Rigspolitichef Jens Erik Højbjerg er ked af, hvis problemet med nøgne kvinder på væggene og computerskærme ikke er løst. (Arkivfoto)
Foto: Finn Frandsen

Rigspolitichef Jens Erik Højbjerg er ked af, hvis problemet med nøgne kvinder på væggene og computerskærme ikke er løst. (Arkivfoto)

Danmark

Side 9-piger skaber splid i politiet

På flere afdelinger hænger billeder af nøgne kvinder, og det har fået tidligere politielev til at skrive åbent brev til rigspolitichefen.

Danmark

Det er egentlig forbudt ifølge politiets egne regler - og muligvis i strid med ligestillingslovgivningen, men en årelang tradition blandt de danske politibetjente fortsætter uanfægtet: Betjentene udsmykker landets politistationer med kalender- og side 9-piger.

Samtidig benytter betjentene seksuelt ladede skærmbilleder på deres computere.

Nu har en tidligere politielev fået nok. Jurist Maja Markman spørger i et åbent brev i dagens udgave af Berlingske Tidende rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg:

»Hvad vil politiets ledelse gøre ved det? Hvordan vil I sikre jer, at ansatte ved dansk politi fremover ikke skal forholde sig til denne problemstilling, idet man lever op til politiets egen overordnede politik, men tillige dansk lovgivning (i øvrigt en fornuftig en af slagsen)?«.

Klagede til politidirektøren

Indtil november var Maja Markman politielev i København, før hun valgte at vende tilbage til juraen i stedet. Allerede i februar 2008 tog hun kontakt til Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen og protesterede over side 9-pigerne.

Men trods en notits i et politiblad om, at de anstødelige billeder ikke var tilladt på arbejdspladsen, hænger de der stadig, siger Maja Markman.

I brevet understreger Maja Markman, at hun føler, at Københavns Politis ledelse reagerede seriøst på hendes henvendelse, og det glæder rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg:

»Det er vigtigt, at medarbejdere i politiet føler, at de kan rejse væsentlige problemstillinger, og at de bliver behandlet og løst«.

Men rigspolitichefen beklager samtidig, hvis de anstødelige billeder stadig findes på politistationerne.

»Jeg er til gengæld ked af, at hvis problemet ikke er løst lokalt. Vi har i politiet taget principiel stilling. Vi ønsker ikke anstødelige billeder eller lignende på vores arbejdsplads, og det er de lokale ledelsers opgave at påse, at intentionerne i den overordnede personale- og ledelsespolitik bliver gennemført. Det vil jeg nævne for politidirektørerne, når vi mødes«, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforeningen i København, kalder det »pinligt«, at plakaterne med nøgne damer stadig kan findes på politistationerne. Han understreger, at billederne ikke er sat op for at støde nogen.

»Lige som på mange andre traditionelle mandearbejdspladser har vi bare ikke helt fulgt med tiden: Vi er jo allerede sidste år blevet gjort opmærksom på, at nogen har følt sig stødt over billeder på skabslåger og på vægge. Billeder, som kunne have anstødelig karakter. Billederne strider imod vores egne regler, som vi selvfølgelig har bakket op om. Vi har ikke ønsket at lege plakatpoliti - men det her er helt åbenbart ikke godt nok, når nogen stadig føler sig forurettet«, siger han.

Billederne med letpåklædte damer har Maja Markman konstateret på politiets værksted, Station City i København og i specialafdelinger under Rigspolitiet.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce