Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kritiserer den offentlige kampagne, der i øjeblikket opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation. Arkivfoto.
Foto: Thomas Borberg

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kritiserer den offentlige kampagne, der i øjeblikket opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation. Arkivfoto.

Danmark

Kirkeminister angriber donorkampagne

Kampagnen 'Tag Stilling' er propaganda, der deler danskerne op i de gode og de onde, mener Birthe Rønn Hornbech.

Danmark

De gode siger ja til organdonation, og de onde siger nej.

Det mener kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) er essensen i den offentlige kampagne, der i øjeblikket opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation.

I en kommentar i Kristeligt Dagblad i dag beskylder hun kampagnen 'Tag Stilling' for at være propagandamateriale, hvor borgerne forholdes oplysninger om, at de som organdonorer siger ja til hjernedød og derved til at blive holdt i live med respirator, og »at man med røde kinder og bankende hjerte køres bort for øjnene af de pårørende ...«.

Staten betaler for kampagnen
Kampagnen er finansieret via finansloven og koster fire millioner kroner. Som afsender står Sundhedsstyrelsen og Transplantationsgruppen, og formålet er at få flere danskere til at tage stilling til organdonation.

»Man fortæller ikke folk, at når de siger ja til organdonation, siger de også ja til, at deres pårørende ikke kan være der i dødsøjeblikket. Man bør oplyse folk om, hvad det er, og så bede dem tage stilling til, om de ønsker hjernedød eller hjertedød«, siger Birthe Rønn Hornbech.

Hendes partifælle og formand for Folketingets sundhedsudvalg Preben Rudiengaard, der selv er læge, understreger, at når man er hjernedød, er man absolut død, men han støtter ministeren i, at befolkningen kunne oplyses bedre om, hvad hjernedød reelt er.

Et middel til at høste organer
En af de personer, der optræder i kampagnen som fortaler for nej-synspunktet, er rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt, og han støtter Rønn Hornbech.

»Hjernedødskriteriet er alene et spørgsmål om at høste organer. Man skaber en pause, hvor folk stadig er så levende, at man kan tage deres organer, før de er hjertedøde. Det er fuldstændigt uacceptabelt, for ingen ved, hvad det vil sige at være hjernedød«, siger Lars Henrik Schmidt.

35.000 har taget stilling
Ib Gaarde-Nissen, formand for Transplantationsgruppen mener, ministeren har misforstået kampagnen.

»Formålet er at få folk til at tage stilling, ikke at presse dem til at sige ja. Og de skal tage stilling af hensyn til deres familie, så de undgår, at de pårørende står i en svær situation, den dag en i familien måske er hjernedød«, siger Ib Gaarde-Nissen:

»Hvis der var tale om tvang, som Birthe Rønn Hornbech hævder, var det 95 procent af befolkningen, der stod i Donorregisteret og ikke som nu, hvor det er 10-12 procent«, siger han.

Kampagnen har kørt i knap tre uger, og i den periode har 35.000 danskere taget stilling til organdonation. Donorregisteret har derved godt en halv million danskere stående, hvoraf kun omkring 30.000 har sagt nej.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce