Christina fik otte slag med en politiknippel. Ud over det store mærke på benet, har hun fået en bule i hovedet og en forstuvning i ryggen.
Foto: FINN FRANDSEN

Christina fik otte slag med en politiknippel. Ud over det store mærke på benet, har hun fået en bule i hovedet og en forstuvning i ryggen.

Danmark

Forslået aktivist: Det er min hjertesag

Irakerne i Brorsons Kirke er så vigtige for Christina Søndergaard, at hun var ligeglad med politislag og peberspray.

Danmark

20-årige Christina Søndergaard er stadig chokeret over begivenhederne natten til torsdag.

Her fik hun otte slag med en politiknippel, da hun forsøgte at forhindre politiet i at køre væk med 19 anholdte irakerne fra Brorsons Kirke i København ved at sætte sig på vejbanen.

Nu vil hun klage til Statsadvokaten for København over den hårdhændede behandling, som har forstuvet hendes ryg og efterladt blå mærker flere steder på hendes krop.

LÆS OGSÅ Ung kvinde klager over knippeltæsk

»Jeg kender ikke til love og paragraffer, men jeg er overbevist om at de ikke måtte bruge så meget magt på mig. Jeg kan ikke forestille mig, at så mange slag er almindelig procedure for at opløse fredelige demonstrationer«, siger Christina Søndergaard.

»Asylpolitik er min hjertesag«
De anholdte irakere skal udvises til Irak, men vil ikke rejse frivilligt, fordi de frygter at blive slået ihjel i de urolige land.

Derfor tog de ophold i Brorsons Kirke i København for tre måneder siden, i håb om at den desperate aktion kunne skabe opmærksomhed om deres situation.

Sammen med foreningen Kirkeasyl hjalp Christina Søndergaard dem med det praktiske under deres tre måneders ophold i Brorsons Kirke.

Det var blandt andet at skaffe daglige fornødenheder eller gå en tur med børnene hver dag, så de ikke bare sad i kirken hele tiden.

TVPolitiken.tv's interview med Christina Søndergaard

Christinas gruppe - hverdagsgruppen - havde kontakten med kirkens personale. For eksempel for at undgå at kirketjeneren blev bombarderet med opkald, da der var vandskade, men også den anden vej, hvis der for eksempel var for meget larm.

»Jeg går meget op i asylpolitik. Det er min hjertesag, og jeg syntes Kirkeasyl var en helt fantastisk ide«, siger Christina Søndergaard.

Hverdagsliv i kirken
Hun beskriver foreningen Kirkeasyl som et sammenrend af Nørrebros forskellige unge aktivistiske miljøer, samt andre borgere som er imod udvisningen af irakerne.

Nogle af aktivisterne knyttede nære venskaber med irakerne i de tre måneder, efterhånden som den usædvanlige situationen begyndte at blive en slags dagligdag.

Også kirkens præst Per Ramsdal sad nogle gange i timevis og talte med de udvisningstruede.

Præsten: En sørgelig dag for Danmark

Christina talte dog ikke så meget med irakerne i de måneder, de var i kirken. Hun var usikker på, om hun med sine spørgsmål kunne være med til at traumatisere dem yderligere.

»Jeg ved ikke særligt meget om at arbejde med traumatiserede flygtninge, så jeg var en lille smule bange for at komme til at sige noget forkert«, siger hun.

Næppe sundt at bo i kirke
Hun erkender at det var en dårlig situation for flygtningene, som i forvejen havde det svært.

»Jeg tror ikke, at der er nogen der ville påstå at det var sundt for dem at være i kirken. Det er mange folk klemt sammen på så lille et område. Krypten var ikke bygget til at der skulle bo mennesker i den«, siger Christina Søndergaard.

Men samtidig var der ikke meget at stille op, mente både Kirkeasyl og irakerne.

»Vi forsøgte at skabe rammer, så dem der havde lyst kunne være der. Folk var også ude af kirken for at overnatte med familie og så videre, men de havde det med at komme tilbage fordi de mente, det var den eneste måde de kunne få hjælp på«, siger hun.

Anholdte irakere nægter at spise og drikke

700 var tilmeldt SMS-kæde
Under de mange måneders ophold i Nørrebrokirken, var der flere gange spekulationer om, hvorvidt kirken ville blive ryddet af politiet.

For at gøre det sværest muligt for ordensmagten at hente irakerne, oprettede Kirkeasyl en sms-kæde.

Op mod 700 skrev sig på listen, og da 120-150 betjente dukkede op ved kirken lidt over et om natten blev sms-kæden sat i gang.

FOTOPolitiet rydder Brorsons Kirke

Inden for et kvarter begyndte de første demonstranter at dukke op, og hen ad tretiden var der op mod 250 demonstranter på stedet.

De havde allerede ved oprettelsen af SMS-kæden aftalt strategien om civil ulydighed - passiv protest i form af siddende menneskekæder på jorden, som skulle forhindre politiet i at gøre deres arbejde.

»Folk skulle sætte sig så tæt på kirken som overhovedet muligt, enten for at forhindre politiet i at trænge ind i kirken, eller for at forhindre dem i at komme væk med deres biler. Det var hele tiden meningen, at det skulle være stille og roligt«, siger Christina.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi vidste jo, at politiet ville vinde«
Da SMS'en kom tidligt torsdag morgen, hopper Christina Søndergaard straks på cyklen og skynder sig til Brorsons Kirke.

Hun har før deltaget i mange demonstrationer, og set aktivister gennemføre civile ulydighedsaktioner, men »uden at føle trang til at deltage«.

»Det her er første gang, hvor der har været noget, der var så vigtigt, at jeg var pisse ligeglad med at blive slået eller få peberspray. Vi vidste jo godt at politiet ville vinde, og at de skulle gøre deres arbejde, men det var et desperat sidste forsøg på at gøre en forskel«, siger hun.

Hun sætter sig straks i en kæde, hvor hun sidder i to timer, før politiet fjerner aktivisterne. Så sidder hun i to mere. Flere gange forsøger politiet at provokere aktivisterne til mere aktiv modstand, siger hun.

Peberspray og otte knippelslag
De otte slag fra en politiknippel falder, da hun sidder i den fjerde kæde.

Der har hun registreret, at flere medaktivister har fået slag med knippel eller er blevet sprayet med peberspray på kort afstand.

SE OGSÅPolitiken.tv har samlet flere voldsomme klip fra demonstrationen (klippet med Christina kommer 1:50, hun sidder yderst til højre).

Men hun er fyldt af formål og adrenalin, og tænker ikke på sin egen sikkerhed. Da hun ser tre aktivister sidde alene for at stoppe politiet, sætter hun sig og lænker armene sammen sammen med dem.

»Så hører vi, at politiet vil bruge peberspray, og jeg tager min arm op for at beskytte mine øjne. Der går nogle sekunder, og da fjerner den for at se mig omkring, begynder jeg at blive slået«, siger hun.

»Jeg var vist lidt i chok på det tidspunkt. Jeg synes, jeg kan se betjenten for mig, og kan huske at det første slag falder på benet. Så får jeg nogle flere slag, og derefter et i hovedet«, siger Christina.

På videoen slår en betjent hende i alt syv gange imens hun sidder ned. Så forsøger hun at flygte, og får endnu et slag i ryggen.

»Jeg rejser mig op, men jeg har så kraftig smerte i ryggen, og det er gået ind i åndedrættet, så jeg har svært ved at trække vejret«, siger hun.

»Jeg bryder fuldstændig sammen«

På videoen kollapser hun, men får hjælp af nogle aktivister, som får hende væk. Hun er så chokeret, at hun i stedet for at tage på skadestue, går rundt området »og ser ynkelig ud«.

»Jeg vil stadig gerne være med i protesterne og blokaderne, men erkender at jeg ikke er i stand til det. Jeg bryder fuldstændig sammen«, siger Christina, som får hjælp af sin kæreste til at finde en taxi og komme på skadestuen.

Her konstaterer lægen at hun heldigvis ikke har fået varige men, men har forstuvet noget i ryggen. Derudover har hun store blå mærker på det ene ben, en bule i hovedet, og mindre mærker andre steder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Kirkeasyl vil klage over politibrutalitet

Christina Søndergaard har givet flere interviews i løbet af dagen, og vil stoppe efter at have snakket med politiken.dk. Hun har næsten ikke sovet siden i går, og har ondt i kroppen.

Efter interviewet på vej ud af døren giver hun endnu en grund.

»Jeg håber ikke hele mediedebatten kommer til at handle om politivold. Det er irakerne det handler om«, siger hun.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce