Foto: JENS DRESLING
Danmark

Vejret har sat 17 rekorder på et år

Vi lever i vejrrekordernes tid, ikke kun for regn, men også for varme. Det seneste år er hele 17 danske rekorder sat, og vi skal til at indrette samfundet på et nyt klima.

Danmark

Regn, regn, regn.

Store dele af Sjælland druknede torsdag og fredag i vand, og endnu en vejrrekord er godt på vej, hvis resten af juli blot holder sig lidt over gennemsnittet.

Juni 2007 blev den vådeste i de 130 år, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lavet målinger: 124 mm mod normalt blot 55 mm. Men ordet ’normalt’ er allerede forældet, når man taler om det danske vejrlig. Vi får i disse år en forsmag på fremtidens klimaændringer med mindre af det, der i gamle dage var typisk dansk gråvejr, og mere varme og nedbør.

December blev ekstrem varm
Bare det seneste år er der sat 17 vejrrekorder. Vinteren blev den vådeste nogensinde med næsten dobbelt så meget nedbør som normalt – der altså ikke længere er normalt. Der var varmerekorder i juli 2006, fra september til januar og igen i marts-april.

December blev mest ekstrem med udsprungne kirsebærtræer og et gennemsnit på 7,0 grader – hele 1,9 grader over den hidtidige rekord fra 1934.

Vinteren blev som helhed 4,7 grader varm, mod 0,4 for et gammeldags normalår. Også foråret slog rekord med 8,9 grader mod 6,2 – og hele 661 solskinstimer.

Global opvarmning får skylden
Hovedforklaringen på rekordåret er, at det kraftigt opvarmede havvand ud for Nordvesteuropa længe holdt temperaturen og nedbørsmængderne langt over gennemsnittet. DMI fastslår, at så mange rekorder ikke kunne have været sat på så kort tid for 50-100 år siden.

»Hver enkelt rekord kunne godt være sat i begyndelsen af det 20. århundrede. Men et år, som det vi nu har oplevet, kræver med overvejende sandsynlighed, at vi er midt i en eller anden form for klimatisk ændring«, siger forskningsleder på DMI, Jens Hesselbjerg, der i februar var en af forfatterne bag FN’s store klimarapport.

»I takt med at den globale opvarmning tager til, vil vi på vore breddegrader bevæge os mod flere rekorder«, siger han.

Kloakrenovering skal i gang
Danmark er så småt i gang med at tilpasse sig det nye vejr: Forsikringsselskaber vil have kunder med større risiko for vand i kælderen til at betale højere priser, og større kommuner arbejder på at klimasikre kloakker med kæmpebassiner.

Men især mindre kommuner skal have fart på kloakrenoveringen, og byggeriet skal generelt tænke mere i klima end æstetik, med flere huse på sokler, siger eksperterne. Desuden bør man lave varslingssystemer for oversvømmelser af veje og beboelsesområder.

Foreløbig varsler DMI ikke yderligere nedbørsmængder af større betydning. Men i femdøgnsoversigten er der ikke en eneste dag uden ’regn’ eller ’byger’. Fortsat god sommer.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce