Ghetto. Vollsmose er et af de mest omtalte sociale boligbyggerier i Danmark.
Foto: JONATHAN BJERG MØLLER

Ghetto. Vollsmose er et af de mest omtalte sociale boligbyggerier i Danmark.

Danmark

Vollsmose-beboere er uenige om etnisk konflikt

Går ghettoens problemmagere specifikt efter danskere? Diskussionen raser.

Danmark

Er der eller er der ikke tale om en etnisk konflikt i Odense-bydelen Vollsmose?

Diskussionen raser, efter at en usædvanlig problematisk måned i bydelen med overfald og jævnlige afbrændinger af biler har fået formand Ra Ranunkel for det såkaldte samarbejdsråd i bydelen til at tage bladet fra munden.

LÆS OGSÅ

Han blev i dagens udgave af Fyens Stiftstidende citeret for, at der er en etnisk konflikt i gang i Vollsmose, hvor etniske danskere forfølges.

Overfor politiken.dk siger han dog, at avisen har strammet hans citater lige lovlig meget. Men der er et reelt problem.

»Hvis man ikke passer på, kan det ende i en etnisk konflikt. Det, det konkret handler om, er, at en gruppe af somaliske knægte igen og igen overfalder 'hvide' danskere«, siger Ra Ranunkel.

Forstår godt had mod danskere
Han har tidligere været stillet op til kommunalvalg for Enhedslisten og mener generelt, at der er problemer med racisme i Danmark, blandt andet foranlediget af mange år med Dansk Folkeparti som regeringens sekundanter.

Men han mener også, at en art racisme virker den anden vej i Vollsmose for tiden.

»Der er et stigende antal overfald på danskere, begået af unge af anden etnisk oprindelse«, siger formanden, som især kender udviklingen fra stamklientellet på et værtshus i bydelen.

»De (etniske danskere, red.) kommer på et værtshus og drikker sig fulde, og så bliver de spyttet på, råbt efter og hånet, og nu bliver de så også overfaldet og frarøvet deres ting. Det ser ud for mig, som om de er trængte for øjeblikket«, siger Ra Ranunkel.

Han kan godt sætte sig ind i vreden mod danskere, men mener, den er rettet det forkerte sted hen.

»Jeg forstår jo godt, at der er et stigende had mod danskerne. Det er bare de forkerte danskere, de hader. For dem, der bor herude, er simpelthen mennesker, som ikke har det særligt godt«, siger samarbejdsrådets formand.

Beboerformand tvivler på konkret forfølgelse
William Hansen, som er gadeplansmedarbejder for Odense Kommune, men udtaler sig i sin egenskab af formand for Hybenhavens beboerforening i Vollsmose, kan dog ikke genkende forfølgelsen af danskere.

»Jeg er ikke kun ansat herude, jeg bor her også. Og jeg føler mig ikke forfulgt. Men det er ikke det samme, som at det ikke findes - Vollsmose er et stort område«, siger William Hansen.

Han har ikke hørt andre beboere tale om hetz mod etniske danskere, men kender godt til, at nogle personer kan føle sig forfulgt.

»Men det er meget på kryds og tværs, og af mange forskellige årsager. Grupper ser sig gale på hinanden«, siger William Hansen.

»Når jeg vandrer rundt her, oplever jeg det som et meget fredeligt område, hvor folk behandler hinanden ordentligt. Men det udelukker jo ikke, at der et eller andet sted ovre i Fyreparken eller Lærkeparken eller lignende, bor nogle mennesker, som føler sig forfulgt«, siger han.

Uromagere angriber alle
Heller ikke formand for Integrationsrådet i Odense Mahmoud Daoud kender til specifik forfølgelse af etniske danskere.

Han vurderer, at 'problembørnene' er en hård kerne på 15-20 stykker, som har en randgruppe af 'supportere'. Tilsammen bliver det til 80-100 personer, mange af dem af somalisk eller palæstinensisk afstamning.

»Vollsmose har 12.000 indbyggere, og ud af dem er der en lille gruppe af uromagere og kriminelle. Jeg kan ikke udelukke, at de snakker grimt til nogle eller generer dem. Men i det store hele har vi altså ikke nogen etnisk konflikt«, siger Mahmoud Daoud.

Han kender godt til, at gruppen af uromagere taler fordomsfuldt og racistisk til etniske danskere. Men det gør de også til alle andre, uanset nationalitet, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Beboerne er utrygge og frustrerede, og nogle tør knap gå på bytorvet eller lade deres børn bevæge sig frit. Og det er altså alle slags nationaliteter, der har det sådan«, siger han.

De krænker og mobber
Mahmoud Daoud vil dog ikke afvise, at det for nogle etniske danskere kan føles som racisme mod lige præcis dem.

»Jeg vil ikke udelukke, at nogle af de her uroskabende unge, som er socialt belastede og har problemer, kan finde på at genere nogen på grund af deres etnicitet eller andet«, siger han.

I hans vurdering handler det om nogle personer med så svære problemer, at de har brug for at lade det gå ud over andre

»Den måde, de her unge, er på, er at mobbe andre og krænke andre, og det går ud over både etniske danskere og minoriteter. Man kan godt kalde det racisme, men så er det racisme mod alle«, siger han.

»De er heller ikke glade for velfungerende indvandrerunge, som passer deres skole - de er enten stikkere eller overintegrerede. Det her sprog rammer alle«, siger Mahmoud Daoud.

Holder fast i at danskere forfølges

Formanden for samarbejdsrådet i bydelen Ra Ranunkel holder dog fast i sin udgave af begivenhederne - han mener, der er målrettet hetz mod danske indbyggere i bydelen.

»Jeg ved da godt, de andre gerne vil tie det her ihjel. Det er ubehageligt at skulle sige sådan nogle ting, og i dag har jeg også været udsat for en del reaktioner fra folk, som synes, jeg skal holde min kæft«, siger han.

»Jeg synes, det er lidt trist, når man i et område som det herude kan bruge masser af kræfter på racisme mod danskere af anden etnisk oprindelse - og det skal man - men vil gemme det væk, når etniske danskere siger, at de føler sig forfulgt. Racisme er racisme, uanset om det kommer fra en sort eller en hvid«, siger han.

Også Fyns Politi var i dag ude at sige, at der er et stigende had mod danskere blandt de mest udsatte unge.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce