Affaldsegnet. Undergrunden ved Paradisbakkerne på Østbornholm skal måske være atomaffaldsdepot. Men bornholmerne protesterer højlydt.
Foto: Magnus Holm

Affaldsegnet. Undergrunden ved Paradisbakkerne på Østbornholm skal måske være atomaffaldsdepot. Men bornholmerne protesterer højlydt.

Bornholm kan blive Danmarks nye atomlosseplads

Danmarks radioaktive affald kan ende under Paradisbakkerne.

Danmark

Et naturskønt område, der strækker sig fra Bornholms kyst til Paradisbakkerne, er udpeget som et af seks mulige steder i Danmark, hvor 10.000 kubikmeter atomaffald skal graves ned i undergrunden.

I går var der borgermøde på biblioteket i Rønne, hvor bornholmerne luftede deres utilfredshed med udsigten til at få en radioaktiv losseplads på solskinsøen. Blandt deltagerne var borgmester Winni Grosbøll (S):

»Jeg vil ikke have det skidt til Bornholm. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man placerer atomaffaldet her på øen, ødelægger man så meget af det, vi har arbejdet for i mange år. Det vil ramme turismen og erhvervslivet, og Bornholm vil blive bombet mange år tilbage«, sagde hun.

Bornholm er en af fem kommuner, Statens Institut for Strålebeskyttelse har peget på som mulige nedgravningssteder for radioaktivt affald fra det tidligere Forskningscenter Risø, der tog sin sidste reaktor ud af drift i april 2000.

Alle fem kommuner ligger i landets yderområder, og for Skive Kommunes vedkommende har instituttet peget på to mulige lokationer.

Bornholms borgmester vil dog kæmpe indædt mod, at det radioaktive affald ender under Paradisbakkerne.

»Vi lever jo blandt andet af at tage imod gæster på vores ø, så det er jo en stor frygt, at det vil påvirke turismen. Jeg tvivler på, at særlig mange familier vil finde det tiltalende at placere badeferien oven på et atomaffaldsdepot, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at ramme en vigtig indtægtskilde for Bornholm – og dem har vi jo ikke så mange af i forvejen«, siger hun.

LÆS ARTIKEL

Men gør det nogen forskel for turisterne, hvis affaldet er gravet ned i undergrunden og ikke kan ses?

»Det her handler om psykologi og følelser. Det kan da godt være, at det atomaffald er ufarligt, men alene den psykologiske effekt af at vide, at der er atomaffald i undergrunden, vil helt sikkert påvirke mange«, siger Winni Grosbøll.

Frygter du, at det er farligt?

»Man må jo tro på, at det er sikkert, når statslige myndigheder siger, at det er det. Men jeg kan da godt undre mig over, at man mener, at det er nødvendigt at bruge 600 millioner kroner på at grave noget ufarligt ned i jorden«.

»Samtidig kan jeg også undre mig over, at man, hvis atomaffaldet er ufarligt, har fravalgt flere steder at placere depotet, fordi det ligger for tæt på tætbefolkede steder. Det er svært for mig at forklare bornholmerne, hvorfor affaldet ikke kan placeres ved Middelfart eller Fredericia, når det åbenbart godt kan placeres på Bornholm«.

Atomaffaldet skal jo placeres et eller andet sted. Hvis det ikke bliver på Bornholm, kommer det vel bare til at ende hos en anden kommune?

»Vi borgmestre fra de fem berørte kommuner har jo kørt fælles kurs. Vi har forsøgt at foreslå, om man ikke kunne lave et samarbejde med Tyskland eller Sverige, hvor de har langt mere erfaring med atomaffald, end vi har i Danmark. Og vi har peget på en anden mulighed, som er at lade det ligge i Risø, hvor det jo allerede har været i mange år uden problemer. Det er igen det med det psykologiske, for det betyder noget, hvis man pludselig skal til at flytte det og måske sejle det til Bornholm«.

I løbet af sommeren fortsætter undersøgelserne for at finde ud af, hvor i landet atomaffaldet skal ende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce