32-årig mand stukket i maven af ekskæreste

Offeret svæver mellem liv og død på Aalborg Sygehus efter overfaldet. En 20-årig kvinde er anholdt.

Danmark

En 32-årig mand blev torsdag aften overfaldet af sin tidligere kæreste på en adresse på Hadsundvej i Aalborg.

»Han er blevet stukket i siden af maven med en kniv. De kender hinanden fra et tidligere forhold«, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 23, og manden blev hurtigt sendt med ambulance til Aalborg Sygehus. Han svæver i øjeblikket mellem liv og død.

»Hans tilstand går op og ned. Han har indre blødninger, som man har svært ved at få stoppet«, fortæller Per Jørgensen, som oplyser, at manden er blevet stukket to gange.

Kvinde og kniv fundet

Den 20-årige gerningsmand blev kort tid efter overfaldet fundet af de nordjyske betjente.

»I en nærliggende lejlighed bliver en kvinde anholdt. Den kniv, som er benyttet, er også fundet«, siger Per Jørgensen.

»Hun har erkendt, at det er hende, der har gjort det«, tilføjer vagtchefen.

Både offer og gerningsmand er i forvejen kendt af politiet. Den 20-årige kvinde bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag, hvor politiet vil sigte hende for drabsforsøg.

FACEBOOK

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce