade at tage stilling.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce