Danmark under pres i EU's kamp mod holocaust-benægtere

Nyt EU-forslag vil tvinge dansk politi til at deltage i jagten på danske nazister og holocaust-benægtere, selv om de ikke bryder den danske lovgivning.

Danmark

En dansk politibetjent, der jagter en dansk nazist eller holocaust-benægter, så vedkommende kan blive dømt i Tyskland.

Det kan blive realitet, hvis EU's justitsministre bliver enige om en ny lov mod racisme og fremmedhad.

Første skridt på vejen til enighed foregår senere i dag, når justitsminister Lene Espersen (K) mødes med sine kolleger i Bruxelles.

Bidrag til andre landes efterforskning Det tyske EU-formandskab har godt nok droppet idéen om at indføre det tyske total-forbud mod nazistiske symboler og holocaust-benægtelse på europæisk plan.

Men i det tyske forslag lægges det i stedet op til, at EU-landene skal yde bistand til efterforskningen i sager om racisme og fremmedhad, der kører i andre medlemslande. Også selv om forseelsen ikke er i strid med loven i det pågældende land.

Det vil med andre ord sige, at dansk politi kan blive tvunget til at foretage ransagninger, videneafhøringer og jagte beviser mod en person, der er anklaget for at have sagt eller skrevet noget, som herhjemme hører ind under retten til ytringsfrihed. Herunder benægtelse af jødeudryddelserne - det såkaldte holocaust.

Skeptisk ekspert
Kravet gælder dog ikke, hvis den påståede forseelse er foregået i Danmark.

Princippet har ikke før været brugt til en specifik type kriminalitet, og docent i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard mener ikke, det burde indføres på et område, hvor nogle lande har stramme racismeregler, mens andre lande som Danmark vægter ytringsfriheden højt.

»Når der er så stor forskel på lovgivningen i de enkelte lande, så virker det helt bagvendt at indføre disse principper. Sådan nogle tiltag bør først og fremmest bruges på de områder, hvor der er mere ens regler«, siger Jørn Vestergaard.

Minister med ændringsforslag

På torsdagens møde vil Lene Espersen med støtte fra blandt andet Sverige forsøge at få forslaget ændret, så landene kun skal hjælpe med efterforskningen, hvis det er strafbart i begge lande. Men på den anden side af forhandlingsbordet står tunge nationer som Tyskland og Frankrig og presser på.

En række EU-lande har et forbud mod at hævde, at nazisternes jødeudryddelse ikke fandt sted. Det gælder blandt andet Tyskland, Frankrig, Østrig og Polen.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce