Tilflytter. Japaneren Ikuo Oshima kom til bygden for 39 år siden. Nu er han grønlandsk fanger, passer sine hunde og joller – på vej hen ad stranden med sit bæltekøretøj.
Foto: Rasmus Bech

Tilflytter. Japaneren Ikuo Oshima kom til bygden for 39 år siden. Nu er han grønlandsk fanger, passer sine hunde og joller – på vej hen ad stranden med sit bæltekøretøj.

Danmark

Mød manden, der slog sig ned ved verdens ende

Siorapaluk på den grønlandske vestkyst er den nordligste bygd i verden. Efter det sidste hus er der intet andet end bjerge, vand og is.

Danmark

Når man kommer sejlende ind til Siorapaluk, der ligger et par hundrede kilometer nord for Thule i det nordvestlige Grønland, venter man ikke at gå i land på den fineste, lysegule sandstrand, der er flere hundrede meter bred, og som smukt skråner ned i det blå, klare vand.

Da politiken.dk kom ind med den hurtiggående redningsbåd ’Naja’, der var sat i vandet fra det danske krigsskib og inspektionsfartøj ’Ejnar Mikkelsen’ og hoppede ned på den smukke og næsten caribiske strand foran det lille grønlandske samfund, var det søndag. En dag uden vind og med et svagt solskin, der lagde et nærmest romantisk skær over stranden.

Men det er ikke Caribien, og der er ingen palmer i Siorapaluk. Og det indbydende vand ved ’den caribiske strand’ er koldt. Iskoldt.

En japaner kom forbi For den grønlandske fangerbygd, der tæller omkring 50 beboere, er byen ved verdens ende. Den sidste hussamling, den sidste civilisation på den nordlige halvkugle. Ganske enkelt den nordligst beliggende by i verden. På den anden side af Siorapaluk venter kun en gold ødemark, høje bjerge, sne og masser af is. Den verden, hvor isbjørnen er konge.

I et af husene på skråningen bag stranden, hvor der ligger et væld af joller, bor japaneren og fangeren Ikuo Oshima.

Han kom her til ’verdens ende’ i 1972, og det var den dengang 25-årige japaners hensigt – sammen med nogle kammerater ­– at vandre videre mod nord. For at opleve vildmarken i sin allermest vilde udgave. Og for at prøve at kæmpe for overlevelse under ekstreme betingelser.

Strandede i København
»Men først strandede vi i København i to måneder«, fortæller den nu 64-årige Ikuo Oshima til politiken.dk – og han gør det med et charmerende smil, der fortæller, at der er langt fra Siorapaluk og til den nærmeste tandlægestol.

»Det var svært at få tilladelse til at rejse til Thule. Grønlandsministeriet sendte mig til den amerikanske ambassade, og amerikanerne sendte mig til Grønlandsministeriet ­– og sådan gik det frem og tilbage, indtil det en dag lykkedes med hjælp fra den japanske ambassade«.

Det er nu 39 år siden, Ikuo Oshima dukkede op i Siorapaluk. Og han har været her siden. Har lært sig sproget, lært fangerfaget, den grønlandske bygdekultur og livet i vildmarken.

Den svære beslutning
»Det er svært for at sige, hvorfor jeg egentlig blev hængende i Siorapaluk. Og jeg har da heller ikke besluttet mig for, om jeg skal blive. Det er jo en svær beslutning«, siger han – og slår et mægtigt, smittende grin op.

Ikuo Oshima er grønlandsk gift, han har 5 børn og – »har jeg fået fortalt«, siger han – 8 børnebørn. Men de har næsten alle forladt Siorapaluk, for livet i den lille bygd er et liv uden fremtid for de unge, mener japaneren.

»Hvis man skal blive her, skal man være fanger ­– og en god fanger. Og de unge kan se, hvor hårdt deres forældre kæmper for at klare sig. De har svært ved at forestille sig, at det skal blive deres liv, de vil hellere være en del af den moderne verden«, siger Ikuo Oshima – og fortæller, at der fore 3-4 år siden boede omkring 100 personer i bygden.

Sønnen blev også fanger
Men japanerens 34-årige søn, Maassannguaq Oshima, har valgt at blive i Siorapaluk.

Han var ganske vist væk fra bygden, mens han uddannede sig til tømrer i Qaanaaq, lidt længere mod syd ­– den by, hvortil Thule-eskimoerne blev flyttet, da amerikanerne anlagde basen ved Thule.

»Nu er jeg fanger, jeg kan ikke leve af at være tømrer i Siorapaluk«, siger Maassannguaq Oshima, der som sin far har let til latter – men som til gengæld kan fremvise et næsten Hollywood-agtigt tandsæt.

Hvad sønnen kan som fanger, har han lært af sin far. Og Ikuo Oshima har ry som en rigtig god fanger. Det er ham, passagererne på de nordligt gående krydstogtskibe opsøger, når der skal købes narhvaltænder, disse over to meter lange elfenbensspyd ­– eller hvis man vil sikre sig et hvalroskranie med 2 ’hugtænder’. Eller skind fra isbjørn, sæl, polarræv eller snehare.

Hvalroshoveder til tørre
Da jeg spørger ham, om han har noget at sælge, smiler han det smil, der har svært ved at forlade det furede, læderagtige ansigt. Og så slår han undskyldende ud med armene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har ikke mere, de sidste hvalroshoveder er solgt, og de skal sendes sydpå«, siger han. »Men spørg en af naboerne, det kan være, at de har noget«, og så peger han ellers på et par nærliggende huse bag det høje stativ, hvor han stadig har et par hoveder liggende til tørre.

Ikuo Oshima regner med, at han har 4-5 år tilbage som fanger. Mere kan det nok ikke blive til, mener han.

»Lige nu er mit helbred godt, men det bliver sværere at klare sig som fanger med alle de kvoter, som den skøre regering beslutter«, siger han, mens han er ved sætte vanddunke op på sin lille bæltedrevne trækvogn. Lige om lidt skal han køre vand ned til nogle af sine slædehunde, der står lænket tæt på stranden.

»Jeg vil gerne blive ved så længe som muligt. Det er et godt liv«. Og så fortæller han, at det har været en god sommer. En god fangstsommer, hvor det bl.a. hændte, at godt 20 joller fra bygden samledes om en af de hvaler, der kaldes en Sildepisker.

20 joller angreb hval
»Vi dræbte den med skud og harpuner, og det gav kød og spæk til alle«, siger han ­– og viser med dramatiske fagter, hvordan fangerne fra tæt hold kastede deres harpuner mod hvalen. Sommeren indbragte også bygden en hvidhval.

Nede på stranden går en stor del af bygdens beboere og kigger på børnene, der leger. Det er et fredeligt syn – med en naturmæssig imponerende baggrund.

»I har en smuk udsigt«, siger jeg til Oshima og hans søn, da samtalen ved verdens ende nærmer sig sin afslutning.

»Synes du«, lyder det fra Maassannguaq Oshima, »måske i det fjerne, men lige her flyder det med toiletposer. Se dig omkring«.

Næste skib kommer i juni

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så peger han på alle de gule toiletposer, der ligger i små bunker ved alle husene. Der er jo ikke træk & slip i Siorapaluk, alt samles i poser, der skal køres ud til ’dumpen’. Men den kommunale renovation fungerer ikke for tiden ­– for den 4-hjulstrukne ATV kan ikke starte. Og så bliver poserne ikke kørt væk.

»Vi ved ikke, hvad der er i vejen med vognen, og kommunen har sagt, at de ikke kan hjælpe os. De har ingen penge før næste år«, siger Maassannguaq Oshima. Og så ryster han opgivende på hovedet.

Jeg går tilbage til stranden, siger farvel til mændene, kvinderne og børnene – som alle strør om sig med smil. Og da ’Ejnar Mikkelsen’ nogle minutter senere hiver ankeret op og sætter kursen videre, vinker et par stykker farvel. For det var det sidste skib i år, det næste ventes ikke før i juni 2012.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce