København får 'snydeknap' mod socialbedragere

Borgere kan fra december anmelde hinanden anonymt på nettet for socialt bedrageri.

Danmark

Gå på nettet og sladr anonymt til kommunen, hvis din nabo snyder med kontanthjælpen, børnetilskuddet eller boligsikringen.

Sådan lyder opfordringen til borgerne fra Københavns Kommune, der på deres hjemmeside indfører en såkaldt snydeknap fra december.

Den anonyme anmeldetjeneste skal foreløbig afprøves i seks måneder, men bliver med altovervejende sandsynlig permanent efter forsøgsperioden.

Snydere slipper Beslutningen om at implementere tjenesten er blevet vedtaget i Borgerrepræsentationens økonomiudvalg med et spinkelt flertal.

»Vi skal ikke holde hånden over de sociale bedragere, og der er stadig nogle, der slipper af sted med snyderiet uden at det får konsekvenser«, siger Mette Reissmann, politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe.

»Snydeknappen giver borgerne mulighed for hurtigt at klikke sig ind via et medie, alle har stor adgang til. Og så er det vores håb, at det knappen også vil have en præventiv effekt«, siger hun.

Forsøg gav 82 tip
Indførelsen af snydeknappen kommer efter, at ordningen blev afprøvet fire uger i foråret. Det gav 82 henvendelser, hvoraf de 44 blev undersøgt nærmere af kommunens kontrolgruppe mod socialt bedrageri.

Men indførelsen af den anonyme anmeldetjeneste bekymrer Ayfer Baykal, medlem af borgerrepræsentationen for SF.

»Selve tendensen med at opdrage borgere til at stikke hinanden er problematisk«, siger hun.

SF: Moralsk forkert

Ayfer Baykal mener, det er moralsk forkert, at gå ind ind politisk og bede borgerne være dyneløftere.

»Der er i forvejen en stærk indsats mod socialt snyd, hvor en kontrolgruppe sammenkører registre og finder bedragerne«.

Spørgsmålet er, om en snydeknap overhovedet bliver til virkelighed for Københavns Kommune. Datatilsynet er således i øjeblikket i gang med at vurdere, om de anonyme anmeldetjenester juridisk lever op til gældende krav.

Det sker, fordi Politiken tidligere har skrevet om, hvordan 25 kommuner bryder persondataloven, fordi de anonyme anmeldetjenester ikke krypterer de meget personfølsomme data, som indberetningerne kan indeholde.

LÆS ARTIKEL

Det får imidlertid ikke Mette Reissmann til at ryste i bukserne.

»Jeg deler ikke SF's frygt, som er en smule overdreven. Man kan i forvejen sende anonyme tips ind med posten«, siger hun.

Men der er jo forskel på, hvordan man håndterer oplysningerne. Hvordan har I sikret jer, at snydeknappen overhovedet er lovlig?

»Vi er løbende i dialog med Datatilsynet, og vi skal naturligvis have tingene i orden, før vi indfører knappen. Det kommer ikke til at blive sådan, at vil tilsidesætte personernes retssikkerhed«, siger Mette Reissmann.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce