Lukket. SF's Arly Eskildsen kræver klar besked fra embedsmænd om dødsfald på den lukkede psykiatriske afdeling ved Bispebjerg i København. (arkivfoto)
Foto: MIRIAM DALSGAARD

Lukket. SF's Arly Eskildsen kræver klar besked fra embedsmænd om dødsfald på den lukkede psykiatriske afdeling ved Bispebjerg i København. (arkivfoto)

Region tilbageholdt oplysninger om dødsfald på den lukkede

Embedsmænd har fordrejet virkeligheden, lyder den alvorlige anklage fra SF.

Danmark

Region Hovedstaden bliver nu beskyldt for at give mangelfulde oplysninger og fordreje virkeligheden i sagen om et dødsfald på den lukkede psykiatriske afdeling ved Bispebjerg i København.

Anklagen kommer fra SF's Arly Eskildsen, der er formand for regionens Psykiatriudvalg og medlem af Regionsrådet.

»Det er helt vanvittigt«, siger han.

Arly Eskildsen er vred over, at embedsmænd i regionen blot har oplyst til Regionsrådet, at patienten blev sat i »relevant medicinsk« behandling, da han blev indlagt i januar måned.

Mange slags hjernemedicin i kroppen En obduktionsrapport har netop afsløret, at den 43-årige mand af somalisk afstamning havde fem forskellige slags psykofarmaka i kroppen, da han døde.

Et middel mod depression i en så høj koncentration, at det kan forårsage en alvorlig, eventuelt dødelig forgiftning.

Dertil kommer to antipsykotiske præparater mod vrangforestillinger og psykose, hvor det ene var i en koncentration, som er højere end sædvanligt. Desuden to slags beroligende medicin.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at en patient både får antipsykotisk og beroligende medicin, da det kan være farligt, men i praksis er den kombination vidt udbredt på lukkede psykiatriske afdelinger for at dæmpe opkørte patienter.

Endelig havde patienten også det stærkt sløvende stof metadon i kroppen - formentlig var det blevet smuglet ind på afdelingen, hvor patienten havde taget det.

Ingen tabletter i patientens mavesæk
Der var ingen rester af tabletter i mandens mavesæk som tegn på, at han havde taget en overdosis, inden han blev fundet død i sin seng på den lukkede 18. januar om formiddagen.

»Den her sag har slet ikke været ordentligt belyst over for os politikere. Vi er blevet forholdt oplysninger om, hvad der reelt var på færde. Vi fik blot at vide, at patienten var i 'relevant medicinsk behandling', mens sandheden var, at han fik mange forskellige slags stærk medicin, som vi ved kan være farlige, når de kombineres. Embedsmændene har tilbageholdt oplysninger fra hele Regionsrådet«, siger Arly Eskildsen.

Han henviser til, at regionen netop har været gennem en sag om overmedicinering af patienter på den psykiatriske afdeling i Glostrup, hvor Regionsrådet heller ikke fik de nødvendige oplysninger i tide.

»Det er meget bekymrende, at vi stadig ikke får de reelle informationer om, hvad der foregår«, siger Arly Eskildsen.

Mistanke om indsmugling af metadon
Region Hovedstaden orienterede i et notat dateret 23. januar 2013 politikerne i Regionsrådet om, at der med et døgns mellemrum havde været på uventede dødsfald blandt patienter indlagt på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling ved Bispebjerg.

Regionen skriver blandt andet, at der er mistanke om, at der er blevet smuglet metadon ind på afdelingen.

»De har fremstillet sagen, som om at dødsårsagen var metadon, som var bragt illegalt ind og indtaget på afdelingen. Men de fortalte intet om, at patienten var udsat for en ganske kraftig og massiv polyfarmaci (behandling med flere stoffer på en gang, red.). Vi har kun fået den ene halvdel af historien, og det er en fordrejning af virkeligheden«, siger Arly Eskildsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans vrede skal også ses i lyset af, at Region Hovedstaden for få dage siden afviste at svare ham på otte konkrete spørgsmål om den anden patient, der døde på den lukkede i Bispebjerg.

Politiker fik ikke svar på spørgsmål
Patienten havde i døgnet op til sin død vejrtrækningsproblemer og krampe, ligesom han kastede op to gange. Alligevel blev han ikke overflyttet til Bispebjerg Hospital, der har ekspertise i at aflæse og behandle den slags symptomer.

Arly Eskildsens spørgsmål borer i, hvad der skete, i timerne inden manden døde, men regionen har afvist at svare med den begrundelse, at de har tavshedspligt i personsager. Flere af spørgsmålene handler dog ikke om patienten, men om hvad lægerne og det øvrige personale gjorde.

»Det er helt grotesk, at jeg som folkevalgt ikke kan få de oplysninger, så jeg har mulighed for at tage eventuelle initiativer for at undgå flere uventede dødsfald på de lukkede afdelinger«, siger Arly Eskildsen fra SF.

Han opfordrer Sundhedsstyrelsen til at tilrettelægge en større landsdækkende undersøgelse af uventede dødsfald i psykiatrien.

Region vil ikke debattere i medierne

Koncerndirektør Svend Hartling fra Region Hovedstaden afviser at debattere med Arly Eskildsen i medierne.

»Hvis Arly mener, at han mangler oplysninger, så må han henvende sig direkte til administationen eller regionsrådsformanden (Vibeke Storm Rasmussen, red.) med sine spørgsmål og forklare, hvad han vil havde uddybet«, siger Svend Hartling og fortsætter:

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi vil ikke lægge personhenførbare oplysninger frem. Det skal være sådan, at uanset hvad man hedder, så skal man kunne blive indlagt i psykiatrien uden at få sin journal udfoldet i fuld offentlighed i medierne«.

Inden for en måned i januar og februar har der været tre uventede dødsfald på lukkede psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden.

Embedslægen under Sundhedsstyrelsen er ved at undersøge, om personalet har begået fejl i behandlingen og medicineringen af patienterne.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce