Venstrefolk vil hjælpe Irakflygtninge

Regeringen oplever et stigende pres fra egne rækker, som vil have løst spørgsmålet om de irakiske flygtninge.

Danmark

Irakiske børnefamilier, som har siddet indespærret i danske flygtningelejre i op til ti år, skal flyttes ud af centrene, så de kan få et mere tåleligt liv.

Så klar er meldingen fra flere og flere Venstrefolk både i baglandet og blandt partiets politikere på Christiansborg.

De peger på, at den dårlige sikkerhedssituation i det krigshærgede Irak gør det umuligt for de irakiske flygtninge at vende hjem nu og her. Og derfor efterlyser de mere eftergivenhed fra regeringens side.

»Min fornemmelse er, at der i Venstres bagland er en erkendelse af, at vi her står i et dilemma. På den ene side skal vi føre en konsekvent flygtningepolitik, hvor vi ikke lukker alle ind. På den anden side skal vi udvise mere medmenneskelighed. Det er ikke noget, vi skal skrive ind i udlændingeloven. Det bør være en selvfølge. Ellers kan jeg ikke kende Venstre«, siger Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech.

Selv om andre i folketingsgruppen ikke er enige i Birthe Rønns udmelding, oplever de også, at deres bagland stiller sig uforstående over for partiets linje.

Det handler jo om mennesker Venstres folketingsmedlem Inger Støjberg har holdt tale til ni forskellige generalforsamlinger for sit parti ude i landet. Og her er der mange spørgsmål om de strandede irakiske flygtninge: »De spørger, hvordan det kan være, at irakerne ikke kan blive. Så svarer jeg, at det ikke er politikernes afgørelse, men Flygtningenævnets. Men det er da klart, at det er noget, jeg tænker over. Det handler jo om mennesker«, siger Inger Støjberg. Kan godt bo udenfor lejreneBirthe Rønn Hornbech har det seneste halve år på Venstres gruppemøder foreslået regeringstoppen, at de irakiske børnefamilier bliver flyttet helt ud af lejrene – ligesom det skete med de bosniske flygtninge i 1990’erne. »De har ikke opholdsgrundlag, men der er ikke nogen modsigelse for mig i at sige, at selv om de ikke har det, kan de godt bo uden for lejrene, så længe det er så vanskeligt komme hjem«. Også medlem af Venstres integrationsudvalg, Ejvind Vesselbo oplever et stigende pres fra baglandet. Hvor debatten tidligere handlede om, hvor meget partiet skulle stramme, handler den i dag mere om, hvorvidt partiet i enkelte sager er gået for vidt: »Vi har haft en udmærket udlændingepolitik, men her har vi nogle mennesker, der har siddet heroppe i så mange år, at det er svært for en del af Venstres bagland at kapere, at vi ikke gør noget«, siger han. Ligesom Birthe Rønn Hornbech mener han, at man bør overveje at flytte de irakiske familier ud af centrene »for at give dem et pusterum«. Men med den afgørende klausul, at de ikke får opholdstilladelse i Danmark. En højtstående regeringskilde siger til Politiken, at »det er noget, der optager mange i regeringen, og noget, der bliver diskuteret blandt ministrene«.

V-toppen afviser ændringer

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har hidtil afvist al tale om særordninger. Og den politik bliver der ikke pillet ved, siger Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen. Han advarer om »svenske tilstande«: »I Sverige har man lavet særordninger, og det har ført til en massiv tilstrømning af irakere«, siger han og understreger, at spørgsmålet om irakiske asylansøgere »ikke er et hot issue« i hans eget politiske bagland.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce