propaganda. Foto fra en video, hvor al-Qaeda argumenterer for fremtidige angreb på USA. Videoen blev lagt ud på en af de hjemmesider, som ofte bruges af islamistiske grupper.  (AP Photo/IntelCenter)

propaganda. Foto fra en video, hvor al-Qaeda argumenterer for fremtidige angreb på USA. Videoen blev lagt ud på en af de hjemmesider, som ofte bruges af islamistiske grupper. (AP Photo/IntelCenter)

Danmark

Bred opbakning til forbud mod terror-surfing

K, DF og S støtter idé om at kriminalisere besøg på terrorhjemmesider.

Danmark

Der er bred enighed i Folketinget om, at net-surfing på diverse terrorhjemmesider bør forbydes.

Både de konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bakker op om SF's forslag om at sidestille download af bombemanualer og terror-videoer med tilsvarende download af børneporno.

»Det er vi bestemt positive over for«, siger de konservatives retsordfører, Tom Behnke.

»Det kan være meget vigtigt at få grebet tidligt ind over for de, der er på vej ud i en radikalisering, og her kan et forbud mod at besøge sådanne sider være et skridt på vejen«, siger han.

LÆS ARTIKEL

Også Dansk Folkeparti er positivt stemt over for en lov mod besøg på hjemmesider, der hylder eller opfordrer til terror.

»Jeg synes, der er takter i forslaget, som er positive, og som vi godt kan arbejde videre med«, siger Martin Henriksen, der er DF's medlem af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Han mener dog, at der er flere spørgsmål, der skal afklares, før der kan lovgives om terror-netsurfing.

LÆS ARTIKEL

»Først: Kan det rent teknisk lade sig gøre, og hvilke hjemmesider skal i så fald være forbudte? Og selv om vi forbyder det, så har nogle jo brug for at gå ind på de her hjemmesider, for eksempel journalister, der skal bruge det til baggrundsviden«, siger han.

Svært at afgrænse terror-sider
Også Socialdemokraterne mener, der er et godt stykke vej til en lov mod at besøge terror-relaterede hjemmesider, selv om partiet bakker fuldt op om det, de kalder en »spændende idé«.

»Det kan godt være svært at lave en afgrænsning af, hvad en terrorhjemmeside er. Og selv om man gør det, så skal folk på forhånd kunne vide, at de er på vej ind på en ulovlig side, så de ikke uforvarende havner inde på et forum, hvor der pludselig ligger noget forbudt«, siger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup.

Hun peger også på et andet problem, der kan opstå - nemlig at et forbud mod de radikaliserede netsider formentlig bare får materialet til at florere på mere lyssky steder.

LÆS ARTIKEL

»Ting forsvinder ikke af, at vi forbyder det, det kommer bare til at sprede sig på andre måder, for eksempel ved at gå fra hånd til hånd. Og nogle gange er det måske lettere, hvis det ligger på nettet, for downloader du noget derfra, efterlader du dig altid spor, og det kan være en fordel, hvis man skal finde de, der gør det«, siger Karen Hækkerup.

DF: Væsentligt at kunne straffe
Også Konservative vil nu se nærmere på, hvordan forslaget vil kunne føres ud i praksis.

»Vi skal diskutere, hvordan det kan håndteres, og hvad det skal medføre, hvis man gør det. Skal det medføre sanktioner, observationer eller samtaler, det skal vi have set på«, siger Tom Behnke.

DF er noget mere klare i spyttet. Bliver det ulovligt at besøge diverse terrorvenlige hjemmesider, er det meget væsentligt, at man kan straffe de, der gør det, mener DF's Martin Henriksen.

»Det skal ikke være svævende, om det skal have konsekvenser«, siger han.

»Det skal jo være en samlet vurdering. Men hvis man forestiller sig en person, der frekventerer en bestemt moske, hvor vi ved, at imamen er kendt for at tale lidt for venligt om Al Qaeda. Og hvis vi så samtidig kan se, at vedkommende er hyppig gæst på hjemmesider, der opfordrer til terror, så kunne man forestille sig, at han kunne få frataget sin opholdstilladelse«, siger Martin Henriksen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres retsordfører, Kim Andersen.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce