Nu. Amys mor og storesøster Bethlehem og den ny lillesøster, Bezawit på ti måneder. »Jeg følte så stor en tomhed, efter at de to andre var rejst, at jeg fik et barn til med en mand, som påstod, at han var fri. Det viste sig, at  han var gift med en anden. Men hun er  alligevel min trøst«, siger Genet Kedir. Foto: Dorrit Saietz

Nu. Amys mor og storesøster Bethlehem og den ny lillesøster, Bezawit på ti måneder. »Jeg følte så stor en tomhed, efter at de to andre var rejst, at jeg fik et barn til med en mand, som påstod, at han var fri. Det viste sig, at han var gift med en anden. Men hun er alligevel min trøst«, siger Genet Kedir. Foto: Dorrit Saietz

Amys mor gav sine børn væk af kærlighed

Amy blev adopteret som ti-årig. Hun blev kastebold mellem adoptivforældrene, kommunen og plejefamilien, hvor hun til sidst fik lov at blive.

Danmark

<p> Tigist. </p> <p> Det er Amys rigtige navn. Og til oktober fylder hun 13 år. Selvfølgelig ved en mor, hvor gammel hendes barn er. </p> <p> Genet Kedir har med længsel og grænseløs forventning set frem til, at vi skulle komme. Det er nogle uger siden, vi kontaktede hende telefonisk, og siden da har hun flere gange ringet til min etiopiske tolk og kollega og utålmodigt spurgt til, hvornår vi kom. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="F1ELM34-20120728203100">FN advarer mod børneeksport</relation> </p> <p> Nu sidder vi her så omsider, i et rum på tre gange fire meter med jordstampet gulv og lerklinede vægge, som udgør et hjem for Genet, hendes 15-årige datter Bethlehem, en nytilkommen baby på 10 måneder og en nevø, hun har taget til sig og sørger for, fordi hans forældre er endnu fattigere end hende. </p> <p> <reference type="image" id="662921" element="part-of" source="cci" sourceid="Amy_29-07-2012_UAENPNA.jpg-20120729091711" caption="Sanger. Amy som lille &amp;amp;ndash; hun synger til en fest på sin skole. Privatfoto udlånt af Amy" version="h" /> Her er lige akkurat plads til en seng, som de alle deler, et sofamøblement, og en reol med et lille tv-apparat, husets stolthed.<br/> <br/> Genet og Bethlehem kaster sig over det lille album med fotos af Amy &ndash; eller skal vi sige Tigist &ndash; og hendes lillesøster Bizuayeho, som vi har med til hende. Billederne af den nu knap 5-årige Bizuayeho er desværre temmelig gamle, for hun er stadig hos sine danske adoptivforældre, hvor vi ikke har adgang til nye billeder af hende. <br/> <br/> &raquo;Men jeg har set hende med mine egne øjne i familiens hjem for få uger siden. Hun er rask og sund og har det godt&laquo;, forsikrer jeg hende. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1669080">Amy flytter hjem til plejefamilie</relation> <br/> <br/> Og det er den besked, Genet har brug for at høre. For i mange, mange måneder har hun ikke anet, hvad der er sket med hendes børn. Og angsten for, at den ene eller den anden af dem skulle være døde, har været ved at drive hende fra sans og samling. Her kommer Genets historie om, hvorfor hendes dengang to yngste børn blev adopteret til Danmark:<br/> <br/> &raquo;Da jeg afgav mine børn, var jeg i en meget forarmet situation. Jeg havde ingenting, jeg kunne ikke arbejde og give dem mad. Hellere end at se dem dø, ville jeg frelse dem&laquo;.<br/> <br/> <b>En anderledes pige</b><br/> Genet er hiv-positiv og har været meget syg. Smitten er med stor sikkerhed kommet fra pigernes far, som Genet har levet sammen uden at være gift gennem 11 år. <br/> <br/> &raquo;På en måde elsker jeg ham stadig, men jeg kan ikke leve sammen med ham mere. Han drikker, og han render fra et sted til et andet, og han har også en søn på ni år med en anden kvinde&laquo;.<br/> <br/> Hun henter en trækasse frem og viser den til os: </p> <p> &raquo;I den her kasse plejede jeg at lægge de penge, jeg tjente og kunne spare op ved at bage injera (etiopiske brød, red). Så plejede han at brække kassen op og tage pengene og drikke dem op&laquo;. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1664944">Plejemor: &amp;raquo;Vi har lovet, vi altid vil være der for Amy, og det holder vi&amp;laquo;</relation> </p> <p> Den ældste datter, Bethlehem, er en stille og sky pige. Hun er tre år ældre end sin søster Tigist &ndash; hende vi kender som Amy &ndash; som fra starten var en helt anden type. [ei]<br/> <br/> &raquo;Tigist har altid været anderledes. Hun er meget hurtig og stiller mange spørgsmål. Og hun ville altid have sin vilje. Hvis hun henne i børnehaven eller skolen så noget, de andre havde, kom hun straks hjem og forlangte det samme. Og hvis hun ville have makaroni til middag, kunne hun finde på at true med at kaste med sten, hvis hun ikke fik det, som hun ville&laquo;, fortæller Genet og ryster lidt på hovedet over sin næstældste datter. <br/> <br/> &raquo;Men jeg elsker hende højt, så højt, at jeg end ikke nogensinde har ladet hende overnatte i min fars hjem, for jeg ville savne hende for meget&laquo;.<br/> <br/> <b>Søsteren pudsede sko</b><br/> Storesøsteren Bethlehem elsker også sin lillesøster overalt på jorden. Da moren var for syg til at arbejde &ndash; hun havde som følgesygdom fået tuberkulose og spyttede blod &ndash; og alt så håbløst ud, greb den dengang 8-årige Bethlehem en skopudserkasse og gik på gaden for at skrabe penge sammen til Tigists børnehave og siden til skolepengene.<br/> <br/> &raquo;Tigist var altid nr. 4, 5 eller 6 ud af de 75 elever i klassen&laquo;, fortæller Genet. [citat]<br/> <br/> &raquo;Hun var så ambitiøs. Hun sagde altid: Jeg ville ønske, jeg var født i en anden familie, for jeg har hjerne, og jeg arbejder hårdt. Jeg vil gerne uddanne mig&laquo;.<br/> <br/> &raquo;Vi har altid været meget åbne over for hinanden, Tigist og jeg, så jeg svarede: Jeg ved, jeg er fattig. Jeg kæmper, jeg er syg, men jeg kæmper for at give dig muligheder. Men som du kan se, går tingene ikke min vej&laquo;. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ </b><relation source="escenic-migration" sourceid="1660863">12-årige Amy: Mine adoptivforældre lyver</relation> <br/> <br/> &raquo;Jeg ved det mor&laquo;, svarede hun så. <br/> <br/> &raquo;Jeg siger det ikke, fordi jeg hader dig, men fordi jeg har en drøm om at blive en bedre pige, uddanne mig, klare mig selv og få et bedre liv&laquo;.<br/> <br/> Tigist havde en bedsteveninde, den jævnaldrende pige Kiyu. De to piger optræder på et foto sammen &ndash; begge klædt i Etiopiens nationalfarver, rød, gul og grøn, med store smil, runde kinder og sorte krøller. De kunne være tvillinger. <br/> <br/> Kiyu fik chancen, hun blev adopteret til USA som cirka 7-årig. Da den amerikanske mor kom for at besøge den biologiske mor, var Tigist der også for at sige farvel til sin veninde. </p> <p> &raquo;Tigist var modig nok til at spørge: Kan du ikke tage mig med også? Og den amerikanske mor sagde: Havde jeg vidst det, havde jeg adopteret jer begge samtidig, men nu er det for sent&laquo;.<br/> <br/> &raquo;Så efter at hendes veninde tog til Amerika, drømte hun kun om at rejse, og hun insisterede og pressede på, for at jeg skulle gøre noget. Som mor prøvede jeg at holde igen. Jeg tøvede. Men ved at se alle hendes ambitioner og følelser, bøjede jeg mig til sidst&laquo;. [citat-2]<br/> <br/> <b>Kun de to små kunne bruges</b><br/> Genet havde nu tre børn, den lille Bizuayeho var kommet til. <br/> <br/> Hun tog dem alle tre med hen til børnehjemmet Enat Alem. Det betyder &rsquo;Mors Verden&rsquo; og er et privat børnehjem, som er den private danske adoptionsorganisation Danadopts vigtigste samarbejdspartner i Etiopien. <br/> <br/> &raquo;Fra starten sagde han nej til at tage Bethlehem. Udlændinge vil ikke tage så stort et barn, sagde han. Glem hende. Men hvis jeg bortadopterede de to yngste, ville han sørge for, at Bethlehem fik støtte til sin skolegang helt op til universitetet&laquo;. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="J2EDF5S-20120616193600">Amys adoptivforældre: Man kan ikke bare tage nogle andre menneskers barn</relation><br/> <br/> Bethlehem er i dag 15 år, på det tidspunkt har hun været cirka 12. Det er ulovligt at tilbyde familier nogen form for økonomisk belønning til gengæld for at bortadoptere deres børn. Men det er ikke nødvendigvis ulovligt at støtte en søster, så længe det ikke er betinget af, at de andre børn bortadopteres.<br/> <br/> Det var med stor modvilje, Genet gik med til denne løsning, for hun ville ikke skille børnene ad.<br/> <br/> &raquo;Hvis Tigist rejste, ville de andre to lide, for jeg troede ikke på, at jeg ville overleve&laquo;.<br/> <br/> Hun gik til de lokale myndigheder og fik lavet alle de nødvendige dokumenter. Der var en embedsmand på rådhuset, der ringede til hende, fordi der gik rygter blandt naboerne om, at hun havde solgt sine børn for dollar. <br/> <br/> &raquo;De ringede og spurgte, hvor meget jeg havde fået. Ingenting, svarede jeg, Jeg er syg. Så fik de ondt af mig og trøstede mig og prøvede at rådgive mig. Manden fra byrådet sagde: Vi forstår dig. Men du skal ikke give dine børn til denne mand &ndash; der er en anden organisation, som er bedre. Men jeg troede på, at manden fra Enat Alem var ærlig og venlig, så jeg lyttede ikke til deres råd&laquo;.<br/> <br/> Da alle papirerne var godkendt, overlod Genet sine to børn til Enat Alems børnehjem inde i hovedstaden Addis Ababa, tre timers busrejse væk. De følgende måneder besøgte hun dem så ofte, hun kunne, og børnehjemmet lod hende overnatte, så hun kunne være sammen med pigerne. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="9FEDDPV-20120608223500">Børns Vilkår: Så mange regler er brudt i Amys sag</relation> <br/> <br/> Til sidst oprandt dagen, da en adoptivfamilie var fundet &ndash; Kenneth og Oxana Steen fra Næstved i Danmark. Genet mødte op i retten for at bekræfte, at hun afgav de to børn.<br/> <br/> &raquo;Da jeg stod der i retten, tænkte jeg, at en person uden uddannelse er som en blind&laquo;, siger hun. Genet har aldrig lært at læse. &raquo;Senere mødtes jeg med Oxana, og hun trøstede mig. Hun lovede at tage sig af mine to børn. Jeg sagde til hende: Jeg giver dig mine børn i Gud den almægtiges navn. Det er dine børn nu. Da hun tilbød, at jeg kunne kramme Bizuayeho en sidste gang, sagde jeg nej: Hun er din nu&laquo;. <br/> <br/> Genet og den ældste datter Bethlehem forlod Danadopts kontor for at vende hjem til Assela. Men på vejen ud opdagede Genet, at hun havde glemt sit sjal og vendte tilbage for at hente det. Da var det, at fru Denkai Hadgu, Danadopts lokale kvindelige chef, sagde noget, som sårede hende mere end alt andet:<br/> <br/> &raquo;Nå, kommer du nu for at få noget? Disse etiopiere, de gør det jo altid for selv at få noget ud af det&laquo;, lød bemærkningen ifølge Genet. [citat-3]<br/> <br/> &raquo;Det knuste mit hjerte. Jeg opgav mine børn, fordi jeg elskede dem, og det var som at miste livet selv. Jeg græd hele vejen hjem i bussen. Så mødte jeg en russisk dame, som spurgte, om jeg havde mistet et barn, siden jeg var så ulykkelig. Jeg fortalte hende hele historien, og hun begyndte at græde sammen med mig. Hun trøstede mig og sagde, at Danmark er et godt sted med gode mennesker. Din datter er i gode hænder, og nu skal du tage hjem og tage dig af dig selv, sagde hun&laquo;.<br/> <br/> <b>Hun lovede at sende billeder</b><br/> Den lille stue er fuld af børn og stærke følelser. Tårerne flyder frit, mens Genet fortæller, og storesøster Bethlehem fylder vore små kopper med mere etiopisk kaffe. <br/> <br/> &raquo;Jeg elsker Oxana selv i dag, og jeg vil aldrig komme og hævde, at de er mine børn. Det eneste er, at hun lovede at sende mig billeder. Alt, jeg ønsker, er bare, at nogen en gang eller to om året vil fortælle mig, hvordan det går. Det er alt, hvad jeg beder om. Oxana lovede at sende billeder hver 6. måned, men hun gjorde det ikke&laquo;.<br/> <br/> Ifølge etiopisk lov skal de udenlandske adoptivforældre aflevere en kort statusrapport om børnene med jævne mellemrum, lige til de fylder 15 år. Det første år i det nye land skal der komme en rapport hvert kvartal, derefter hvert halve år og siden en gang om året. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1649572">Kommune sletter nu alle grove Amy-kommentarer på Facebook</relation> </p> <p> Genet fik den første rapport og derefter endnu en med billeder af børnene. Men så kom der ikke flere. Rapporterne bliver afleveret hos Danadopt i Danmark, som sender dem videre til deres kontor i Etiopien. Herfra går der en kopi til de offentlige myndigheder og en kopi til det børnehjem, børnene kommer fra &ndash; og her kan en eventuel biologisk familie hente og se rapporterne.<br/> <br/> Men der kom ikke flere rapporter og ikke flere billeder. Politikens research viser, at rapporterne er afleveret rettidigt det første halvandet år efter adoptionen og er nået frem til Danadopt i Addis Ababa. Men herfra er flere af dem enten ikke sendt videre til Enat Alem, eller også har Enat Alem holdt dem tilbage for moren. </p> <p> <reference type="image" id="662922" element="part-of" source="cci" sourceid="Amy.1_29-07-2012_UAENPNC.jpg-20120729091711" caption="Afsked. Genet Kedir er for sidste gang sammen med sine tre børn. Det er Tigist (Amy) til venstre, Bizuayehu på armen og storesøster Bethlehem til højre, den dag i august 2009, hvor hun tager afsked med de to yngste på Danadopts kontor i Addis Ababa." version="c" /> <br/><br/>&raquo;Da jeg ikke hørte noget, og jeg ventede og ventede på nyt, som hun havde lovet hver sjette måned, så var det, at jeg opdagede, at adressen i Danmark stod i den ene rapport, jeg havde fået. De må have overset den. Det var lægen, der så det, og der var en lærer fra gymnasiet, som hjalp mig med at oversætte brevet, jeg sendte&laquo;.<br/> <br/> Genet nåede at skrive to breve hjem til Kenneth og Oxana Steens privatadresse &ndash; korte breve, hvor hun spørger om nyt og beder dem ringe til sit mobilnummer. Brevene udløser en krise i Danmark. Steen-forældrene skjuler brevene for Amy, fordi de ikke mener, hun bør have direkte telefonkontakt med sin biologiske mor. Og de bliver rasende på Danadopt og forlanger, at de skrider ind og stopper brevskriveriet omgående. Og det gør de så &ndash; sådan her:<br/> <br/> &raquo;De ringede begge to, både manden fra børnehjemmet og Denkai Hadgu fra Danadopts kontor. De råbte og skreg ad mig og sagde, at jeg ikke skulle skrive mere. Manden sagde, det var en international forbrydelse, og han truede mig med fængsel. Jeg svarede: Det er mine egne børn, jeg gav dem frivilligt, og hvis du vil arrestere nogen, kan du jo gå ud og finde et æsel på gaden og sætte i fængsel ... men jeg stoppede med det&laquo;.<br/> <br/> Genet har følt sig under anklage for at bede om penge i brevene. Men det passer ikke, og det er meget vigtigt for hende at understrege.<br/> <br/> &raquo;Jeg har aldrig, aldrig nogensinde forventet at få så meget som en penny af mine børn, eller at de skulle hjælpe mig. Jeg ville give dem en ny chance, så de ikke skulle leve i uvidenhed, som jeg selv har gjort&laquo;.<br/> <br/> <b>Hjælp til søsteren kom aldrig</b><br/> Siden hørte hun ingenting. Og hvad værre var for hende: Børnehjemsdirektørens løfter om at sponsorere Bethlehems uddannelse blev aldrig til noget. <br/> <br/> &raquo;Jeg gik til børnehjemmet og sagde til denne herre: Du gav mig et løfte i Guds navn, det kan man ikke tage let på. Men han svarede bare, at hun kunne jo gifte sig eller blive tjenestepige&laquo;.<br/> <br/> Bethlehem fylder snart 16 og har kun fuldført 5. klasse. Siden de yngste piger rejste, har hun passet huset og de små søskende for sin mor, som er blevet rask nok til at arbejde. Genet står i butik, hun vasker tøj, bager injera og gør rent for andre folk. Hun skraber 25 dollar sammen om måneden og er stolt af, at hun klarer sig.<br/> <br/> &raquo;Jeg er stærk i dag og kan arbejde som alle andre. Jeg kan endda betale 2 dollar om måneden til naboforeningen, og jeg har råd til at tage mig af et forældreløst barn &ndash; jeg har faktisk selv adopteret&laquo;, siger hun med stolthed. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="7IECLV3-20120606222130">Ekspertpsykologen har aldrig mødt Amy</relation> </p> <p> Men hendes ældste datters liv er gået i stå, og Bethlehem er dybt frustreret, for hun ønsker brændende at komme i skole. Men selv om Genet gang på gang har afkrævet børnehjemmet den hjælp, de lovede, er den aldrig kommet. Hos Danadopt er hun også blevet afvist:<br/> <br/> &raquo;Det kender vi ikke noget til, det må du snakke med ham selv om&laquo;, lød svaret fra Denkai Hadgu, ifølge Genet.<br/> <br/> Efter de mislykkede breve sænkede tavsheden sig. Der kom ikke flere rapporter. I mellemtiden var hele balladen startet hjemme i Næstved &ndash; Kenneth og Oxana afleverede i marts 2011 Amy til Næstved Kommune med besked om, at de ikke ville have hende tilbage. Plejeforældrene Hanne og Ole Keller fik hende hjem til sig, og et kæmpe tovtrækkeri gik i gang om, hvad der skulle ske med den etiopiske pige &ndash; en kamp, som for elleve måneder siden kulminerede med, at kommunen brugte tvang til at flytte hende til et opholdssted, hvorfra hun kom hjem igen til plejefamilien tre måneder senere.<br/> <br/> Genet aner intet om alt dette, for de periodiske underretninger stopper nu helt.<br/> <br/> <b>Imens i Danmark ...</b><br/> I september 2011 besøger Danadopts etiopiske chef, Denkai Hadgu, hovedkontoret i Danmark. Hun hører om Amys vanskelige situation og om hendes stærke længsel efter at høre nyt om sin mor og søster. <br/> <br/> Plejeforældrene Hanne og Ole Keller kører med hende til Birkerød, hvor de mødes med folkene fra Etiopien, som udtrykker deres store bestyrtelse over det hele.<br/> <br/> Denkai Hadgu tager et sæt fotos med tilbage til Etiopien, som Hanne Keller har lavet til den biologiske mor. Genet modtager billederne nogle måneder senere og bliver på den ene side glad &ndash; men samtidig undrer hun sig. Hvorfor var kun Tigist med på billederne &ndash; hvor var den lille Bizuayehu? <br/> <br/> Denkai Hadgu siger til hende, at hun kun nåede at møde Tigist, så hun kun havde billeder af hende. <br/> <br/> Men som mor tror Genet inderst inde, at Bizuayehu må være død. Også selv om Denkai Hadgu over telefonen gør, hvad hun kan, for at berolige hende. &raquo;Jeg har ikke sagt, hun er død. Men hun var for lille til at komme og mødes med os&laquo;, siger hun til Genet. <br/> <br/> Men som mor tror hun ikke på det. Hun er overbevist om, at det værste er sket, men at Danadopt ikke vil sige det til hende. Hun græder og græder, og Bethlehem må trøste hende, som om hun er moren, og ikke omvendt, fortæller Genet. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1647828">Borgere sviner kommune til efter tvangsfjernelse</relation> <br/> <br/> Igen går månederne. Og først for nogle uger siden, da en fremmed mand ringer fra Addis Ababa og fortæller, at der er besøg på vej fra Danmark, får Genet fornyet håb. <br/> <br/> Hjemme i Danmark har Danadopt på det kraftigste modsat sig, at Politikens journalist opsøger pigernes mor. Det vil være &raquo;utilgiveligt&laquo; at tage kontakt til hende, for det vil kun gøre hende ulykkelig at høre, hvad der er sket. Hun er fattig og syg, hvad skal hun bruge det til, lyder argumenterne. <br/> <br/> Politiken spørger &ndash; som vi altid har gjort tidligere i sagen &ndash; hvad Amy selv mener. Og vi vælger at efterkomme Amys stærke ønske om, at vi opsøger hendes mor. <br/> <br/> <b>Græder i telefonen</b><br/> Inden vi når frem, når endnu en akt i tragedien at udspille sig. I Addis Ababa har vi ringet til Enat Alems direktør og spurgt, om vi må komme og se børnehjemmet, hvor Tigist og Bizuayehu boede, inden de kom til Danmark. Vi skal være velkomne, lyder svaret, vi kan bare ringe og aftale nærmere den næste dag.<br/> <br/> Men næste morgen dukker min lokale tolk og kollega op, grå i ansigterne.<br/> <br/> Fire gange den nat har Genet ringet til ham og grædt fortvivlet i telefonen. Direktøren fra børnehjemmet ringede til hende straks efter opkaldet fra os. Han skældte hende ud og truede hende i telefonen. <br/> <br/> Han siger til hende, at der nu måske kommer en journalist og opsøger hende, og så har hun at sige det samme som ham. Deres historier skal passe sammen. Og han fortsætter: &raquo;Dine børn er ikke længere sammen, og du får dem aldrig mere at se, så længe du lever. Politiet har hentet Tigist, fordi hun var så arrogant og slog sin adoptivmor. Og det hele er din skyld, det var dig, der startede hele balladen ved at skrive breve og bede om penge&laquo;, siger han til hende.<br/> <br/> Genets frygt bryder ud i lys lue: &raquo;Jeg ved, at et af mine børn er døde, fortæl mig i det mindste, hvem af dem, det er&laquo;, hulker hun i telefonen til min tolk og kollega. <br/> <br/> Selv denne erfarne afrikanske journalist, som har dækket krige og sultkatastrofer, begravet tørkeofre med de bare næver, overlevet tortur og fangenskab, er rystet. &raquo;Nogle mennesker skulle ikke være født. Hvordan kan man sige sådan til en mor?&laquo;, raser han.<br/> <br/> <b>Med kurs mod Amys mor</b><br/> Vi dropper alt om at besøge børnehjemmet og sætter kursen direkte mod Assela. Genet har i mellemtiden ladet sig berolige over telefonen og har iklædt sig sit smukkeste tøj og forberedt et festmåltid til de længe ventede gæster. <br/> <br/> Vi kan nu fortælle den sande historie: Ja, Tigist er i en ny familie. Nej, det var ikke politi men socialarbejdere, der flyttede hende. Hun har det godt, og lige så hendes lillesøster. Det er ikke rigtigt nogen skyld, men bare en masse misforståelser, der snart vil blive opklaret.<br/> <br/> Og vi har billeder med ... billeder, der har været ventet så længe. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1647777">Kommune vil tale med Amy efter Facebook-kommentar</relation> </p> <p> Mor og søster kaster sig over det lille album og bladrer og spørger: Hvad er det, Tigist laver dér? Hun bager muffins. Hvem er de andre drenge og piger på billederne? Det er hendes nye plejebrødre og -søstre. Og på det her billede synger hun til børnemelodigrandprix og vinder stort foran et publikum på 500 mennesker. <br/> <br/> Vi har også en bærbar computer med mobilt bredbånd med. Vi har igen spurgt til Amys ønsker, og hun vil gerne tale med sin mor. Og inden længe kan Amy/Tigist i Næstved og Genet og Bethlehem i Assela, Etiopien, vinke, smile gennem tårer og sende luftkys til hinanden via Skype efter tre års savn og adskillelse.<br/> <br/> &raquo;Sig, at min mor skal holde op med at græde&laquo;, beder Amy fra Næstved over mobiltelefonen og gennem to tolke.<br/> <br/> &raquo;Jeg græder ikke, fordi jeg er ked af det, det er af lykke. Jeg er ikke vred, og jeg fortryder ikke min beslutning, når jeg ser dig omgivet af familie&laquo;. </p> <p> <reference type="image" id="662925" element="part-of" source="cci" sourceid="PS_Amy_29-07-2012_2LENQCV.jpg-20120729091711" caption="Hurra. Amy fejrer sin 4-års fødselsdag. Privatfoto udlånt af Amy" version="h" /> <br/><br/>Amy ser sin nye etiopiske lillesøster for første gang, en lille rund smilende baby på ti måneder. &raquo;Åh, hvor er hun nuttet,&laquo; lyder det fra Næstved.<br/> <br/> Genet vil gerne sige noget til sin datter:<br/> <br/> &raquo;Vær nu sød, og elsk og respekter dine forældre, elsk dine brødre og søstre, adlyd dem, og tag din uddannelse alvorligt. Og du skal ikke bekymre dig om mig, jeg skal nok klare mig&laquo;.<br/> <br/> &raquo;Ja, ja, jeg lover det&laquo;, lyder svaret tilbage via to gange oversættelse, for Amy kan ikke længere huske sit modersmål. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="debat" sourceid="1646988">Om Dan Adopts rolle i Amysagen</relation> <br/> <br/> Da tårerne er tørret, og forbindelsen afbrudt, siger Genet højtideligt til Politikens udsendte:<br/> <br/> &raquo;Mit liv var forbi. Jeg var helt uden håb. Men da du kom, var det, som om du bragte mig tilbage fra graven. At se billeder af mine børn gør mig mere rask end alverdens medicin. For mig er du et sendebud fra Gud, fordi du gav mig håb igen&laquo;.<br/> <br/> Så græder hun igen, Bethlehem græder, Politiken græder, og den garvede afrikanske krigsreporter græder også. Kun den lille baby smiler og falder i søvn på sin mors skød. </p>

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce