Professor lavede spionliste over 10 studerende

Konfiskeret liste over studerende og militærpersoner bliver vigtigt bevis i retssag mod professor.

Danmark

En liste med navne på studerende fra Københavns Universitet bliver et centralt bevis i den kommende retssag mod forsker ved Københavns Universitet Timo Kivimäki, der er tiltalt for spionage.

Det siger en politikilde til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det er en liste over cirka 10 studerende og oplysninger om fire personer fra Center for Militære Studier. Det er vores opfattelse, at de navne skulle overleveres til hans russiske kontakter. Studerende, der læser statskundskab, vil jo formodes at blive placeret i centraladministrationen på længere sigt«, siger politikilden til Berlingske Nyhedsbureau.

LÆS OGSÅ

Den finsk-fødte professor er tiltalt for at have hjulpet den russiske efterretningstjeneste med at operere på dansk grund efter straffelovens paragraf 108, der kan straffes med fængsel i op til seks år.

Han har ifølge anklagemyndighedens opfattelse angiveligt udleveret oplysninger til fire russiske agenter i Danmark.

Agenter eller diplomater

Timo Kivimäki nægter sig skyldig. Til Weekendavisen har han forklaret, at han alene havde møder med almindelige diplomater fra den russiske ambassade og ikke med efterretningsagenter.

I den kommende retssag vil netop listen med navne på studerende og personer fra Center for Militære Studier blive et vigtigt bevis for anklagemyndigheden.

»Det er et ganske stærkt bevis i sagen, for pludselig bliver mennesker af kød og blod involveret«, siger politikilden til Berlingske Nyhedsbureau.

LÆS OGSÅ

Timo Kivimäki har siden januar sidste år været suspenderet fra Københavns Universitet, hvor han arbejdede som fredsforsker. Sagen mod ham begynder i april med et indledende retsmøde.

FACEBOOK

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce