Asylforening frygter skjulte hjemsendelser

En tvangsudsendt iraker uden en kriminel dom skaber bekymring for ny hjemsendelsespraksis i Danmark.

Danmark

Det er blevet sværere for offentligheden at følge med i udsendelser af afviste asylansøgere.

Det vurderer foreningen Asylret, der er bekymret over udviklingen.

»Vi undersøger lige nu en formodning om to hjemsendelser i juli, som ingen har hørt noget om. Det er jo rigtig interessant, hvis man generelt er begyndt at sende folk hjem uden at offentligheden kender til det«, siger Signe Færch fra Asylret til politiken.dk.

Senest er en ung iraker blevet sendt ud af landet mod sin vilje. Han havde ikke – som andre tvangsudsendte – en kriminel dom med sig i kuffterten.

Kuffert under sengen Hjemsendelsen puster til bekymringen i foreningen Asylret om en ny praksis på hjemsendelsesområdet.

Udover, at irakeren ikke er dømt for en kriminel handling, er det nemlig også gået hurtigt. Irakeren blev anholdt fra asylcenteret i Avnstrup i mandags, og fredag blev han sendt ud af landet.

»Det er bekymrende, at det er gået så stærkt«, fastslår Signe Færch.

Hun uddyber, at konsekvensen kan være, at afviste asylansøgere skal leve med en kuffert under sengen, parate til at blive tvangsudsendt med meget kort varsel.

»Vi prøver lige nu at finde ud af, hvad de afviste asylansøgere egentlig skal forholde sig til. Om de skal være klar til at blive sendt hjem på et hvert givent tidspunkt fra mandag til fredag, eller…«, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til foreningens formodning om en ændret praksis fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling, der står for hjemsendelserne. Chef for afdelingen Hans Viggo Jensen har tidligere over for Ritzau sagt, at han ikke vil udelukke, at der snart vil ske flere hjemsendelser.

Forvirring om vilje til aftale

Signe Færch besøgte den udviste iraker for en uge siden.

»Vi havde en del sprogvanskeligheder, så vi talte ikke så meget sammen. Men han var bange for at komme til Irak, og han var fortvivlet, fordi han har brugt de sidste syv år i Danmark«, siger hun.

Irakeren har angiveligt forud for hjemsendelsen fortalt sin advokat, at han var villig til at indgå en aftale om frivillig hjemsendelse. Han har desuden erklæret i retten, at han ikke havde forstået sine muligheder for frivillige aftaler.

Det har ikke været muligt at få dette bekræftet fra irakerens advokat Helge Nørrung.

Tidligere er otte kriminelle irakere blevet hjemsendt, yderligere én venter på at blive sendt hjem, mens tre personer venter på at få deres sag for byretten.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce