Et lille flertal blandt politiken.dks læsere vil ikke forbyde sexkøb i Danmark.
Foto: RINK PELLE

Et lille flertal blandt politiken.dks læsere vil ikke forbyde sexkøb i Danmark.

Danmark

Hver anden Politiken-læser vil tillade købesex

Et lille flertal af politiken.dks læsere vil ikke forbyde sexkøb. Særligt mændene er imod. De ser gennem fingre med elendigheden, mener mandeforsker.

Danmark

48 procent siger nej, mens 46 procent siger ja til at forbyde sexkøb i Danmark.

Sverige forbød det allerede i 1999, mens Norge vedtager et forbud i år. I Finland er udenlandsk prostitution forbudt.

At Danmark snart er det eneste land i Norden, hvor sexkøb er lovligt, fik i går en række kvindeorganisationer til at advare mod, at Danmark bliver Nordens 'Red Light District'.

Umuligt at afskaffe prostitution Og sådan skal det blive ved med at være, hvis det står til et lille flertal af politiken.dk's læsere.

Ud af cirka 2.500 stemmer er 48 procent imod, mens 46 procent støtter et forbud. Seks procent er i tvivl.

Over 60 læsere har skrevet ind, og her er det særligt mændene, der er imod et forbud.

»Det minder mig lidt om kongen (Knud?), der prøvede at stoppe bølgerne, ved at befale de skulle lægge sig«, skriver Simon Rosenkilde fra København.

Forbud ses kun på overfladen
Det argument går igen: prostitutionen vil stadig eksistere, selv om den gøres forbudt.

»Kvindehandel og sexslaveri skal bekæmpes, men at forbyde prostitution fjerner ikke problemerne, det gør det kun pænere på overfladen«, skriver Erik Jon Sloth fra Århus.

De kvindelige læsere, der har skrevet ind, har et andet syn på sagen:

»Vi har brug for, at mænd og kvinder er ligeværdige, og det er de ikke, så længe den ene part kan købe den anden for et latterligt lille beløb«, skriver Birgitte Møller fra Dianalund.

Nyder forbud i Sverige
En af læserne er flyttet til Malmö, hvor prostitution er forbudt.

»Jeg nyder det kæmpe velfærdsgode det er, ikke at være tvunget til at se bordeller og ludere, hvor vi færdes - især med mine børn. Dejligt, ikke at bevidne kvindelig fornedrelse dagligt«, skriver Trine Hansen fra Malmö.

Et par enkelte mænd er enige:

»Det er velfærdssamfundets pligt at beskytte de svageste. At det går ud over de få »lykkelige ludere« er så den pris, man må betale, for at beskytte de »ulykkelige« danske og udenlandske prostituerede«, skriver Lars Henriksen fra Slagelse.

Mænd ser gennem fingre med elendigheden
Mandeforsker Kenneth Reinicke støtter et forbud mod sexkøb, hvilket han skriver om på sin blog.

Når mange mænd tilsyneladende er imod, skyldes det ifølge Kenneth Reinicke, at de ikke formår at sætte sig ind i de sociale og økonomiske forhold, der er baggrunden for, at nogle kvinder bliver prostituerede

»Mændene ser gennem fingre med elendigheden«, forklarer han.

»Og så er mænd ikke vant til at opfatte problemer kønspolitisk. De har en tendens til at sige, at det er et frit valg«.

Rodfæstede forestillinger

Kenneth Reinicke mener dog, at der er en bevægelse i gang, særlig blandt de unge.

Han henviser til kampagnen »Forbyd sexkøb nu«, hvor 88 mænd offentligt har meldt ud, at de støtter et forbud. Heriblandt filminstruktør Anders Morgenthaler, skuespiller og musiker Simon Kvamm og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

»Ligesom vi er imod vold, begynder flere at se dét at købe sex som et overgreb, der er en voldelig handling«, siger mandeforsker Kenneth Reinicke.

»Men det er klart, det går langsomt, for de forestillinger, der legitimerer det, er meget rodfæstede i vores kultur«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce